Så kom foråret – ikke bare I det nordjyske, men så sandelig også i Johansens hoved. 😀 Jeg har de sidste par uger bygget flere og flere kilometer på ugesummen, samtidig med jeg troligt har lavet min rygøvelser 2-3 gange ugentligt. Jeg har fokuseret på at træne i mit såkaldte ”sweet spot”, det antal træningspas og de antal kilometer, jeg ved min krop normalvis kan håndtere i nærmest uendelighed. Jeg har endvidere kørt med to faste hviledage om ugen, ingen intervaller (som af én eller anden grund sender min krop direkte i smerte) og næsten ingen tempo. Bare en helt masse base og udholdenhed, med eneste succeskriterie at jeg skal nyde det maks.

I dag skulle min tilbagevenden til løber-status stå sin prøve. De sidste uger har jeg ramt hhv. 30 km. og 34 km. og i går aftes tog jeg chancen, opmuntret af min bedre halvdel – og skrev til verdens sødeste Charlotte fra FC Løb om der mon kunne blive kigget min vej, hvis der kom afbud til løbet i dag.

Mine gamle Saucony sko med fine udluftningshuller ved storetæerne 😀

Her til morgen – kl. 07:00 tikkede en besked ind på messenger; der var afbud og derfor plads til os begge. Løbet startede kl. 09:00 og løb af stablen ca. 3,5 km. fra vores forstadsvilla. Det var perfekt, en stille morgen, ingen vind men til gengæld koldt som en pose frosne ærter direkte fra fryseren. Jeg var hoppet i mine saucony løbesko med huller ved begge storetæer, de har klart det bedste grib – til gengæld frøs mine stakkels storetæer frygteligt de første 20 km. 😀

Løbet startede og sluttede ved Fusion sportsbutik i Ålleren. Det var perfekt. Dejlig varmt i ventetiden, og masser af frække tilbud på løbetøj, som vi ovenikøbet fik ekstra 25% i hatten for at stille op til løbet. Ruten var en 10,xx lang runde med højdepunktet kridtgraven, der i dag viste sig fra sin fuldstændig blændende side. Den dybe udgravning boltrede sig i solens stråler, og pyntede sig med de smukkeste blå farver, mens pipfugle skrålede en ode til forårets komme. Og trods kampen med at forcere et iset underlag op til flere steder på ruten, så var det godt nok svært ikke at smile hele vejen da solen vågnede til dåb og varmede de frosne kinder.

Min krop brokkede sig lidt efter 2 runde, ballemusklen i højre side bad mig sætte tempoet lidt ned, og baglåret kvækkede et kvæk værdig den mest slimet frø man kan tænke sig. Jeg overvejede plus og minus, skulle jeg udgår efter den halve distance? Eller tage chancen og løbe hele molevitten. Mine overvejelser sluttede med et kompromis med balle og baglår. I bedste forhandling (og jeg behøvede ingen forligsmand til hjælp) blev vi enige om, at jeg fortsatte ud på tredje runde, og måtte gå på fjerde og sidste runde hvis det blev nødvendig. Det var både balle og baglår helt ok med, og mens min bedre halvdel holdt på indtil 26 km (han træner ikke!) og derefter sagde tak for nu; vi ses i mål – så løb jeg i et flow med overskud og en total god følelse i kroppen.

Solen varmede fjæset – og hovedet, der nogen gange brokker sig gevaldigt hvis udfordringerne er lidt store, var stille som vandet i kridtgraven. Eller rettere, stille er måske ikke helt korrekt – det var nærmere en lille happy vise der kørte på repeat. Jeg elsker at løbe – Jeg elsker at løbe – Jeg elsker at løbe. Og jeg vil vove at påstå, at man faktisk godt kan være lykkelig selvom man okser rundt 42,2 km. i Ålleren. Nøj hvor var det godt at løbe marathon igen.

En ting jeg i øvrigt lige vil smide en applaus efter, er det faktum, at der halvvejs ude på ruten stod et ubemandet depot med vand, sportsdrik og masser af snøfler (jubiiii – verdensklasse depotguf) og blandet guf. Og selvom alle herlighederne stod der, fuldstændig frit tilgængelig for alle, så var der ingen – i hvert fald ikke ret mange, forbipasserende der faldt for den søde tand og smovsede løs af godterne. Det syntes jeg fand… er fedt. At folk respekterer, at der er løbere der kommer forbi, der virkelig har brug for væske og kalorier. Tak fellow Aalborgensere – Det var god stil. 😀

Jeg løb glad i mål I en tid jeg overhovedet ikke have regnet – eller håbet på. 3.33. Det er da helt hæderligt for en come-back-kid. Jeg løb hele vejen, altså når jeg ikke lige skulle forevige naturens herligheder med selfies, og jeg havde, efter vores lille forhandling, ingen problemer med ryg og bentøj. Det var med armene oppe og et bredt smil jeg rundede sidste sving og løb ind i mål.

Det er så fedt at være løbende på de længere distancer igen, det elsker jeg virkelig meget. Det giver mig så meget overskud, og glæde over bare at være mig. Jeg føler mig som den aller bedste udgave af mig. Og det er skisme da en god ting, her i de her sociale-medier-dikterer-hvordan-vi-skal-være-og-se-ud dage.

Indenfor ventede et bord med mad – og hurraaa – flødeboller. Og mens jeg benyttede ventetiden til min bedre halvdel nåede i mål, med at skovle varer sammen til fordelagtige priser, kunne jeg med overbevisning konstatere, at de dejlige mennesker bag FC Løb – Charlotte og Finn, endnu engang havde stablet et fuldstændig perfekt afholdt løb på benene. 😀

Share: