3 måneders skadesforløb inklusiv 5 ugers total løbepause siden starten af februar hvor min ryg for alvor sagde fra, har sat sit præg på både min mentale tilstand, men i den grad også på økonomien. Og lidt for sjov har jeg samlet hele bunken sammen og lavet et overblik over, hvad et skadesforløb med rygproblemer og fibersprængning har kostet mig.

De tørre tal først. Besøg hos Fys, kiropraktor og endnu en fys har sammenlagt kostet mig 3300 kr. 7 besøg hos 3 forskellige behandlere, og et hurtigt ”pyha hvor dejligt at jeg trods alt har meldt mig ind i Sygesikringen Danmark i tide”, noget der betyder jeg får en lille slat moneter tilbage på kontoen igen. J. Derudover er det de 3000 kr. jeg tabte i flybilletter, og de 650 kr. i startnummer jeg mistede, da afbud til Brighton Marathon blev en realitet. Så i hårde cash ungefair 7000 kr. i tab pga. skadespausen. Det er da alligevel en slat der er til at føle på kistebunden. L

Hvad de bløde værdier angår så er det mest af alt det midlertidige tab af identiteten ”at være løber” der har været hård for mig. Jeg har gennem de sidste 8 år bygget en bund solid identitet op, dels gennem de løb jeg har deltaget i, men i den grad også på de sociale medier. En identitet jeg elsker og plejer som noget at det væsentligste i mig liv (udover min mand og børn selvfølgelig). Og det, i en periode at være sat udenfor fællesskabet, overladt til egne tanker har været vildt hårdt. At afbryde samarbejdet med træner Mia og dermed forsvinde ud af hendes løber-gruppe, at sidde hjemme i weekenderne og se de planer jeg havde for forårsløb forsvinde ned i afløbet, sammen med de slatter af energidrik der ophobede sig i mine drikkedunke (der pludselig ikke blev benyttet mere), har været en større udfordring en forudset.

For mit vedkommende har det været en lifesaver at jeg for 3 år siden investerede i min racercykel. En investering der har reddet mig de gange hvor higen efter endorfiner har været for stor til det kunne ignoreres. Og at jeg samtidig er så svineheldig at min kære bedre halvdel godt gider cykle – og gå lange ture med mig kan simpelt hen ikke gøres op i kroner. Mit skade-monster, der gemmer sig dybt i hjernes sorte huller har, for det meste været pacificeret nok til, at familieidyllen ikke for alvor har været i fare. 😀

En anden ting jeg har prist mig lykkelig over, er at jeg er forholdsvis god til at skrive dagbøger over mit løberliv. Jeg har siden 2010 skrevet jævnlig om mine løb, mine udfordringer og alle de glæder jeg har samlet sammen som en vidunderlig buket løbeblomster. Alle mine skriblerier er blevet gransket igennem de sidste 3 måneder, og her har jeg både fundet beroligelse over at læse, at jeg rent faktisk tidligere har overlevet skadesperioder, at jeg før har kæmpet – og at alle anstrengelser altid har ført noget fuldstændig vidunderligt med sig. Et løb jeg vandt, en løbetur med rygsæk og oplevelsesradaren på fuld skala, en trailtur hvor grinet blev hængende hele vejen hjem i bilen efter turen, og snakke med skønne mennesker der har givet mig nye perspektiver på det at løbe og livet som helhed. Det har altid været dele hele værd, hver en krone der er givet ud til behandlinger og skadesforebyggelse. Hver en krone mistet på afbud til løb hvor jeg DNS (did not start – eller rettere min tolkning DO NOTHING STUPID). Alt opvejer de følelser jeg har, når jeg kigger på gamle medaljer, når jeg ser billeder fra løb og løberejser, og når jeg følger eliteløberne til de større marathons online på nettet. Alt peger én vej. Jeg knuselsker løb i alle aspekter.

Så ja, skader er noget møg og skader koster dyrt. Men når alt kommer til alt, så er jeg bare så vanvittig taknemmelig over jeg mødte et par løbesko, og faldt pladask for dem tilbage da ruder konge var knægt.

Total i orden løbedagbog fyldt med tips og tricks. GO GET IT 😀 (Billedet øverst i indlægget er fra samme bog)

Et lille tip til de af jer der læser med, og som nu sidder og grubler over hvad man gør, hvis man ikke lige er dagbogstypen. Jeg fandt denne lille lækre sag hos Saxo.dk til 250kr. En lækker indbundet løber-dagbog der gør det uendeligt let at nedfælde et par ord om dagens træning. Bogen er lavet af den amerikanske eliteløber Lauren Fleshman og er, udover at være kalender og dagbog, også fuld af gode tips og tricks fra eliteløber-verden. Den er virkelig anbefalelsesværdig – og man kan starte når som helst. Den har været med mig de sidste 3 måneder, og er blevet min base for refleksioner over træningspas og mit skadesforløb. #sådaneenmåmanbarehave #elskeralleløbebøgeriheleverden 😀

https://www.saxo.com/dk/believe-training-journal_roisin-mcgettigan-dumas_paperback_9781937715601

Share: