Der har været lidt stille på domænet men det er skam ikke et udtryk for at jeg ikke løber. Næææ nej, tvært imod. Det er udelukkende et udtryk for, at jeg bare har det forfærdeligt godt og flyver rundt i mit lille forstadsliv. Og her kommer så lige en lille refleksion…. Hvor er det dog sjovt hvordan løb kan være tusind forskellige ting alt efter hvilken hverdag man har tilrettelagt for sig selv.

Jeg har haft en umådeligt mærkeligt år, et år hvor jeg troede tingene ville gå i én retning, men her på bagkant viste sig at det i stedet slog en ordentlig kolbøtte, og spyttede mig ud lige præcis det sted jeg ikke vidste, jeg super gerne ville ende. Ok det er en kende kryptisk skrevet – indrømmet. Her kommer en forklaring.

Jeg startede året ud med et arbejde jeg var glad for, men også en smule frustreret over. Det var småting, men I ved hvordan tingene har det med at vokse når man piller lidt for meget i navlen. Så for ligesom at fjerne fokus fra de små gnaver i skoene, løb jeg efter træningsprogram lavet af Ragnar fra OptimizaR i Hjørring. Træningen var hård, masser af intervaller – som jeg HAAAAADER – og det var fuldstændigt i orden, for det hjalp mig med at flytte fokus fra arbejde til løb så snart jeg havde fri. Det udfordrede mig og gav mig masser af udfordringer i løbeskoene – nogen gange lidt for store udfordringer :D.

Midt i det hele åbnede der sig pludselig en chance jeg ikke troede var mulig. Jeg fik mulighed for rykke videre i et andet job, et job jeg havde store forventninger til og super gerne ville prøve. Jeg købte nyt tøj, trak i konsulent-skindet og begyndte et liv som IT konsulent hos et super sejt konsulenthus. Og heldigt nok, så passede jobskiftet med afslutningen på træningsprogrammet – Flensburg Marathon der jo forløb helt forrygende. Løb blev nu til ren hyggeløb, intet pres, ingen løbepas, kun ren ”jeg-løber-bare-når-jeg-lige-har-lyst” løb. Det passede perfekt med mit nye liv og en tilvænning til en ny identitet.

Ret hurtigt viste det sig dog at mit nye job var en lidt for stor mundfuld for mig. Jeg passede ikke ind i rollen, og kunne ikke finde hoved og hale i min nye identitet. Jeg blev stresset, fik synsforstyrrelser, havde humørsvingninger som ikke engang en snickers bar kunne afhjælpe, og ikke mindst de vildeste tudeture. Nu blev løb pludselig den medicin jeg tog for at få fred i hovedet og en lille pause fra tanker der tordnede rundt i skallen. En tur i skoven, en tur på stranden eller bare en lille luntetur rundt på veje og stier, hjalp mig med at finde lidt normalitet i min lille kaotiske verden. Jeg var altid glad når jeg kom tilbage fra en løbetur, det tømte min overophedede hjerne og gav mig fred for en stund. Og når jeg var sammen med andre løbere, føltes alt som det ”plejede”. Verden hang sammen.

Og så ud af et blå dukkede en mulighed op, et jobskifte der sendte mig tilbage til en kendt kultur, og til et arbejdet jeg nu elsker overalt. Jeg fik arbejde i Randers Kommune som IT specialist og for pokker jeg er vild med det. Jeg er der hvor jeg trives arbejdsmæssigt med masser af fede udfordringer der passer meget bedre til min mentalitet og kunnen. Og løb – det er nu, her en måned inde i mit nye job, blevet til ren boblende lykke. Mine løbeture er nu fuld af nye dejlige bekendtskaber som joiner mig indimellem, og jeg har skumle tanker om igen at få lidt struktur på min træning med en ny coach (mere om det senere). Løb er blevet en fest jeg afholder hver aften på gaderne i Gug, og jeg har pludselig al det overskud jeg har savnet det meste af året.

Jeg har aldrig tænkt over det før, men hvor er det vildt hvordan løb kan tilpasses til lige præcist det man har brug for. Det kan være vejen til et sundere liv, det kan være medicin til en hårdt prøvet hjerne, det kan være de udfordringerne man mangler, det kan være ens sociale legeplads – og meget meget mere. Hvad er løb for dig kære læser???

Nå ja, nu er det jo i øvrigt ved at være adventstid – og jeg har en lille adventsgave til jer der læser med. Eller i hvert fald én heldig læser. På søndag – 1. advent, kan én heldig bandit få bogen ”Marathon Kogebogen” kvit og frit tilsendt. Alt du skal gøre er at skrive i kommentar på FB (eller her under) hvad løb er for dig, så trækker jeg en vinder søndag aften kl. 20 og ekspederer bogen mandag morgen. 😀

Vind bogen her i 1. adventsgave 😀

 

Share: