Min lille misere med tilmeldingen til Brighton Marathon er landet, og heldigvis til den gode side. Torsdag morgen tikkede følgende besked ind i min digitale livlinje.

Good Morning,
Thank you for your reply to our email. Unfortunately it seems a lot of people ticked a wheelchair box by accident on their application, so you’re not alone! Do not worry!
No problem at all, I shall amend to a non-wheelchair user.
Kind Regards,
Katie

Jeg har dermed fået konverteret mit rullestolsnummer til et helt almindelig løbernummer – og endnu bedre, den søde dame skriver at jeg bestemt ikke var den eneste tosse i skuffen, fejlen er begået af mange andre løbere. Jeg er frikendt og slipper både for rullestol og narrehat. HURRAAA. Og allerede nu kan jeg med sikkerhed sige, at anmeldelsen af Brighton Marathon bliver en anmeldelse i skyerne. Intet kan få mig væk fra min opfattelse om, at Brighton Marathon ligegyldigt hvad, er årets marathon. 😀

Men men men, bedst som armene var kommet ned igen, jublen var aftaget og klaphattene pakket væk er der opstået et nyt dilemma. I min iver over at være sikret en plads i feltet, fløj jeg ind på marathonsiden og bookede det første og bedste hotel. Jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville støtte årets marathonløb og hvis de kunne få lidt ekstra kredit ved at jeg bookede hotel gennem arrangørerne, så skulle de – mine helte, selvfølgelig have det med.

Jeg bookede et værelse med havudsigt og så mig selv stå og spejde ud over oceanet søndag morgen inden løbet, indsnuse den magiske havduft helt ind i årerne, en havduft der helt grangiveligt ville gøre mig flyvende derude på ruten, jeg ville lukke øjnene og mærke hvordan en pr var på vej (trods total manglende træning). Det værelse ville gøre mig godt. 😀

Jeg tastede alle oplysninger, gik videre til betalingssiden, indtastede mine kreditkort oplysninger og trykkede på næste-knappen. Og lige præcis det samme sekund ringede min telefon. Det var en sælger, en af de mere pågående af slagsen. Jeg endte med at blive så irriteret, at jeg mistede al fokus på mit forehavende med hotelbookingen, og i ren arrigskab lukkede browseren ned sammen med alle andre programmer jeg havde åbnet på min kære pc. Jeg smækkede låget i, skubbede stolen ud og sagde pænt ”det har ALTSÅ INGEN INTERESSE – FARVEL” til den stakkels sælger, hvorefter jeg smed på, og skummende trak i mit løbetøj og joggede ud til afdampning.

Tilbage på matriklen i langt bedre humør, slog det mig, at jeg ikke havde fået en bekræftelsesmail fra hotellet. Jeg kunne i det hele taget slet ikke huske, hvad der egentlig stod på siden efter betalingen var gennemført (hvis den da var det). Var der et bookingnummer på siden? – Stod der tak, og nu skal du gøre sådan og sådan? – Jeg aner det simpelt hen ikke; det er et stort hul i min lille hjerne.

Så nu går jeg og lave sten, saks og papir med mig selv. Skal jeg booke et nyt hotel og satse på, at der ikke bliver trukket 2500 bananer på mit kort for det hotel jeg måske har booket?. (jeg sparrede selvfølgelig pengene på mulighed for afbestilling). Skal jeg forsøge at ringe til UK og på genbrokken engelsk og som en anden dr. Watson forsøge at afklare hvorvidt hotellet har modtaget en booking fra Brighton Marathon siden? Og hvad nu med den havudsigt som jeg drømte om?…. Det føles lidt som om Brighton Marathon og jeg bare ikke er helt kompatible. 😛

Nå men hvorom alt er, så oveni mine fadæser med tilmelding og booking, så lykkedes det mig i går at vaske mine miiego hørebøffer. Jeg havde løbet marathon, og vel hjemvendt smed jeg mit tøj i vaskemaskinen og tog til koncert i Aalborghallen. På vej til koncerten kom jeg i tanke om, at mine hørebøffer lå i lommen på min løbejakke – og derfor nu lå og syltede rundt i vaskemaskinens indre. POKKERS…

Min hørebøffer var døde da jeg fiskede dem ud, og trods timers genoplivning stod de ikke umiddelbart til at redde. Jeg var ellers så glad for dem. L. Som et sidste hvilested lagde jeg dem på radiatoren hen over natten, og sørme om ikke de her til morgen er genopstået fra de døde. Sørme om ikke damen hilser mig velkommen når jeg tænder dem, og lader min podcast runge ud i øregangene. Det er da dansk kvalitet der vil noget. 😀

Rigtig god mandag til jer alle.

(PS – Billedet øverst viser hvilke totalt mobbende kollegaer jeg har på arbejdet 😛  – Sjovt hva….)

Share: