Først og fremmet vil jeg sige et kæmpe stort tak til alle jer, der gad give mig moralsk opbakning i forhold til mit dilemma med at løbe rundt og ikke have et decideret mål. Hold op hvor blev jeg glad og taknemmelig for alle de dejlige ord, for de opmuntrende kommentarer og for skulderklap. Uden tvivl – jeg har jordens dejligste læsere, og hvis jeg kunne ville jeg kramme hver og én. (I må nøjes med et stort virtuelt kram. :D)

Min uge har været fuldstændig fantastisk løbemæssigt, efter jeg fik lettet mit hjerte, og da vi samtidig benyttede en børnefri uge til at rykke vores habengut til Rødhus, og dyrke lidt tosomhed i ly af hede og skov, var min lykke forsejlet. Fredag tog vi løbeskoene på og løb rundt i den smukkeste efterårsklædte skov jeg længe har set. Det var et farveorgie i orange og guld. Jeg var godt løbende og følte mig i det hele taget flyvende i løbeskoene.

Lørdag var det planen jeg skulle løbe efterårsløb i Vester Hornum, men lørdag morgen efter indtagelse af den obligatoriske havregryn + 1 kop sort mokka, mærkede jeg efter en ekstra gang – og blev enig med mig selv om, det ikke lige var dagen for marathon. Jeg havde en anden plan i stedet, min fornemmelse af at være godt løbende skulle udnyttes. Hygge og morgenmad med den bedre halvdel, inden jeg ville tage på eventyr i selskab med intet mindre end, mig selv. Jeg har, stort set siden vi købte vores sommerhus for 4 år siden, kigget længselsfuldt efter Rubjerg Knude fyr de gange vejret har artet sig som en lille englebasse. Jeg har utallige gange tænkt… Gad vide om man kan løbe hele vejen fra Rødhus til Rubjerg Knude Fyr langs stranden. Jeg har bare ikke rigtigt lige kunne finde modet, og få logistikken på plads (en sådan løbetur ville kræve pickup ved endestationen).

Lørdag morgen fandt jeg modet, og havde afhentningsmulighed – og det gode vejr med mig (NOT). Jeg smed en flaske vand på ryggen, et par gels i lommen og, for en sikkerhedssyld, et dankort i brystlommen, og før præsten kunne nå at sige ammen var jeg ude på stierne, klar til en løbeoplevelse ved den nordvest-vendte danske kyststrækning.

Jeg løb ned til stranden, vendte snotten mod nord og satte i trav. Vinden var lidt af en bisse, og småregnen fik hurtigt mit tøj til at klæbe; vejret gjorde bestemt sit for at få mig på andre planer. Men nej, denne kvinde havde en mission. En mission der var vigtigt, noget jeg bare enormt gerne ville. Jeg ville have vished. Var stranden farbar for en løber.

Huset i Løkken, faretruende tæt på kanten..

Og så gik det ellers bare stille og roligt fremad. Jeg løb forbi menneskemængden i Blokhus, jeg løb op til Saltum strand hvor hundefolket og ægtefolk gik lørdagstur, jeg løb forbi Ingstrup hvor et par modige mennesker havde vovet sig til stranden i et lettere surt efterårsvejr. Og før jeg vidst af det, stod jeg ved skibene på stranden i Løkken. 22 km. indtaget som en lækker lille flødeskumskage, og jeg var stadig knald fuld af energi og klar på meget mere.

I Løkken spiste jeg min medbragte madpakke a la chokolade gel, drak lidt vand, nikkede til folk omkring mig, og satte i 2. gear videre nordpå. Nord for Løkken ser man for alvor havets vanvidstogt mod kysten, og for første gang kunne jeg med egne øjne se både brutaliteten og skønheden som perler på en snor, jo længere jeg kom nordpå.

Næste stop var Nr. Lyngby. Et stop der markerede at jeg nu var på helt nyt territorium. Jeg har aldrig før løbet fra Nr. Lyngby til Lønstrup. Jeg var faktisk ret meget i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre. Hjertet var fuld af mod, jeg turde godt og jeg var klar på evt. at løbe tilbage hvis jeg kom til ufremkommelige forhindringer på stranden. Må dog lidt indrømme at jeg var pænt glad for at se andres fodspor i sandet, det var rart at vide at andre havde klaret turen – og formodentlig havde overlevet. 🙂

Den rå kystlinje nord for Nr. Lyngby. Det er bare så brutalt, og samtidig så uendeligt smukt.

Fuld af taknemmelighed og en lille smule rørt over det var lykkedes mig, nåede jeg frem til Rubjerg Knude. Og for første gang i mit liv kunne jeg tage et billede fra stranden op mod fyret – og vinke til de mange mennesker der havde taget turen ud i sandkassen. Det var et stort øjeblik. Det der øjeblik hvor man bare helt ind i det dybeste indre er tilfreds og en lille smule stolt af sig selv. Verdens fedeste følelse. 😀

Der var mit fyr; der var symbolet på min tur var lykkedes med succes. 😀

Jeg skrev til min pick-up at jeg var ved knuden og fik besked om, at afhentningen kunne ske om 35 min. Og fuld af energi og glæde besluttede jeg mig for at fortsætte op til Lønstrup, hvor jeg dagen før havde glemt 100 kr. i en butik. Tænkte det ville være super næsvist at løbe ind i butikken, be’ om pengene – og juble over at have løbet 34 km. for at hente 100 kr. Det skulle prøves.

Jeg løb afsted mod Lønstrup, rundede en lille pynt med en snæver passage fyldt med vandhuller. I det sekund jeg hoppede over et vandhul og landede i sandet, sank min fod i til anklen. Og pludselig så jeg for mig, et indre billede af mig, i blå smølfefarver, siddende i dynd til navlen. Var der ikke noget med, at der kunne være kviksand heroppe omkring de nedstyrtede klitter? Og hvem kunne redde mig hvis jeg røg i. Hver eneste skridt føltes pludselig som en kamp om mine skov mellem mig og kviksandet. Jeg løb nærmest sprint, mens jeg forsøgt at gøre mig let som en fjer. Og først da jeg mødte en fyr, der kom gående imod mig, slappede jeg lidt af i de spændte muskler og fandt fred igen. Det var en total overreaktion, men hey – jeg var helt alene og har en til tider en ret anstrengende fantasi. 😀 (der var overhovedet ingen kviksand på strækningen)

Jeg nåede op til butikken i live, snuppede mine penge – og ØV altså, der var kunder, så jeg kunne ikke lave min lille forestilling. I stedet jokkede jeg gennem Lønstrup by, op til resterne af Mårup Kirke (de få gravsten der er tilbage) – I øvrigt. Ærlig talt, jeg var en lille smule skuffet over ikke at finde skeletter nede på stranden under den tidligere kirke. Havde i min fantasi forestillet mig jeg ville komme løbende ind i Lønstrup by med en lårbensknogle fra en gammel fiskeskipper, se det ville var god stil.

De pønser på noget de to banditter !!!!

Så gik det ellers tilbage til fyret, via den fantastisk smukke sti, der går gennem heden mellem Rubjerg Knude og Lønstrup – Hvis du aldrig har løbet der, så er du altså virkelig gået glip af noget. Det er verdensklasse. Og mens min telefon vibrerede lystigt i min lomme, øjnede jeg en ny potentiel katastrofe på min vej. Foran mig på hver sin side af stien stod to køer. Det er der i sig selv ikke noget odiøst i. MEN den ene ko kiggede meget intenst over på den anden ko. Det stank at skumle planer. Jeg frøs. What to do. Min Pick-up ventede på p-pladsen, jeg havde ikke tid til at finde andre veje. Jeg bad en stille bøn og nærmede mig så lydløst som muligt de to mistænkelige køer. Jeg overvejede om køer, på samme måde som hunde, mon skal fornemme angst – og som man vist nok gør, når man er skrækslagen, begyndte jeg at tale til de to banditter. ”Heeeej søde venner – sikke en par søde køer I er”.. Jeg stirrede den ko der var tættest på mig, direkte i øjnene (aner ikke hvorfor, måske en virkelig dum handling), trak vejret helt ned i mavesækken, og passerede mellem de to skumle typer. Helt ærligt – de var fuldkommen ligeglade med mig.

Og således nåede jeg tilbage, hilste med et lettet smil på den ranke fyr og ned på P-pladsen hvor turen nåede sit endepunkt. 39 fantastiske km. Behøver jeg at sige jeg var det største smil resten af dagen? Verden bedste beslutning, verdens bedste tur og det var stadig kun lørdag – foran ventede en søndag med en ny omgang samvær med de dejlige mennesker fra Team Tvilling. Min mission var en kæmpe stor succes.  

Opfølgning:

Her til aften skrev Niels nogle fantastiske gode råd til løb omkring Rubjerg Knude og Lønstrup. Som “Lønstrup-genser” (Hvad pokker hedder det egentlig?) har han masser af løbeerfaring i området, og jeg syntes simpelt hen det var for godt til ikke at dele med alle her på domænet. Så here goes… Tons af super fantastiske råd fra én løber til alle os andre løbere. 😀

Spændende læsning om en fed løbetur godt at du overlevede Jeg bor selv i Lønstrup og træner ugentligt løb i området samt flyver paraglider ved skrænterne. Så her lige et par gode råd hvis andre har mod på samme løbetur. Hvis man vælger at løbe forbi fyrtårnet på stranden så gør det ved lavvande og gerne østenvind (så undgår man våde sko…måske). Er stranden smal langt før Rubjerg Knude, så lad være med at forsøge at passerer ved fyrtårnet på stranden. Løb i stedet på toppen af skrænten indlands. Løb altid langs vandkanten, skrænten er meget ustabil især her vintertid. Der kan være underminere sand (normalt ikke dybere end max 1/2m) på stranden, men løber man langs vandkanten undgår man som regel dette. Der kommer mange knogler ud af skrænten ved kirken, men graveren fjerner dem ved lejlighed og gerne før at turisterne stjæler dem (gravrøveri 😉 Køerne er temmelig fredelige i området, men sniger man sig ind på dem, kan man være uheldig at de bliver bange og flygter (så skal man ikke stå i vejen for dem). Så gør opmærksom på at du som løber nærmer sig dem i god tid…så er de med “sikkerhed” ligeglade. Vask ler af skoene før det tørrer ind…det bliver man gladest ved. Der er ofte ingen mobiltelefon dækning (måske afhængig at teleselskab-SMS er dog tit muligt) på stranden ved de høje skrænter (ca Nr. Rubjerg til Mårup kirke). Grønne Rende ligger få hundrede meter syd for Rubjerg Knude, her kan man passerer op fra stranden rimeligt sikkert. Husk at se udsigten fra Rubjerg Knude Fyrtårn , jeg gætter på at den ikke er åben om 1-5år Jep, det var vist det God fornøjelse Mvh Lars

Share: