For en lille uges tid siden så jeg et billede af medaljen man fik for at løbe Sti 100 trail løbet i Blokhus. Og jeg skal være ærlig og sige, jeg kiggede på billedet to gange, kiggede i mit træningsprogram, kiggede på billedet igen – og meldte mig til. Jeg trængte bare vildt meget til, at løbe et løb og få en medalje for mine anstrengelser. Når man træner intensivt efter et program, kan det godt blive en smule ensomt i længden, og da jeg først stod i Blokhus og fik de skønneste krammere af løbetosserne Rasmus og Per, var jeg overbevist helt ind i mit lille løbehjerte om det var den rigtige beslutning at stille op. Hold nu op hvor havde jeg alligevel savnet al den sjov og ballade der følger med, når man stiller op til løb.

På pladsen inden start fik jeg hentet startnummer, og fik snakket med alle de skønne dejlige løbere der stod og trippede for at holde varmen. Lars Bo, nybagt far fortalte om livet som far til en lille tøs, Keld fra Hammer Bakker runners fik givet en update på deres træning i bakkerne, og de skønne folk fra løbeklubben Amok pludrede som vanligt om løbeture og fællesskabet. Jeg fik hilst på de to skønne piger fra Hjørring, Pia og Hanne, der begge er med i run the edge udfordringen, og det hele var bare så sjælevarmende og motiverende. Jeg kan kun anbefale alle, der er ved at miste motivationen her i vintertiden, at stille op til et trailløb – jeg lover man går derfra med et stor smil klistrer på fjæset.

Starten er gået – Rasmus forrest, jeg er bagved med pink pandebånd 🙂

Løbet var arrangeret af PGU runners og blev afholdt i området omkring ”legepladsen” – skovområdet ved Klitheden. Jeg deltog for 2 år siden og skrev om løbet her. Siden da er løbet udvidet med halvmarathon distance og man løber runder a 5,xx km. Al logistik og opmærkninger var forfinet til det ypperste. Der var simpelt hen ikke en finger at sætte på arrangementet. Så godt gået PGU runners!!!

Jeg startede ud sammen med en mindre gruppe, deriblandt Michael som jeg har haft fornøjelsen af at løbe sammen med et par gange før. Han løb bag mig i starten og spottede ret hurtigt mine manglende tekniske færdigheder på trailstien. Den første trappe vi ramte, løb jeg nedad på min helt egen specielle måde, og fra da af var mit kaldenavn Chaplin. Hmm I wonder why?. 😀

Det er det jeg totalt elsker ved løb. De der skønne drillerier sammen med en fantastisk opbakning og glimt i øjet.

Der gik nøjagtigt to runder, så kunne jeg godt se at min form ikke just var til det vilde trailræs. Og da jeg samtidig havde lovet mig selv at spare på kræfterne, så jeg overholdt min træningsplan, benyttede jeg 3. runde til at cruise rundt for mig selv. De herrer jeg fulgte med var stukket af, og jeg lullede mig selv ind i en lille boble af overkommelighed, mens jeg indsnuste skoven og lod tankerne flyve. På 4. runde havde jeg egentlig forestillet mig at fortsætte i samme sindsstemning, men ca halvvejs fik jeg følgeskab af en løber, der blev liggende lige bag mig. Jeg tænkte for mig selv, at det da i grunden var lidt lukrativt af løberen at lægge sig på min hale, og lade mig gøre arbejdet. Så jeg satte pace lidt op, bare for at se hvad der skete. Løberen blev hængende, og langsomt øgede jeg tempo og fandt fokus – stadig med løberen som en skygge bag mig.

Det sidste stykke ind mod opløbsstrækningen, tænkte jeg at den herre som havde været med på slæb, da godt nok skyldte mig at komme først ind over stregen. Men i samme sekund vi rundende den sidste bakke og løb ind mod mål, løb løberen op på siden af mig. DET VAR EN KVINDE… Og så kan det ellers godt være jeg fik gang i futterne. Det skulle dælme være løgn.

Jeg sprintede alt jeg kunne for at komme først, jeg nægtede simpelt hen at tabe. Og på bedste ”tungen ud-og-kaste-mig-ind-over-målstregen” stil, nåede jeg præcis 1 sekund i mål før kvinden, og vandt løbet. 😀 YES mand – Happy happy.

HAPPY RUNNER 🙂

Det var den sjoveste afslutning på et løb jeg længe har været med til. Hvor var det dog skægt at blive udfordret på den måde, og ligefrem sprinte om sejren. Så fantastisk fedt og en lille smule OL-agtigt. Jeg gik lige hen til kvinden efterfølgende og lykønskede hende med et super godt løb. Og begge kunne vi smile af vores lille interne kamp, der just havde udspillet sig foran målportalen.

Efter løbet var der kaffe, kage og pølser med brød. Og mens snakken gik om alt det vi havde oplevet derude på ruten, følte jeg mig som verdens lykkeligste løber. Hvor er jeg i grunden en heldig bandit at jeg kan løbe, og hvor er jeg heldig jeg kender så mange fantastiske mennesker, der ligesom jeg elsker løb overalt i verden. Nå ja, og så må jeg jo bare leve med, at den gode Michael fik revanche og fornøjelsen af at slå mig denne gang – Jeg skal nok komme igen. 😀

Share: