Jeg ved simpelt hen ikke hvad der går galt for mig nogen gange. Det er som om hovedet ryger under armen og fingrene gør som de vil. Og vupti, så står Johansen i fedtefadet. Jeg skrev tidligere om den gang jeg smed mit nøglebundt ud i brandbart, og ikke nåede at få det op igen inden skraldebilen tømte spanden (læs evt. her: Dumhed af højeste karat )  – og nu mine kære herrer og damer…. Trommehvivel….. Jeg har dummet mig igen igen – som i VIRKELIG DUMMET mig.

Se, tilbage i de forgange dage en stormfuld september dag opdagede jeg tilfældig, at man kunne melde sig til en lodtrækning om ekstra 100 startnumre til Brighton Marathon 2018. Det kunne jeg slet ikke stå for, og med erindringerne om alle de gange jeg ikke er blevet trukket ud til diverse lodtrækninger, registrerede jeg mig fluks og smed et lod i puljen. Chancen for succes var ulidelig lille og jeg gætter på, at jeg har siddet en sen eftermiddag med ungerne råbende og skrigende omkring mig, mens gryderne buldre-kogte på kogepladerne. (I virkeligheden var det en stille og rolig dag, uden stres og jag, blot en lille hyggestund med mig selv og min pc). Men altså hvorom alting er, så blev mit nummer af én eller anden uransagelig grund udtrukket, og jeg fik lov til at melde mig til officielt. En tilmelding hvor jeg blot accepterede mine allerede indtastede informationer og betalte ved kasse 1. Årets forårsløb var booket 🙂

Jeg startede kækt ud med en skarp træningplan fra overseje træner Mia, og hoppede fra igen da ryggen pludselig besluttede sig for at smide en kæp i hjulet. Et par uger så jeg mit forårs marathon forsvinde som en sky for solen, men her 1½ måned på bagkant af skaden, er jeg tilbage i mængdetræning og kan løbe Marathon igen. Og selvom min bedre halvdel ikke længere kan tage med, så er min plan at rejse en tur til Sydengland midt i april, og tilbringe en dejlig solo-weekend med marathonløb uden andre forventninger end at gennemføre i nogenlunde hæderlig tid. Nå ja, og så lige få en lækker medalje med hjem til samlingen. 😀

Det var i hvert fald planen… Indtil for ganske få timer siden. Ind i min mailboks tikkede pludselig følgende besked ind fra arrangørerne af Brighton Marathon.

Hi Heidi

You indicated in your Brighton Marathon registration form that you intend to participate in the 2018 event using a non-racing wheelchair.

Jeg læste mailen et par gange. WTF – rullestol??? – Jeg har da absolut ikke skrevet, at jeg vil deltage i rullestol – helt ærligt altså. Og straks flåede jeg gmail frem og søgte efter mine registreringsoplysninger. AARRRGGG. Ganske rigtig. I bunden af registreringen, hvor jeg havde skrevet forventet sluttid, trøjestørrelse, valgt marathon distancen og tastet personlige oplysninger, har tossen guddødmemig klikket af i en boks med teksten:

You can participant in the Brighton Marathon in a non-racing wheelchair (racing wheelchairs are not allowed). Please select this box should you intend to do so, and a member of our team will be in touch.

SERIØST???? – Hvad har tossen dog tænkt på? Hvordan pokker kunne jeg dog komme afsted med det? Nøj mand det er pinligt. Jeg skrev straks en pæn undskyldende, og yderst underdanig mail, tilbage til de kære arrangører og bad om nåde, syndsforladelse og tilgivelse. Jeg beklagede mig med, at jeg jo blot var en dum dansker, der helt sikkert har læst forkert i teksten, og ja, som burde være skarpere men havde kikset den big time.

Og nu går jeg så her og afventer om følgende scenarier går i opfyldelse:

  1. De griner og griner og griner, og viser alle på kontoret hvor dumme danskere er, og skriver overbærende til mig, at ok så – du må deltage hvis du løber med en narrehat på hovedet.
  2. Jeg får kun lov til at deltage hvis jeg faktisk sidder i rullestol, og skal nu ud og låne stol – og forsøge at optræne mine spaghettiarme til 42 km. håndarbejde
  3. Jeg må bide i det sure æble og se mig om efter et andet marathon.

TYPISK MIG 😀

To be continued…..

Share: