Det er lidt som om jeg på én af mine utallige løbeture kom til at dreje forkert. Jeg løb til venstre i stedet for højre, og løb direkte ind i Jammerdalen. For hold nu op en gang jammer jeg kan præstere i øjeblikket. Og én ting er sikkert, jeg har nok lidt blåøjet fortalt mig selv at alt var godt, og ud fra det perspektiv fortsat mit løb som om intet var hændt mig. En fortælling som smuldrer efterhånden som dagene går og BYE BYE Brighton Marathon pludselig er blevet den sang der kører på repeat i mine øregange.

Sådan føles min krop for tiden. 😀

For at gøre en lang fortælling kort – jeg er ikke ok i ryggen, jeg har det hver dag som om, at jeg dagen før har løbet utrænet rundt i Rebild bakker og derfor har stive stænger og muskler. Det gør ikke vanvittig ondt, det er bare super irriterende. Der er altid en muskel der værker, en stivhed i ryggen og noget der bare ikke føles heelt som det skal være. Mest af alt, så minder min krop om et billedet af den gode Picasso – firkantet og ikke helt i sync. Jeg har bare de sidste par måneder blindt fortalt mig selv, at det er helt normalt at have ondt på samtlige løbeture når bare ikke smerten er over 3-4 på en 10’er skala. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst løb en tur, hvor jeg ikke mærkede noget som helst andet end mine fudser i asfalten.

Og for lige at putte lidt krymmel på softicen, så blev jeg forrige lørdag – vi taler altså 10 dage siden – efter en fantastisk løbetur med søster, ramt af en fiber på vej hjem efter aflevering af søster. En herlig lille fiber-basse, der sidder i venstre side af læggen og skriger hver gang jeg bevæger mig for hurtigt. Jeg har ikke løbet siden forrig lørdag, og der er p.t. ikke den store bedring med fiber-bassen.

Overordnet siger min intuition mig, at min krop er i total ubalance og at fiber-bassen er opstået som et biprodukt af en tiltagende omgang muskelkludder i min krop. Min fornuft siger mig, at nu er tiden kommet til at resette kroppen og bygge op på ny – noget der inkluderer aflysning af samtlige løb indtil jeg er stærk og flyvende igen, og altså en konklusion der hedder No Brighton Marathon. 🙁 Det var en besk kiks at sluge, men der er ingen alternativer – jeg kan ikke løbe mere end 2 km. og det batter bare ikke rigtigt når man har 42,2 i udsigt.

Jeg har været en tur i behandler-junglen og måtte erkende at brandslukningen desværre ikke var tilstrækkelig. Jeg har lavet de anbefalede rygøvelser et par gange om ugen, jeg har holdt mig fra intervaller og for meget tempo, og jeg har forsøgt at holde pauser undervejs når jeg pendler til Randers – en by i galaksen (det er gudhjælpemig byens motto lige for tiden). Det hjalp også lidt i starten, men ikke på den lange bane. Stille og roligt er det gået ned ad bakken, og jeg føler mig efterhånden tæt på invalid når jeg sidder i sofaen med en ryg der synger slagsange, mens fiber-basse råber af dommeren i fodboldkampen de viser i TV.

Og her kommer mine knap så dybe refleksioner. Jeg er i grunden lidt som en fisk. En lille klovnefisk med to små fine finner. Som den glade lille fisk jeg er, elsker jeg vandet højere end alt andet. En dag opdagede jeg, at jeg var begyndt at svømme skævt. Jeg svømmede straks til en fiske-behandler, der kækt reparerede den højre finne ud fra en vurdering af min fortælling om mine smerter. Jeg svømmede efterfølgende videre uden de store problemer og skyndte jeg mig hen i korallen, og berettede om mit mesterlige træk. En uge efter begyndte jeg at svømme mærkeligt igen, ikke helt så skævt som sidst, men ude af balance på en mærkelig ufed måde. Og her burde jeg nok havde stoppet op og tænkt – hmmm, måske er det på tide at komme ud af vandet, og holde pause liggende som en flad lille apatisk fisk. Der er bare lige det, at jeg som en fisk, elsker vandet højere end meget andet, og helt ærligt – det er dælme svært at være fisk hvis man ikke svømmer i vandet. Og hvis man ikke er en fisk, hvad er man så?

Og sådan gik det så til, at der skulle et net ned i vandet for at hale mig op på land på den virkelig ikke-flatterende måde. Jeg kunne have lavet en lille salto og landet kækt på land, men nej, jeg var stædig og svømmede videre, mere og mere skævt og urytmisk indtil et fibernet fangede mig, og for alvor umuliggjorde mere vandsjov. Noget der p.t. har varet i indtil videre 10 stive dage og still counting.

Så her ligger jeg nu. Flad og apatisk i noget der ligner en løberblues af højeste karakter. Brighton er væk, og sjovt nok er det ok. Jeg har resigneret og glæder mig nu til at bygge mig selv op igen, i en ny stærkere og forhåbentlig klogere udgave. Jeg glæder mig til at starte ud fra næsten scratch, og langsomt vokse til en benhård superløber igen. Skader er en del af en løbers liv, og kunsten er at håndtere dem, inden de vokser sig på størrelse med nettet der bruges til notfiskeri (og de er voldsomme skulle jeg hilse og fortælle. :D).

Share: