Jeg har en tatovering på bagsiden af højre håndled, det er en tatovering jeg fik lavet sammen med en veninde for en hel del år siden. Det forestiller, ja når man lige ser den vil man nok sige ”startknappen på Playstation” (Citat Rasmus 12 år), men ideen er, at når man lægger de to cirkler sammen, bliver det til en helhed.

Da jeg for en række år siden overvejede om klub100 marathon var et reelt mål, tegnede jeg en udvidelse til min tatovering, så cirklen blev en integreret del af 100 marathon teksten. (Det der billedet øverst) På den måde kunne jeg altid kigge ned på håndleddet og blive mindet om den store præstation jeg havde opnået. (Jeg syntes altså stadig der er en fuldstændig blændende præstation at løbe 100 marathons, til trods for det i løber-miljøet efterhånden er blevet til noget man bare gør. Shame on you, alle løbere der tænker sådan!)

Da jeg sidste år nåede målet blev jeg alligevel i tvivl. Det føltes ikke helt som det rigtige at gøre, min gamle slidte tegning appellerede bare ikke helt til det jeg, der sad og kiggede på klub100 medaljen. Jeg var mega stolt af at nå målet, men det var ikke det jeg ønskede at minde mig selv om hver eneste dag. Som løber sætter man sig nye mål år efter år, og inderst inde syntes jeg at alle mål – tider, distancer eller blot at komme i gang/over skade er sindssyge flotte mål. Jeg havde brug for at mærke efter og finde frem til den helt rigtige tatovering for mig.

I en lang periode var jeg på nippet til at lægge mig fast på logoet fra min elskede blog – pigeløberen. Jeg elsker at skrive, og allermest elsker jeg når I kære søde læsere kommenterer, og giver jeres besyv med. Jeg elsker tanken om at jeg, gennem min formidling kan være med til at motivere andre, og hjælpe med at vise hvorfor pokker det dog er så fantastisk at være løber. Det var min kære søster der fik den ide, altså at få tatoveret løbepigen. Og det var slet ikke dumt.

Der manglede bare et eller andet mere – min søsters ide var kanon, men der manglede ligesom prikken over i. Så jeg gik i tænkeboks med udgangspunkt i, at finde frem til det helt rette ord der, for mig beskriver løb og det at være en løber. Og utroligt nok, så kom det ret hurtigt til mig. Som et lyn fra en dansk sommer tordensky slog det mig, en aften jeg lå med snuden i min nyeste løbebog. Det helt rigtige ord dalede ned fra himlen som det smukke Dannebrog.

COURAGE

Og nu tænker du måske, øhhh hvad? – Courage????. Og fair nok, det kræver vist lige en forklaring. 😀

Jeg har et løb der betyder noget ganske særligt for mig. Det var tilbage i 2013, Paris Marathon, hvor jeg løb uden at have nogen som helst ide om, hvad jeg egentlig ville mht. tid. Jeg elsker Paris, og havde dengang bare en usvigelig lyst til at prøve at løbe fordi alle de seværdigheder, jeg af én eller anden grund, vender tilbage til og stadig syntes er fuldstændig overvældende.

Paris Marathon var fantastisk, også selvom jeg havde en kaotisk start og røg langt ned i feltet, hvilket betød jeg måtte overhale konstant indtil jeg nåede de 30 km. På et tidspunkt, jeg husker det som om det var på strækning ud forbi Eiffeltårnet, råbte en tilskuer – en kvinde, med en skinger stemmer der som en skærebrænder nåede mine øregange.

”QUELLE COURAGE”

Jeg smilede stort til damen, for hun havde jo ret – det var præcist sådan jeg følte mig, som den modigste kriger på slagmarken, en kriger der udfordrende så drager og marathon-mure direkte i øjnene. Jeg fløj mod mål med damens ord som et mantra i min trætte hjerne – Quelle Courage – Quelle Courage – og endte i en tid jeg aldrig havde turde drømme om. Det var en ekstatisk Heidi der krydsede mållinjen, en sejrherre der løftede sværdet op i luften og brølede som en anden barbar.

Det er hendes ord der i dag helt præcist beskriver min opfattelse af en løbers vigtigste egenskab. MOD

Som løber udfordrer man konstant sig selv, og det kræver eddermame et stort mod, at forsøge at når de mål man sætter sig. At sige højt man har sat sig et mål kræver mod. Det kræver mod at stille op til ens første ½ marathon. Mod til at starte med at løbe og lægge sit liv om. Mod til at begive sig ud i noget, man på ingen måde er sikker på man kan klare.  Mod til at træne dag ud og dag ind, velvidende at man måske fejler fælt den dag man står ved startlinjen. Mod til at rejse sig igen efter et dårligt resultat. Mod til at lave det hårde træningspas man tvivler på man kan klare.

At være løber er at være modig.

Så nu har jeg altså bestemt mig for at min tatovering skal bestå af mit logo og det simple ord COURAGE. Jeg lover at poste et billede når den er virkelig; jeg skal bare lige finde ud af, hvordan de to ting kan sætte sammen og ikke mindst, hvor den skal placeres 😀

Share: