Jeg tør godt indrømme, at jeg selv syntes jeg er over mega sej til disciplinen snot-raketter. I ved der hvor man lige holder en finger for det ene næsebor, og med et lufttryk af dimensioner skyder et snot-raket ud af det andet næsebor. En glimrende ting at kunne når man f.eks. løber og cykler, og ikke lige har muligheden for at stoppe op og pudse næse (det er da kun whimps der gør det J)

Jeg lærte mig selv at skyde snot-raketter tilbage i de gode gamle dage i Hirtshals. Jeg spillede på byen bedste kvindefodboldhold Horne KFUM, og spottede hurtigt at de professionelle fodboldspillere kunne lave de vildeste snot-raketter. Og selvfølgelig skulle jeg da følge trop og opnå samme kunnen. Nøj jeg blev god til det. 😀 (hvis jeg da skal sige det selv)

Her i sidste uge mødte jeg Dumbledore himself. En magiker der med hans hænder og en ”Evanesco” spell over 3 behandlinger har kureret min ryg som i, jeg har overhovedet inden smerter i baglår længere. (udover en ømhed i en muskel der har været spændt alt alt for længe). Manden er amerikaner, hedder Mike Feiner og er ubetinget den vildeste kiropraktor der findes. Jeg fik første behandling torsdag i forrige uge

Allerede da jeg trådte ind i rummet konstaterede den gode magiker – ”du er da godt nok skæv i kroppen. Hold da op”. Og så startede han ellers med at kigge på min bevægelse, og konstaterede at det var min venstre side det var galt med. Han startede med venstre arm, løsnede et led der åbenbart sad gevaldigt fast (jeg troede bare jeg havde slået mig), og pludselig skete der noget i ryggen. Det hænger jo sammen det hele sagde Mike, og arbejdede videre med min krop. 8 min godt og vel. Det var en øm, men også overordentlig lettet Heidi der forlod klinikken den torsdag.

Du er bare en slidt bil der trængte til et servicetjek siger Mike med smil i øjet ved anden konsultation, og pludselig er al snak om rygpatient og skør disk forsvundet som en bristet sæbeboble. Jeg er helt fin, jeg har bare noget der sidder i klemme rundt omkring der lige skal løsnes med lidt magi. 2 behandlinger mere og jeg er som et nyt menneske. Shit mand, han er altså for sej den mand.

Nå men hvorom alt er, så fik den 1. behandling min krop i undtagelsestilstand der gjorde, at den første og bedste forkølelsesvirus sprang på mig. Jeg har været snottet lige siden. Sådan en omgang fantastisk virusgryde krydret med tør hoste, og herlig gulligt snot løbende i en syndflod ud af næsen. MUMS… 😀

I dag skinnede solen fra morgenstunden i Ålleren, og da min ryg pludselig er smertefri besluttede bedre halvdel og jeg at rulle en tur på racerne. Jeg kan stadig ikke løbe pga. fiberbassen, men cykling går fantastisk fint. Jeg pakkede papir i lommen, fyldte drikkedunken med noget grønligt sukkerstas, og så kørte vi eller ud i det spirende forår i det nordjyske landskab. De første 40 km. var i medvind, og med total overskud i kroppen besluttede jeg kækt at lade papir være papir. Snot-raket mesteren var på tur. Nøj jeg var hård til det, selv på cykel. Er du vimmer mand. 🙂

Efter 40 herlige km mod vest vendte vi snuden mod øst, og slog cyklerne op i den efterhånden tiltagende vind. Nøj mand en ændring i forholdene. Det, der var sjov og ballade blev pludselig til en hård sej kamp, og for at panser os bedst muligt til udfordringen, besluttede vi at holde et hurtigt gel-stop. Og det var så her, foran Sebbersund klosterkirke, med Limfjorden i baggrunden, at min bedre halvdel påpegede, at min skulder altså var ret ”snottet til”. Noooo – der røg alle mine forestillinger om, hvordan jeg som en anden Ronaldo havde sendt kaskader af snot-raketter bagud i rabatten. Halvdelen var åbenbart i stedet strandet på min skulder og overarm, taget af medvinden så snart snot-raketterne forlod mit stakkels røde næsebor.

De sidst 38 km. var direkte ulidelige, især fordi jeg hurtigt konstaterede at snot-raketter i modvind ramte både mine lår og cykelsko. Totalt NOT COOL AT ALL. Med et mere og mere tungt hoved og lårbasser der skreg af smerte må jeg tilstå, at jeg faktisk ikke aner hvordan jeg nåede tilbage på hjemmematriklen. Nøj jeg var en presset og slået kvinde. Så slået at jeg ved bakken op til huset, sprang af cyklen, og sammenkrummet trak raceren op til huset med tårer i øjnene.

78 km. var måske lige i overkanten på årets kun 2. tur på racer. 😀  Til gengæld er det monster fedt igen at mærke ømme muskler, og en krop der skriger efter bland selv slik. Og det aller fedeste er, mandag har jeg en aftale med en sej massør der kan hjælpe mig af med det sidste ømhed i låret. Uhhh jeg øjner lysere tider forude.

Over and out fra Snot-raket mester wanna-be nr. 1. 😀

Share: