Så skete det. Jeg har ellers, som en anden CIA agent trænet mig selv gennem flere år, til at forudse farer. Men her i formiddags gik det alligevel galt. En bil trillede ud fra en sidevej og direkte ind i mig. Jeg vil skynde mig at skrive at jeg er ok. Jeg slap med et lille blåt mærke og en monster stor forskrækkelse.

Når jeg løber ud på tur fra vores skønne forstads ”palæ” i Gug, er den første vej jeg møder den stærkt trafikeret Gugvej. En vej der agerer hovedåre fra forstaden og ind til Aalborg downtown, og af samme grund altid er enormt fyldt op med biler.

Og netop fordi den er så proppet med biler i alverdens former og farver, er jeg altid meget bevidst om de biler der kommer fra sideveje og afventer et lille hul i strømmen af den pulserende bilmasse. Som regel er bilisterne i de biler stærkt fokuseret på bilerne der suser forbi, og sjældent på de cyklister, løbere og andet godtfolk der øffer forbi på hhv. fortov og cykelsti. Og jeg ved af erfaring, at ligegyldigt hvor mange lyskæder og blinkende reklameskilte jeg smækker på min krop, så ser de mig ikke altid.

I dag var jeg på tur med en sød nabo fra vejen. Maiken havde modigt rakt hånden ud til den nye tilflytter på gaden, og spurgt om vi skulle slå pjalterne sammen her i den mørke tid og løbe samme et par gange om ugen. Det var jeg meget beæret over, og her til formiddag mødtes vi for første gang i hver sit sæt lycra og med løbesko på fudserne.

Maiken løber ikke helt så meget så mig. Hun fortalte at det var 3 uger siden hun sidst havde løbet, og at hun som regel løber mellem 5-8 km. Det var helt fint for mig; jeg nyder altid at have selskab på mine ture, og kan jo altid vælge at fortsætte længere ud, hvis jeg har brug for det.

Vi løb afsted og fandt hurtigt et super fint tempo der gav plads til snak, masser af snak. 😀  Det var så hyggeligt at møde en ny løber og høre om hendes løb, om sport, om børn og naboer på vejen. Jeg nød det 110 % og hyggede mig så meget, at mit fokus gled væk fra omgivelserne og udelukkende lå på vores samtale.

Og så – tilbage på Gugvej efter en runde i forstaden, med ca. 500 meter til vores fælles bopælsvej, rullede en stor hvid bil direkte ind i mig. Den kom ud fra en sidevej og skulle hurtigt ud i trafikhullet. Pr instinkt lod jeg mig falde ned mod bilens kølerhjelm for at beskytte mine vigtigste lemmer – mit bentøj, med den konsekvens at jeg hamrede hånden ned i bilens forende.

Det var to yderst chokerede ansigter der stirrede forskrækket ud på mig gennem bilens forrude. De havde overhovedet ikke set mig og Maiken komme løbende – og for lige at sætte scenens rekvisitter, så var Maiken iført neon lyserød løbejakke og pandebånd, mens jeg løb i sort tøj med en skriggul løbevest over.

Vi løb videre, efter at føreren af bilen havde sendt en undskyldende gestus ud til mig. Jeg var helt ok, men hold nu op et chok – og nøj hvor var jeg dog heldig med, at føreren valgte at trille ud i mig, i stedet for at hamre ud i mig med fuld gas. (I ved hvordan det nogen gange er, når man skal skynde sig ud i et lille hul i trafikken 🙂 )

Det var selvfølgelig førerens skyld, og min kære bedre halvdel var da også meget fortørnet over jeg ikke havde banket på ruden, og fået fortalt føreren lidt om hvordan man kigger først til højre, så til venstre, og så til højre igen inden man kører ud. Det er bare ikke lige min stil at råbe op, og jeg var nok lidt for chokeret, så jeg løber bare videre.

Her på bagkant sidder jeg med en lille bitte irritation over mig selv.Vi løbere kan have nok så mange løftede pegefingre overfor hinanden om, hvordan vi bør klæde os i farver der kan ses, i stedet for det sorte løbetøj. Men når alt kommer til alt, så er det på ingen måde en fullproof sikkerhed for reelt at blive set. Om jeg så i dag, havde lignet fam. Grisworlds julehus fra ”Fars fede juleferie”, så ville føreren og hans passager alligevel ikke have set mig. De kiggede udelukket efter hullet i trafikken.

Vi løbere er nødt til, præcis som cyklister der kører op på siden af en lastbil i et højresving, at forudse faren. At forvente det kan gå galt og løbe efter forholdene. Sørg for at få øjenkontakt med føreren af bilen – vink, slå koldbøtter eller vejrmøller (what ever it takes), især når det er biler der holder og venter på et hul i et højresving. Stop evt. op og afvent øjenkontakt, ja det er mega irriterende men hellere dét end at blive til en lycra kølerfigur på en stor BMV. Jeg glemte det jeg har påduttet mig selv så mange gange, at være forsigtig – og så gik det galt. 🙁 Det gør jeg aldrig igen.

Pas nu godt på jer selv derude…

Share: