Jeg løber altid i weekenderne og helst et par længere ture hvis tiden er til det. Jeg elsker at stå op lidt tidligt søndag morgen, putte de blå basser på fudserne og dappe afsted. Sådan har det været i rigtig lang tid, ja jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en weekend uden løb af én eller anden form.

I går besluttede jeg mig for at løbe ned i løbeklubben Amok og løbe søndagstur med klubben. Egentlig en ret spontan beslutning, funderet i en tanke om, at det nok ville være en god ide med en langsom tur. Efter jeg stoppede med mit løbeprogram i sommers, er mine langsomme ture blevet ”hurtigere” og “hurtigere”. Det der før var langsomt lå omkring 5.20-5.40 med en lav puls under de 145 bpm, er pludselig blevet til den klassiske mellem-tid – en tid hvor hastighed er for hurtig til at holde en lav puls, og for langsomt til rigtigt at batte noget. En tid lige der i gråzonen sammen med zombier og gespenster, noget der ikke rigtigt giver nogen som helst værdi. Dette er skrevet ud fra min overbevisning om, at en træning med 80% langsom løb og lav puls kombineret med 20% interval/tempo løb, er det mest optimale for mig.

Så min ide var at tage i Amok hvor søndagsturene generelt ligger på 2 timers træning i pace 5.30-6.00 alt efter deltagernes komfortzoner. De langsommste dikterer pace. Og på denne måde, sikre en god træningsdag med langsomme aerob-bustende kilometre (for mig) i skoene.

Jeg løb ned i klubben her til morgen, og løb med en lille flok yderst behagelig selskab ud på turen. Undervejs fik jeg en status fra Beinta, der har været skadet i ret lang tid men nu er på rette spor igen. Vi fik en god snak om det, at have tålmodighed og stole på at tingene nok skal blive bedre, selvom hjerne sprøjter giftige tanker ud. Tanker som ”du mister alt det du kunne før”, ”hvorfor løber du ikke hurtigere”, ”kom nu – det kan du da gøre meget bedre”, ”du er bare så tyk nu hvor du ikke kan løbe”, der præcist som round up, dræber enhver positiv stemning i skadesperioder. Beinta havde slugt den store skefuld fiskeolie, bidt tænderne sammen og presset på hver eneste gang det var hårdt, og nu kunne hun langt om længe høste frugten og øge kilometrene uge for uge. Det var så dejligt og positivt at høre, og jeg blev bare så glad helt inde i hjertekulen for, at hun igen kan nyde løb i fulde drag.

Et stykke ude blev vi delt op, og jeg valgte at løbe med Helle og Sebastian tilbage mod start. Det var helt spontant, bare lige det jeg bare havde lyst til, og med lidt mere fart i stængerne krydsede vi Limfjorden mens snakken gik. Helle kunne berette om fremgang for plejebarnet, der var flyttet i beskyttet bolig for sig selv, noget der havde givet stor anledning til bekymring hos plejeforældrene, men som nu viste sig at falde ud til den bedste side overhovedet. Igen blev jeg ramt af en hjertevarme uden lige, den positive energi der flød fra Helle ramte lige ind i min benzintank i kroppen, og da Sebastian (som underviser i dansk) samtidig havde rost mine skriblerier her på domænet, og havde tilbudt at læse korrektur på min bog (hæ hæ – mere om in another afsnit.) føltes det som om min benzinmåler stod på fuld med fuld på. Jeg følte mig så vidunderlig fyldt op af positivitet og glæde, at jeg bare måtte løbe videre da vi nåede tilbage til klubben.

Så da jeg fik sagt pænt farvel og god søndag til de to skønne mennesker, futtede jeg videre ud på vejen og lod mig føre af en usynlig hånd – eller skulle jeg nærmere sige, af min indre intuition. Jeg løbe bare – havde overhovedet ingen planer. Op gennem Vejgaard, ud til Aalborg Ø, videre ud til Gistrup hvor jeg første gang kiggede på uret, der med store bogstaver fortalte jeg havde været ude i +2 timer – UDEN VAND vel og mærket. UPS.

Det var som om alt den blyfri plus benzin jeg havde tanket op, på turens første 14 km. gav mig en fantastisk mulighed for at sætte på cruise kontrol, og bare nyde livet som løber for fuld skrue. Jeg aner ikke hvad pace jeg løb, jeg husker knap nok hvem jeg mødte på turen, jeg var fuldkommen og helt aldeles i min egen lille verden. Hold nu op det var fedt. Jeg tror jeg kunne havde fortsat derudaf, men mit fokus på det manglende vand plantede et lille bekymret frø i tankerne som jeg måtte handle på. Og heldigvis ligger der i Gistrup en golfbane, der ledte mig sikkert tilbage på kendt terræn, med fronten direkte mod vores forstadsvilla i Gug.

Jeg endte med 32 fuldfede kilometre inden jeg sprang ind af hoveddøren, råbte ”hej” og tømte en 1½ L cola life. :D. Shit jeg var tørstig. Og nu – nu er jeg bare så uendelig taknemmelig for at være løber, for alle I skønne dejlige mennesker jeg møder rundt omkring, og for al den inspiration og energi vi kan give til hinanden, når bare vi ser på verden med de store positive briller på. (Mine er himmelblå). Og hey – det smitter helt vildt det skidt. 😀

Share: