Fejring med fiskedeller eller sådan blev jeg selv en løber

Jeg skriver mine løbehelte-historier, fordi jeg mest af alt er vildt fascineret af, hvordan de løbere jeg møder på min vej egentlig er blevet løber. Hvad drev dem mod løbetræningen, og hvad er det de elsker ved løb. Jeg elsker at høre historierne om store livsomvæltninger, om jagten på mål, om modet til at holde fast og om glæde ved at boltre sig i løbeskoene. Og hvis jeg have en bankbog med masser af klejner, ville jeg rejse Danmark rundt i et halvt år, og snakke med alle løbere i hele landet. 😀

Men hvordan var det egentlig jeg selv blev løber – hvad er min egen historie. Tænkte det måske lige var tid til jeg selv åbner for posen – og, gennem en nostalgisk løbetur i barndomsbyen, åbenbarer hvordan jeg blev en løber.

Mellem jul og nytår tog jeg nordpå til den lille, men yderst charmerende flække, Horne og mødtes med et par gamle veninder fra vores fodboldhold tilbage i teenage tiden i Hirtshals. Jeg har ikke set dem i mange mange år, og mens jeg råhyggede for vildt med gamle anekdoter om Radio Hirtshals, om meget lidt teknik træning og om byture som selv den mest garvet skipper ville rødme over, smed Heidi E sætningen ”Du kunne da også bare løbe for vildt dengang. Du løb og løb og løb når vi spillede kamp på Horne Stadium” på bordet.

Dagen efter var jeg igen tilbage i barndomsbyens folder, denne gang med mit afkom på besøg hos min efterhånden lidt gamle forældre. Jeg havde, som kutyme når jeg vender Ford børnecontainer nordpå, taget min kære løbesutter med. Og med et ”hej mor, jeg løber lige” smuttede jeg ud i den nordjyske aften, der helt ufatteligt var stille som sneen der daler – Ingen vind overhovedet. (Det sker eder mane sjældent deroppe i det nordlige Jylland.)

Jeg havde ingen plan, jeg løb bare lige præcis de steder jeg havde lyst til, i stille og roligt tempo som træner Mia dikterede. Måske var det det mystiske naturfænomen med det helt stille vejr, måske var det Heidi Es sætning i ørerne der rumsterede. I hvert faldt røg jeg lynhurtigt ind i en bølge af nostalgi. Og løbeturen blev til en tur ned ad den famøse memory lane.

Jeg passerede hallen hvor utallige af mine barndomstimer blev tilbragt med sport af alverdens karakter. Hallen hvor jeg boltrede mig i idrætsgrene og fandt min niche med et bat i hånden og en lille hvid bordtennis-bold flyvende frem og tilbage. Allerede dengang var jeg drevet af konkurrenceelementet og jeg elskede træningstimerne i lokalet med udsigt ud over Vesterhavet. Jeg elskede at vinde, men havde svært ved at håndtere muligheden for at tabe – jeg var- og er vel egentlig også den dag i dag, en sygt dårlig taber.

Jeg løb videre op til fyret, Hirtshals fyr, der altid har haft en sær tiltrækningskraft på mig. Fyret der siden 1863 har hjulpet sømænd sikkert i havn, eller blot udstukket ruten videre ud gennem Skagerrak mod Nordsøens fiskebanker. Det var heroppe jeg løb mine første løbeture. Det var dengang jeg spillede fodbold og sammen med Pia fra aftenen før, tog løbeskoene på for at holde os en lille smule i form inden standerhejsningen i februar måned. Jeg husker ikke så meget andet end, at vi snakkede hele vejen, vendte hele verdenssituationen og især hvem-gik-hjem-med-hvem på sidste bytur. Jeg husker det som om jeg elskede de løbeture med Pia, jeg syntes aldrig det var hårdt. Tempoet har helt sikkert været perfekt aerob træningstempo.

Nede i midtbyen – Downtown Hirtshals blev jeg mindet om den tid hvor jeg som fraskilt, flygtede hjem til Hirtshals for at hele sårene med en løbetur, mens afkommet blev underholdt af verdens bedste bedsteforældre. De weekender hvor det hele var lidt for uoverskueligt, og løbeturen rundt i Hirtshals midtby gav mig tryghed, mens Vesterhavet mindede mig om der trods alt stadig var noget meget meget større end min egen lille boble. Her fandt jeg perspektiv og ro. Her fandt jeg pludselig også modet til at løbe mit første marathon.

Jeg løb tilbage ud mod Hirtshals stadion og boligblokkene med det flakkede ry. Og jeg nåede lige at tænke ”Nej for hyggeligt, der står to og kysser ud for blokkene. Hvor er det fint, sikket et dejligt billede”, hvorefter de to vendte profilerne til, bundede en ret genkendelig flaske, og råbte noget mindre fint og hyggeligt ud mod den tossede person der kom joggende i løbesutter. Med et smil kunne jeg konstatere at tingene nok var præcist som de plejede.

Min løbetur førte mig tilbage forbi flyttekirken – jeg aner den dag i dag stadig ikke hvorfor Emmersbæk kirke i folkemunde bliver kaldt flyttekirken, og løb ned forbi de bakker der i dag er små sølle pukler på en eng, men som i min barndom var sorte løjper på størrelse med et norsk fjeld. Her kælkede jeg, stod på ski og skøjtede på søen de vintre hvor kulden stadig kunne få søer til at stivne, og hvor nedbøren var hvid.

Det slog mig at jeg faktisk altid har elsket at være fysisk aktiv. Jeg har, lige fra første færd, elsket at være ude i naturen og elsket at bruge min krop. Det har altid være så naturlig en del af mit liv, at træne for at blive bedre, at træne for at udfordre mig selv og mærke følelsen af udmattelse liggende på ryggen med øjnene rettet mod himlen og med et sagligt smil på læberne.

Min barndom har formet mig og sat sine tydelige spor for den løber jeg er i dag. Det er ikke nogen tilfældighed at jeg endte som langdistanceløber. Jeg har altid elsket det lange seje træk, udholdenheden og udmattelsen. Og set i mindernes perspektiv er det let at genkende de følelser jeg har, når jeg frygter skuffelsen for at mislykkes når jeg står ved startstregen. Frygten for at tabe. Den har aldrig forladt mig. Jeg har lært at håndtere den bedre, jeg kaster trods alt ikke længere med ting når jeg taber, men den bor stadig i mig, og lægger sine klamme hænder rundt om min hjerne og mit hjerte. Det er derfor jeg sjældent siger højt jeg jagter et mål. Jeg er bange for at skuffe.

Tilbage i mit barndomshjem serverede min far hans berømte fiskedeller. Og mens jeg guffede løs og i tankerne takkede Vesterhavet for at levere så friske torsk at dellerne næsten vibrerede på min tallerken, slog det mig. Hvor var det dog forudsigeligt, at jeg skulle ende som en løbegal tosse. Det har altid været meningen. Jeg har i virkeligheden slet ikke nogen spændende beretning om hvordan livet slog koldbøtter og jeg blev løber. Jeg har ingen spændende løbehelt historie der får nakkehårene til at rejse sig. Det var simpelt hen bare ”ment to be” som man siger – og findes der en bedre måde at fejre det på end en tallerkenfuld friske fiskedeller.

Og med det åbner jeg for alvor ballet – det er tid til at få masser af nye løbehelte historier på bloggen. 😀 – har du een du bare syntes jeg for alt i verden bør skrive om, så tip mig endelig. Smid en kommentar her på domænet, eller send en mail (se kontakt mig).