Der har været lidt stille på domænet men det er skam ikke et udtryk for at jeg ikke løber. Næææ nej, tvært imod. Det er udelukkende et udtryk for, at jeg bare har det forfærdeligt godt og flyver rundt i mit lille forstadsliv. Og her kommer så lige en lille refleksion…. Hvor er det dog sjovt hvordan løb kan være tusind forskellige ting alt efter hvilken hverdag man har tilrettelagt for sig selv.

Jeg har haft en umådeligt mærkeligt år, et år hvor jeg troede tingene ville gå i én retning, men her på bagkant viste sig at det i stedet slog en ordentlig kolbøtte, og spyttede mig ud lige præcis det sted jeg ikke vidste, jeg super gerne ville ende. Ok det er en kende kryptisk skrevet – indrømmet. Her kommer en forklaring.

Jeg startede året ud med et arbejde jeg var glad for, men også en smule frustreret over. Det var småting, men I ved hvordan tingene har det med at vokse når man piller lidt for meget i navlen. Så for ligesom at fjerne fokus fra de små gnaver i skoene, løb jeg efter træningsprogram lavet af Ragnar fra OptimizaR i Hjørring. Træningen var hård, masser af intervaller – som jeg HAAAAADER – og det var fuldstændigt i orden, for det hjalp mig med at flytte fokus fra arbejde til løb så snart jeg havde fri. Det udfordrede mig og gav mig masser af udfordringer i løbeskoene – nogen gange lidt for store udfordringer :D.

Midt i det hele åbnede der sig pludselig en chance jeg ikke troede var mulig. Jeg fik mulighed for rykke videre i et andet job, et job jeg havde store forventninger til og super gerne ville prøve. Jeg købte nyt tøj, trak i konsulent-skindet og begyndte et liv som IT konsulent hos et super sejt konsulenthus. Og heldigt nok, så passede jobskiftet med afslutningen på træningsprogrammet – Flensburg Marathon der jo forløb helt forrygende. Løb blev nu til ren hyggeløb, intet pres, ingen løbepas, kun ren ”jeg-løber-bare-når-jeg-lige-har-lyst” løb. Det passede perfekt med mit nye liv og en tilvænning til en ny identitet.

Ret hurtigt viste det sig dog at mit nye job var en lidt for stor mundfuld for mig. Jeg passede ikke ind i rollen, og kunne ikke finde hoved og hale i min nye identitet. Jeg blev stresset, fik synsforstyrrelser, havde humørsvingninger som ikke engang en snickers bar kunne afhjælpe, og ikke mindst de vildeste tudeture. Nu blev løb pludselig den medicin jeg tog for at få fred i hovedet og en lille pause fra tanker der tordnede rundt i skallen. En tur i skoven, en tur på stranden eller bare en lille luntetur rundt på veje og stier, hjalp mig med at finde lidt normalitet i min lille kaotiske verden. Jeg var altid glad når jeg kom tilbage fra en løbetur, det tømte min overophedede hjerne og gav mig fred for en stund. Og når jeg var sammen med andre løbere, føltes alt som det ”plejede”. Verden hang sammen.

Og så ud af et blå dukkede en mulighed op, et jobskifte der sendte mig tilbage til en kendt kultur, og til et arbejdet jeg nu elsker overalt. Jeg fik arbejde i Randers Kommune som IT specialist og for pokker jeg er vild med det. Jeg er der hvor jeg trives arbejdsmæssigt med masser af fede udfordringer der passer meget bedre til min mentalitet og kunnen. Og løb – det er nu, her en måned inde i mit nye job, blevet til ren boblende lykke. Mine løbeture er nu fuld af nye dejlige bekendtskaber som joiner mig indimellem, og jeg har skumle tanker om igen at få lidt struktur på min træning med en ny coach (mere om det senere). Løb er blevet en fest jeg afholder hver aften på gaderne i Gug, og jeg har pludselig al det overskud jeg har savnet det meste af året.

Jeg har aldrig tænkt over det før, men hvor er det vildt hvordan løb kan tilpasses til lige præcist det man har brug for. Det kan være vejen til et sundere liv, det kan være medicin til en hårdt prøvet hjerne, det kan være de udfordringerne man mangler, det kan være ens sociale legeplads – og meget meget mere. Hvad er løb for dig kære læser???

Nå ja, nu er det jo i øvrigt ved at være adventstid – og jeg har en lille adventsgave til jer der læser med. Eller i hvert fald én heldig læser. På søndag – 1. advent, kan én heldig bandit få bogen ”Marathon Kogebogen” kvit og frit tilsendt. Alt du skal gøre er at skrive i kommentar på FB (eller her under) hvad løb er for dig, så trækker jeg en vinder søndag aften kl. 20 og ekspederer bogen mandag morgen. 😀

Vind bogen her i 1. adventsgave 😀

 

10 Replies to “Løb som medicin, meditation, afstresning, udfordring, hygge….”

  1. Endnu et godt indlæg fra dig, dejligt at dine indlæg blot kommer dryssende, når du har noget på hjerte og ikke efter et fast skema.

    Startede med løb for 2 år siden, fordi det var på tide at gøre noget aktivt inden kroppen gik helt til grunde. Hård start, men jeg er nu nået dertil at løbeturene giver en dejlig gang frisk luft, mens tankerne ofte flyver rundt og giver nye vinkler på både arbejdsmæssige og hjemlige udfordringer.

    1. Takker Peter 🙂 – Og fedt at læse du er nået fordi den hårde opstart og føler alt det fede ved løb. Sindssygt godt gået. Jeg tror man ofte glemmer opstartstiden når man som garvet løber trasker ud på eventyr. Men du har ret, det kan godt tage lang tid før man oplever flowet og overskuddet. Godt klaret – Jeg håber du skriver engang imellem, og lige holder mig updatet på, om løb bare er blevet The Thing.

  2. Løb er et uundværlig pusterum i hverdagen. Ingen musik eller støj. Bare mig og evt en makker, alene i naturen.

    1. Elsker det er uden musik – det er så rigtig, alene-tid i naturen er for vildt fedt. Tak for kommentar Per 🙂

  3. Lige nu er løb for mig den dårlige samvittighed. Jeg plejer at elske at løbe specielt lige nu hvor trailløbene kører for fuld skrue, jeg kan bare ikke tage mig sammen lige nu. Heldigvis har jeg meldt mig og min datter ind i en løbeklub og nu er det min datter jeg “tvinger” mig afsted til træning i klubben uanset vejret. På lørdag står der 2. afdeling af dgi’s crossløb på programmet, noget jeg plejer at glæde mig til og som jeg elsker at løbe, men lige nu er det en ekstra fustration. Hvordan er det blevet sådan, ved jeg ikke helt, men min knæskade efter Trailmanns ultraløb har ihvertfald ikke hjulpet på det. Løb har for det meste været ren meditation for mig, men lige pt. er det mest socialt, så ja, det kan være mange ting. Men det er altid så motiverende at læse dine indlæg at det giver lyst til en tur i skoene, det giver et ekstra skub i en svær tid, så juhu for dine indlæg, som “burde” komme hver dag 🙂

    1. Åhhhh nej altså. Hvor er det synd for dig. Det er bare det værste når lysten til det man plejer at elsker er væk. Hvis jeg ser et stjerneskud vil jeg af hele mit hjerte ønske dig al den løbelyst der findes i verden. :D. Jeg syntes du er sej, du alligevel tager turen i løbeklub -og endda sammen med din datter. Det lyder hyggeligt. Lov mig at du lige skriver til mig hvis løbelysten ikke er kommet inden jul; så sender jeg dig en ting der måske kan hjælpe. Og tak for så dejlig ros. Ihhhh det er fantastisk, det slubrer jeg i mig som var det risengrød. 😀

      1. I dag kom skoene på helt uden selskab, kun med dit indlæg rungende i hovedet, ingen musik eller andet, og jeg havde en skøn tur, og bagefter har jeg været i det vildeste humør længe 🙂 Jeg har fundet ud af at en af grundene til min manglende lyst er at jeg har mistet mit løbeur. Alle spørger om ikke det er dejligt bare at løbe uden “resultaterne”, men nej det er det ikke for mig. Jeg synes det er meget demotiverende ikke at vide om man har løbet 3 eller 10 km, lidt som så kan det også være lige meget, ja pjat, men jeg er en total kontrolfreak og skal vide hvad jeg laver 🙂 Min søn har installeret endomondo på min mobilos og så er det bare derud af, dgi’s crossløb i morgen, jamen selvfølgelig, det er mit ynglingsspor i morgen, og min nye løbemakker i løbeklubben står på startstregen sammen med mig, så tror “krisen” er overstået for denne gang 🙂 Men derfor må du gerne skrive dine fantastiske og meget motiverende indlæg så ofte som du orker, jeg er fan 🙂

        1. Kære Lene. Gik det godt med crossløbet?. Jeg håber du havde en fest på sporet, og jeg håber i den grad endomondo kan hjælpe dig mht løbeglæden. Jeg kender det godt selv, jeg vil også helst have tal på mine løb, og er selv totalt afhængig af mr. Garmin. 😀 Tak for din update; og mit tilbud står stadig åben – hvis løbeglæden ikke er til stedet ved juletid så skriv; så sender jeg dig noget der bestemt hjælper. 😀 – Og igen tak Lene for dine søde ord. Helt ærligt; hvis jeg kunne leve af at blogge så ville det være en drøm gået i opfyldende. 😀

  4. Super dejligt indlæg og hvor er det skønt når vi jobmæssigt havner på den rette hylde. Glæder Mig selv max til at starte mit nye job 1.1.18 – drømmejobbet 🙂

    Løb for mig er et sted jeg finder ro i tankerne, når der er lidt for meget fart på. Løb er for mig der jeg gør noget kun for mig og ingen andre, mit eget lille fristed. Om det skov, strand gade og vej, så er komme jeg altid hjem med mere overskud og klare tanker <3

    1. Kæmpe tillykke med drømmejobbet Tina – Sååå fedt for dig. :D. Det betyder altså bare meget for ens velbefindende at man lander det rette sted. Og hvor er det bare rigtigt, man har bare altid overskud når man komme hjem fra en løbetur. 🙂

Skriv et svar til Lene Gottlieb Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.