Endnu engang må jeg blot, med respekt i stemmen anerkende det arbejde hr. Coast2Coast Rico Eiersted ligger for dagen, når han afholder løb. Der er styr på alt, eller i hvert fald næsten alt, for det blæsevejr der dukkede op ganske bestemt pga. én fødselar på dagen, kunne han trods alt ikke forhindre. Og den kæmpe store julemand der normalt pryder mållinjen til juleløb, måtte forblive flad som en pandekage.

Nå ja, og hvis du er i tvivl – ja, så kan jeg nok ikke helt frasige mig en smule ansvar for vejret i går. Ikke så meget fordi det var min fødselsdag og jeg ikke har været en sød pige det sidste års tid. Næh – dagen startede bare ud i kaos, og med det vidste jeg dagen ville blive én af dem der bare ikke helt spiller efter bogen.

Morgenen startede ud med en sovende mand der ikke lige sprang op og lavede kaffe til mig. Altså – jeg mener, den ene dag om året hvor jeg liiige kunne bruge 5 min. ekstra under dynen med en kop varm mokka – og så snuser han bare under den varme dyne som om intet var hændt. Allerede der burde jeg havde luret der var noget i gære, min karma var i bund, dagen vil blive MAKS udfordrende. Jeg måtte selv lave min kaffe selv, den stornød jeg til gengæld mens jeg pakkede gaver op og hyggede med familien.

Manden kørte afsted med ungerne, og efterlod mig hjemme til en hjemmearbejdsdag, hvor jeg lige skulle runde kiropraktoren. Mine baglår er vanvittig udfordret af min forholdsvis nye titel som pendler, de skriger og råber som små cry-babies når jeg kører bil. BANDITTER – så kan de få en tur i nøddeknækkeren kan de!

Og der sad jeg så, afslappet og i godt humør, da det bankede på døren. Udenfor stod en polsk mand som stort set ikke kunne et ord på engelsk – og mine polske kompetencer er helt og aldeles ikke eksisterende. Men med fagters hjælp fandt jeg frem til, at han skulle levere fliser til vores nye 1. sal. Jeg nikkede kækt – yes yes, its here. Just drive up here and unload. Manden fik store øjne – Noooo sagde han. Truck toooo big. Med fagter værdi en vis OK benzin reklame fik jeg spurgt til en palleløfter, som måske kunne transportere mine fliser til matriklen – med endnu et Nooooo som svar. Til sidst fik jeg forklaret, at jeg ville følge efter manden i min Ford Børnecontainer, som i dagens anledning kunne fungere glimrende som flisetransporter.

Vi bor på en sidevej til en yderst trafikeret vej, i hvert fald i tidsrummet 8-9 hvor morgentrafikken pulserer fortravlede bilister ind til midtbyen af Ålleren. Og i samme sekund jeg svingede efter manden til venstre ud på vejen, så jeg en lastbil på størrelse med et liggende højhus spærre den ene vognbane, til mega gene for trafikken. UPS. Ford Børnecontainer blev parkeret bag det sovende højhus, og en åben ladeport ind i dybet åbenbarede en palle alene i verden i det dybeste indre.

FORD flisetransporter bliver læsset. 😀

 

Den polske mand sprang ind i mavsen på lastbilen og fik halet flisepakke efter flisepakke ud af monstret. Han satte pakkerne på monstrets bagende og der stod jeg så, og tog imod. Og langsomt, med alle de kræfter jeg overhovedet ikke har, fik jeg fyldt Ford Børnecontainer med fliser mens jeg jævnligt, over skulderne, sendte undskyldende blikke ud i morgentrafikken. Fliserne var leveret, jeg skrev under og den polske mand kiggede med lettelse på mig og sendte mig et ”tak” blik.

Tilbage på matriklen stod Ford Flisetransporter klar til aflæsning – og her kommer min catch. Jeg skulle have Leahs vogn med til Frederikshavn om aftenen, ergo alle fliser var nødt til at skulle ud så Leahs vogn havde plads. Sådan gik det til, at jeg fik styrketrænet som aldrig før, på en hel almindelig tirsdag fødselsdags morgen.

Fliserne kom i garagen én ad gangen og af ren begejstring for mine nye supermandskræfter hoppede jeg op og ned, mens jeg skreg ud til nabohusene og kattene i området. ”Jeg ku’, jeg ku’ – kom an, jeg kan klare hvad som helst”. Hvorefter jeg fluks kørte til kiropraktor og fik rettet ryggen op igen. 😀

Tilbage på matriklen var jeg så fyldt op af selvtillid, at jeg fluks skilte Leahs vogn, til trods for jeg ikke have nogen som helst anelse om hvad jeg gjorde. Og med formaningen fra kiropraktor om ikke at lave noget som helst, begravet dybt i underbevidstheden, drog jeg afsted mod Frederikshavn midt i den nordjyske kl 16 myldertrafik. 6 Km. Kø og en svedende panisk angst for at komme for sent senere, landede jeg i Frederikshavn og fandt Leah.

Og nu kom så næste udfordring – samlingen af vognen. Én ting var at skille skidtet af, noget andet var at få samlet den så den virkede vel og mærket. Panikken bredte sig, tiden gik og vi manglede både en funktionel vogn og startnummer. Heldigvis dukke en engel op i Sten Løbehelt og han kunne fluks fikse alle vores udfordringer, hente startnummer og få smilet frem i de let anstrengte tossers ansigter.

Sådan gik det til, at vi to min. før start stod klar til halvmarathon i Frederikshavn. Vejret var mildeste talt elendigt, og ret hurtigt følte jeg mig en kende mere presset end normalt. Efter to af de 7 runder var mine ben som geleklumper, og selvom Rico på sødeste vis sang fødselsdagssang for mig i højttaleren, så var energitanken i bund. Heldigvis var Sten klar til at tage over de næste to runder, mens jeg restituerede med let løb ved siden af vognen. Overskuddet kom tilbage, og jeg nåede både at løbe ind en stakkels forskræmt mand, der uheldigt havde begivet sig ud i gågaden i Frederikshavn på netop det tidspunkt jeg rundede et lidt for skarpt hjørne. (Det var et under han ikke mistede fortænderne). :D. Og at kysse både Sten og Leah adskillige gange på kinden da vi løbe under den super flotte lysende mistelten, inden jeg igen fik vognen i hænderne og løb rundt med en storgrinende Leah, der modigt tog så meget af vinden som hun kunne.

Team Happiness i mål 🙂

Det hele kulminerede med fælles løb i mål, og overrækkelse af de sejeste lysende julekugler som medaljer. Alt fungerede perfekt i løbet. Det var bestemt ikke en PR venlig rute, men til gengæld den mest hyggelige rute, med masser af guf for kigge-sanserne. Nøj Frederikshavn er flot pyntet! Thumbs up for det.

Jeg vendte træt hjem beriget med en gave fra Leah der gjorde det største indtryk. Leah havde farvelagt en tegning med en flok sommerfugle. Den fik jeg overrakt med beskeden om, at det er sådan Leah føler sig, når vi løber sammen. Som legesyge frie sommerfugle. Snøft… Tror ikke lige jeg glemmer dette års fødselsdag nogensinde. 😀

Jeg kan kun anbefale alle til at prøve en tur med Team Tvilling. Det er så utroligt givende og åbner for venskaber man aldrig havde troet muligt. Og selvfølgelig vil jeg på det varmeste anbefale Ricos juleløb, det er verdensklasseløb – og jeg tør 95% godt love at Leah og jeg (og forhåbentlig wing man Sten) er klar igen næste år til at høste endnu en julekugle til samlingen.

Gave fra Leah – legesyge sommerfugle, der symboliserer Leah når hun løber med Team Tvilling.

 

 

 

Share: