I denne uge er der på TV2 fokus på Knæk Cancer og det hele kulminerer i aften til det store knæk Cancer indsamlingsshow. Alt sammen i håb om at samle ind til cancerforskning og drømmen om en fremtidig kur for en sygdom, der i dag desværre sætter sine spor stort set i samtlige familier i det ganske land.

Det er ubetinget en møg sygdom, og jeg vidste allerede for et par uger siden, at jeg ville støtte ved at løbe marathon til Knæk Cancerløbet i Aabybro. Jeg har selv haft flere familiemedlemmer der har måtte opgive kampen mod kræften, og jeg syntes et eller andet sted, det må være på tide at få bugt med det skrammel og smidt en effektiv behandling ind i arenaen. Hvis min løbesko kan hjælpe en lille bitte smule med det, så løber mine løbesko 🙂

Løbet i dag var et stort tilløbsstykke med knap 500 deltagere på forskellige distancer, og nærmest metaforisk måtte vi kæmpe os rundt på ruten i en vestenvind af kuling styrke (Man ved den er slem når DMI beslutter sig for at navngive en storm, og i dag var det Igor der drillede os løbere som en anden lillebror). Løbestilen var flere steder på ruten, tvunget ned i en spids vinkel fra jorden hvor kroppen nærmest ser ud til at falder forover, og alligevel ikke rokker sig ud af flækken. Og ærligt det føltes fuldstændigt, som om man flere steder løb to skridt frem, og blev kastet 4 skridt tilbage. Direkte ækelt, men også en lille smule sjovt. Når vinden er så overdrevet slem, får jeg altid et lille grineflip – Åh hvor jeg dog kender den vind, nøj hvor har jeg dog utallige gange i min barndom, i vindens by Hirtshals haft netop samme position på fodboldbanen, når man trak den dårlige banehalvdel. Og I guder hvor det enerverende, at føle sig neglet fast til underlaget. Jeg tror det præcist er sådan, nogle kræftpatienter føler det undervejs i et behandlingsforløb. Som om man kæmper og kæmper, men ikke rigtigt rokker sig ud af flækken.

Der blev kæmpet en gæv kamp ude på ruten, og jeg gik en kende gakket da jeg kom i mål. Det var en slåskamp værdig en boksering i Vegas. Jeg endte i en hel hæderlig tid, der i den grad tog fusen på mig, og følte lidt jeg endte med at stå som vinder over den steroidpumpede Igor. Nå ja, så kan jeg i øvrigt som en servicemeddelelse melde, at juletræerne fra Birkelse Gods er pakket og klar til afhentning. 😀

Lidt rørt – og ret træt efter kampen mod Igor.

Da jeg stod med medaljen om halsen blev jeg pludselig dybt berørt. Den symbolske blomst på medaljen åbnede for nogle følelser, der havde ligget latent i lommen på mine løbebukser. I ugen op til løbet fik jeg helt uventet beskeden om, at en gammel klassekammerat fra folkeskolen havde tabt kampen, efter flere års indædt kamp, til kræften. Inge døde i hjemmet i Hirtshals i onsdags, og efterlod mand og søn – og selvfølgelig en stor sørgende flok af familie, venner og bekendte. Jeg var venner med Inge på FB, og havde fulgt med fra sidelinjen, mens skiftende billeder af et liv med kræft og en altid smilende kvinde blev lagt op på siden. Jeg vidste godt Inge havde kræft, og at det var ved at være meget alvorlig. Men indtrykket fra facebook var ubetinget en kvinde, der troede på kampen og fightede det bedste hun kunne. Så mange billeder af kampen. Den nye paryk, de flotte seje billeder hun fik taget af en fotograf for at vise, at en kræftsyg også er en smuk smuk kvinde, ophold på hospital og hospice, og billeder af blomster fra venner fra nær – og fjern.

Inge er den første fra vores klasse i folkeskolen, der måtte give op i kampen mod kræft. Og selvom jeg ikke har mødt Inge i mange år, så ramte minder fra de 10 år på Ulvkærskolen i Hirtshals mig mens jeg løb rundt i dag i Aabybro. Det føles ikke som særlig lang tid siden vi hoppede i elastik (jep – sådan hed det, og det var præcist det vi gjorde da jeg var ung), spillede rundbold, håndbold og fodbold, luskede os til at se gyserfilm på eftermiddage hvor alle voksne var på arbejdet – og jeg med gru måtte forlade stuen, når det blev for uhyggeligt (jeg er big time pivskid). Det føltes ikke som særlig lang tid siden, vi rejste os som ”voksne” konfirmander i Tivoli i Aalborg, og senere rejste ud i Europa sammen i 10. klasse for at mødes med unge på præcis samme alder.

Reunion – Den hårde kerne lukker og slukker. 🙂

Og så var der reunion i 2009 hvor vi mødtes igen, snakkede, dansede og hyggede os som var vi tilbage i 9.A. En aften hvor Inge og jeg lukkede og slukkede festen sammen med Bo og Peter. En aften hvor smilet næsten ikke kunne vaskes af fjæset igen.

Jeg kender ikke detaljerne i Inges sygdom, og jeg har ikke været god til at spørge hvordan det gik hende. Jeg fulgte stille med og gav et ”like” eller en kommentar til billederne der kom. Og lige så meget man egentlig godt ved, at risikoen for at dø af skidtet er overhængende, lige så meget er det et chok når døden indtræffer. Det er så urimeligt – 44 år gammel og flået ud af vores realitet.

I tv sagde de i går, at 95 danskere hver dag får besked om de har kræft. Hvor er det vildt. Og hvor er det brutalt. Der er heldigvis mange der overlever og vinder kampen. Men alligevel, Æv hvor er det råddent at 95 hver dag må se i øjnene, at de nu skal kæmpe deres livs kamp. Inge var et stort forbillede for alle der kæmper, også selvom hun tabte. Hun besad en styrke og et livsmod der er misundelsesværdig.

Alt dette var i mit hovedet mens kilometrene sneg sig forbi, sammen med en ubeskrivelig glæde over at jeg kan løbe, at min familie har det godt og at vi for pokker er nogle privilegerede mennesker der bare har af at nyde livet og hinanden. Medaljen skal minde mig om det. Om Inge der kæmpede så bravt, om alle de dejlige minder fra barndommen, om alt det smukke vidunderlige ved livet, og at en af vores vigtigste opgaver er at være gode ved hinanden.

Med tårer i øjnene krammede jeg medaljen og kørte hjem til min bedre halvdel og ungerne. Det blogindlæg som skulle havde været en standard løbsberetning, blev i stedet til dette. Et stort spark bagi til os alle om at nyde hverdagen, glemme små-brokkeriet og slutte fred med det vi alligevel ikke kan ændre. LETS CELEBRATE LIFE. !!!

Share: