Hvis man spurgte en psykolog ville han med sikkerhed diagnosticere mig til at have en dybtsiddende trænings-borderline, og han ville måske endda kræve indlæggelse på den lukkede hurtigst mulig. Heldigvis er det kun i glimt min borderline – eller rettere mit tohovedet træningsmonster kigger frem. Men når det så sker… Uha – så er der ballade i luften.

I dag kiggede mit tohovedet træningsmonster frem mens jeg løb sammen med min bedre halvdel. Stakkel stakkels bedre halvdel……

Det hele startede i formiddags hvor vi blev enige om at løbe en tur, mens solen endelig skinnede ned gennem de tunge vinterskyer. Vi skyndte os at drøne ud og klare ”vi-har-fået-løn-der-brænder-for-at-blive-brugt-på-udsalgsfristelser-shopping” og vendte tilbage begge et par vintertights rigere. (40% på vintertights i Sportsmaster; det er da til at forstå :)). Og som små glade heksehyl hoppede vi i løbetøjet og drønede ud i solstrålerne. Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville udforske en lille sti vi ikke anede hvor endte, men som så absolut indbydende ud, og i roligt trav gik turen ud mod stien.  Ahhh – at mærke solen i fjæset på denne årstid, sikken en herlighed…

Ikke meget magi på den lille sti.

Den lille mystiske sti viste sig at være lidt af en skuffelse; den endte ud til en stor vej og havde ingen eventyrlige trolde og feer at byde på. Og der stod vi så, med udsigt til en tur på landevejen tilbage til Ålleren, da min bedre halvdel spurgte hvad jeg havde på programmet. Jeg øjnene hurtigt chancen for at få min weekend-langtur med indbygge tempo i hus, og dermed en mulighed for at komme lidt hurtigere afsted til året sidste julefrokost i morgen. Så jeg overtalt bedre halvdel til at joine mig på min træning.

Bedre halvdel gik med på spøgen, og sammen løb vi ind mod mere sikkert fortov, hvor jeg med fast stemme dikterede, at nu var det tid til 5 km. tempo. Bedre halvdel nikkede indforstået og satte afsted i rask trav. Jeg skulle løbe 5 km. i pace 4.45, en pace der ligger super godt til bedre halvdel. Han nød at komme op i fart og skridtlængde der passerede bedre til hans statur, og han ramte hurtigt et tempo han cruisede sikkert som færgen mellem Hirtshals og Kristiansand. Jeg koblede mig på i hælene på ham, det gik godt – og før vi havde set os om, var halvdele af de 5 km tilbagelagt i et lidt for hurtigt tempo – ikke meget, men nok til at jeg begyndte at holde lidt igen.

Bedre halvdel trak langsomt fra og lå længere fremme. Han var i flow, nød turen og havde en fest. Og jeg begyndte langsomt at transformere mig om til det tohovedet monster. Han løb for stærkt i forhold til det tempo min træningsplan dikterede. Hvad pokker bildte han sig egentlig ind. Jeg havde jo sagt det var 4.45 og ikke hurtigere.

Da vi ramte de 5 km. lappede jeg mit ur. Jeg havde fået det til at passe nogenlunde – 5 km. i pace 4.44. Bedre halvdel stoppede op ude foran, og i det øjeblik jeg nåede op på siden af ham udbrød det tohovedet monster ”Vi løb for stærkt i starten, vi skulle løbe 4.45 – og vi løb 4.42”. Bedre halvdel kiggede på mig og svarede ”Nååeee, det er vel ok – det betyder da ikke noget om du løber 4.42 eller 4.45. Det er jo basalt set bare det samme som, at du har løbet 150 meter for langt”. Jeg fattede ikke en meter af den logik han forsøgte sig med; og det tohovedet monster spyede en ildsøjle ud og brølede ud over hele gaden ”Det er bandeord-bandeord min træning, du skal bandeord-bandeord-bandeord ikke tro du aner en brik om det. Bandeord-bandeord-bandeord har du bare af at bandeord-bandeord lade mig træne som jeg vil”.

Og med den svada løb jeg afsted uden og se mig tilbage. Bedre halvdel valgte at holde sig i sikker afstand bagved, og da vi nåede lyskrydset der fører tilbage til forstadsbyen Gug, smuttede jeg væk og løb skummende ud på en ekstra runde, mens bedre halvdel løb hjem.

Nøj hvor var jeg rasende. Altså helt ærligt. I går havde jeg siddet og læst et opslag fra én af Mias (min træner) andre løbere. Hun havde skrevet om vigtigheden af, at have en mand der bakkede 100% op om hendes træning. På det tidspunkt havde jeg nikket sammensvoret og tænkt ved mig selv, at jeg da præcist vidste hvad hun mente. Jeg var selv i den heldige situation. Eller det troede jeg, for hvis bedre halvdel ikke engang kunne forstå, at når træningsprogrammet dikterede pace 4.45, så var det altså ikke pace 4.42. Hvad pokker var det så for en opbakning. Var han i virkeligheden bare dybt ligeglad med mine mål og drømme?

Jeg havde heldigvis lidt over 5 km. alene i skoene inden jeg ramte hjemme-matriklen – og som altid sluttede jeg med at løbe op ad vores dejlige lille mega-stejle bakke. Det var nok til at trække luften ud af det tohovedet monster, og det var en let forlegen Heidi der trådte ind i køkkenet med et he-he og et skuldertræk.

Bedre halvdel kender mig heldigvis ret godt. Han nævnte ikke et ord om episoden derude på vintervejen. Så jeg skyndte mig i bad og smed et lille ”alt tilgivet” kram efter ham.

Nu sidder jeg så her og fatter ikke helt hvorfor det var nødvendigt at råbe efter bedre halvdel. I virkeligheden skulle jeg jo være dybt taknemmelig for, at han gider løbe med og holde mig ved selskab. Og helt ærligt altså, det betyder jo ingenting om han løber foran og vi bare mødes når min træning er overstået. En kvindes reaktion er ikke altid rationel. Til gengæld er jeg ret sikker på, at det tohovedet monster kom frem i lyset fordi det faktisk betyder noget for mig. Jeg vil virkelig gerne mit nye træningsprogram, og jeg vil virkelig gerne forsøge at følge det til punkt og prikke. Måske er jeg til tider lidt rainman-agtig når jeg fuldstændig slår hjerne fra, og kun fokuserer på den pace der står skrevet i min træningsbibel. So be it – jeg er fokuseret og går 100% efter mit mål til april. Det må da veje lidt op for min irrationelle handlinger ikk? 😀

Share: