For et par år siden fik vi en kattekilling i huset, den kom til hus efter et marathonløb hvor Peter Simonsen – verdens bedste løbsarrangør, fortalte han have en kat i overskud, og da vi manglede lidt opmuntring til ungerne, ja, så blev vi sådan uden videre katteejere efter et marathonløb. Kom ikke og sig der ikke opstår muligheder når man løber marathon. 🙂

Nå men den søde lille kat gik hurtigt på opdagelse i kvarteret, og én dag kom den hjem og stank forfærdeligt af et andet dyrs efterladenskaber (måske var det endda dens eget). Der var kun én ting at gøre, den lille kat måtte en tur i badekarret. Og jeg tror ikke jeg behøver sætte mange ord på det billede der viser sig, når man forsøger at dyppe en lille kat ned i et kar fyldt med vand. Man kan vel nærmeste sige det med et ord – Den stritter ud til alle siderne. 😀

Præcis sådan har jeg det med Fitness centre. Jeg hader dem. Alt stritter på mig når jeg nærmer mig døren, og de tusind undskyldningers passatvind blæser ind over mig. Jeg kan ikke fitness centre. Jeg er ikke en fitness-girl.

Nu er det så bare det, at situationen er ændret og jeg er skadet. Jeg kan godt løbe en lille smule hvis jeg holder mig til en pace omkring 5:30 og langsommere, og hvis jeg holder mig til den nedre del af 8 km. Og når man nu, som en hærdet narkoman, er bund afhængig af endorfinrusen så er der altså ingen anden vej, end enten at udvide maskinparken på hjemmematriklen, eller at bide bisserne sammen og tage i det forhadte motionscenter.

Verdens sejeste nabo – Maiken

Før jeg går helt i medlidenheds-selvsving, vil jeg skynde mig at fortælle om verdens sejeste nabo. På vores vej bor der en kvinde, som efter min mening er helt ufattelig modig. Hun troppede simpelt hen op foran vores hoveddør en dag i december, og spurgte kækt om jeg gad løbe sammen med hende. Hun fortalte at hun ikke løb særligt meget, sådan ca. 1 gang hver 3. uge og hun havde brug for én der kunne holde hende til ilden. Se det syntes jeg eddermaneme er sejt. Siden da har vi løbet ca. 1 gang ugentlig og opbygget et solidt venskab, og turen med Maiken, som min seje nabo hedder, er blevet et af ugens højdepunkter.

Maiken er en klassisk fitness pige. Hun træner på hold hver torsdag som det mest naturlige i verden, og hun kan overhovedet ikke genkende alle de gespenster jeg maner frem, når jeg forsøger at sætte ord på min fobi. Hun taler så varmt om træningen i centret, at jeg på et tidspunkt kom til at sige – at jeg da nok hellere måtte give det et skud og være modig, præcis som hun havde været modig da hun kontaktede mig. Jeg trak min beslutning ud igen og igen og igen, indtil for ca. to uger siden hvor jeg tog mod til mig, og oprettede et medlemskab en dag hvor stormen umuliggjorde løb i det fri. Jeg fik overtalt Maiken til at tage med over og hente kortet, og vi fortsatte videre ned i et andet center og hhv. løb på bånd og trænede. Det var så grænseoverskridende!! Der stod jeg på løbebåndet og følte mig som verdens mest malplacerede person a la Find Holger – Det var til gengæld også dagen før jeg pressede citronen på intervallerne og indkasserede de gener, der hen over forrige weekend udviklede sig til smuk fuldført skade. Så er det bare jeg tænker – gad vide om guderne lige spillede mig et puds, og nu sidder og gnækker solidt over min skæbne, min afhængighed af det kort jeg yderst modvilligt anskaffede mig, og kun nåede at have til rådighed i 24 timer før jeg, i jagten på den befriende endorfinrus, var dybt afhængig af .

For at gøre en lang historie kort, så drev min desperation mig en tur alene i centret i søndags. Jeg trænede på crosstrainer, løb en lille tur på båndet og lavede udstrækning i den skumle maskinkælder. Og ved I hvad. Det var skisme slet ikke så barbarisk som jeg havde frygtet. 😀 Jeg havde medbragt ørebøffer og lod min vanlige podcasts køre i øregangene, mens jeg så yderst arbejdsom ud. Det føltes faktisk en lille smule som en løbetur, da jeg joggede på crosstraineren med fjæset rettet ud mod de grønne områder udenfor vinduerne, og lod de øvrige gæster i centret få den tvivlsomme fornøjelse af min popo. 😀

Min bedre halvdel kalder mig for fitnissen – og nu hvor jeg har gransket lidt over det, syntes jeg faktisk det passer perfekt. Jeg er en fitnisse, en lille gnom der lister sig rundt i centret med en imaginær usynligheds-kappe og håber jeg ikke bliver opdaget, mens jeg sætter alle maskiner på mindste belastning – bare for at drille. 😀 (og så ikke et ord om min yderst begrænset styrke i musklerne :D)

Mod er mange ting; og nu også at overvinde en fobi. Jeg er super glad for, at Maiken troppede op foran vores hoveddør den dag i december. Det var lige præcis hende jeg havde brug, hende der kunne skubbe mig blidt og rolig mod forhåbentlig en helt ny stærkere og lidt mere smidig løber. Tænk hvor lidt der egentlig skal til. 🙂

Share: