Vi, min bedre halvdel og jeg, har de sidste tre år haft en tradition om at rejse ud i verden til et efterårsmarthonsløb. Det har ført os til eksotiske marathons som Budapest, Havanna og Space Coast Florida – og jeg må bare sige, det præcis er dét jeg glæder mig aller mest til i løbet af mit løbeår. I år skal vi selvfølgelig også afsted. MEN, vi har købt et gammelt hus der i øjeblikket er overrendt af håndværkere i alle mulige former og størrelser. Og det sætter jo unægtelig sit præg på pengepungen når man sådan begiver sig i ud ombygningens kunst. Ergo – vores eksotiske efterårsløb går i år til….. Tha da daaaaaaa

JESSHEIM !!!! – altså som i mega kolde, mørke, nord for Oslo Jessheim. Kan I føle begejstringen… 😀

Men selvom det umiddelbart ikke lyder som det mest fantastisk sted at tilbringe en weekend, så er der nu alligevel en grund til valget af destinationen – altså udover at medaljen faktisk er ret fed. 😀

I min vordende karriere som løber deltog jeg i et halvmarathon i det kolde nord. Min søster og svoger boede på det tidspunkt i Jessheim, og min svoger overtalte mig til at komme på besøg den weekend hvor Jessheim vintermarathon løb af stablen, så vi kunne løbe halvmarathon sammen. Det var tilbage i 2008. Min halvmarathon nr. 2.

Løbet var en kold omgang, med iskolde kastevinde ude på ruten. Jeg var u-rutineret og løb kækt afsted sammen med svoger, der dengang var en lille vårhare på kun 22 somre (tror jeg). Og ja, det siger jo næsten sig selv, jeg kom alt alt for hurtigt ud af starthullerne og gik gruelig kold et sted ude i den kolde kolde norske vinterdag. Jeg var nede og gå, færdig som gårdsanger da jeg blev passeret af en kvinde hvis mand kørte ved siden af på cykel og råbte ”nu tar du hende – du kan godt” (med bølgende norsk accent :D. Det provokerede mig totalt, og med de sidste krampetrækninger fik jeg gang i futterne igen og genvandt min stolthed da jeg knoklede min kolde krop forbi hende, og videre gennem byen ud til målporten på Jessheim stadion. Jeg var solgt til stanglakrids da jeg kom i mål. Det var sq en hård omgang – men lige så træt og kvæstet jeg var, lige så lykkelig blev jeg, da jeg pludselig blev råbt op som nr. 2 i min AG – og fik overrakt min fine fine præmie. Et krus med en Elg på. (Damen jeg havde overhalet var nr. 3, hun fik et lille fingerbøl)

Tilbage i 2008 fik man en platte for gennemførelse + et elg-krus for AG-placering (Age Group placering). SMUKT IKK´ 😀

Det var kæmpe stort for mig. Jeg havde vundet en præmie i løb. Jøsses hvor var jeg stolt. Jeg var så stolt, at jeg mandag morgen troppede op på mit daværende arbejdet med kruset i hånden. (Ok, indrømmet – det var også lidt fordi jeg syntes det var så kikset grimt et krus, at jeg ikke rigtigt kunne se den stå hjemme i min lejlighed. :D)

På arbejdet blev mit krus på én eller anden måde til et ikon. Jessheim Vinter-marathon ligger i november, og julefrokosten stod for døren på arbejdet – og hvad ellers end at benytte min nye præmie som drikkekrus under festlighederne. På et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvad Elgen egentlig hed – og ja, det tog mig to sekunder, så var Helge døbt.

Fra da af blev Helge en fast inventar til samtlige fester hvor han dansende, krammede og bød på vin og sprut i lange baner. Alle fik lov til at drikke dus med Helge, og det viste sig at den kære elg var en helt habil danser. Alle elskede Helge. Og før jeg fik set mig om, havde Helge fået familie (en lille ko-fætter) og adskillig fans rundt omkring i det danske land.

Sådan gik det til at en skør præmie fra Norge blev et ikon i det offentlige. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke regnet ud, hvor meget Helge ville berige mit liv, og selv om man skal lede længe efter en mere fordrukken Elg, så fortryder jeg aldrig jeg knoklede mig igennem et halvmarathon i den norske vinter en novemberdag tilbage i 2008. 😛

Nu til dags er Helge gået på pension efter flere år i terapi hos AE; (anonyme Elgkoholikere) og står tilbage som en gammel elg blandt mine fine pokaler. Og jeg er klar til en nyt norsk eventyr, når jeg spænder løbeskoene og genbesøger Jessheim vintermarathon der løber af stablen på søndag. Jeg skal tilbage og løbe det, jeg tilbage i 2008 tænkte ALDRIG var muligt, jeg skal tilbage og løbe marathon-distancen – og helt ærligt, jeg glæder mig faktisk lidt. 🙂

Share: