Jeg har de sidste par uger tænkt ihærdigt over, hvorvidt det var på tide at slutte min lille nebengesjæft med skriblerier. At lukke og slutte lyset, læne mig tilbage og tilbringe mine dage med at savle over Thomas´ https://9000running.dk/ evner som formidler, og heppe på nye bloggere som http://lobetosset.dk/ og http://runningflowerpower.dk/  Jeg blev i tvivl om hvorvidt jeg havde mere på hjertet, vel og mærke omkring min passion for løb, og om det nu i grunden er nok til at holde en læserskare til ilden. Og mest af alt tabte jeg modet efter den storm af PRs og fantastiske præstationer, der som en anden tsunami ramte Instagram sådan cirka omkring de første storbymarathons løb af stablen i foråret.

Det er nogen gange svært ikke at lade sig påvirke af andres vanvittige præstationer, at føle at man måske ikke selv helt når de andre på de sociale medier til sokkeholderne, at man i grunden blot er total og aldeles middelmådig – og nogen gange glemmer at være sin egen helt. Og ja, jeg er sq også kun et menneske. Jeg røg totalt på den galej.

Jeg har ellers gjort konge fremskridt mht. til løb. Jeg har fået hjælp fra Finn Lund Lauridsen, en over-mega sej massør der kan lave muskeludstrækning på muskler jeg ikke anede jeg havde. Finn ejer Aalborg Massage og Idrætsterapi, og er så sympatisk en mand, at man totalt får lyst til at smide sig i lænestolen i praksissen, og snakke resten af dagen væk. Træningsmæssigt er jeg gået tilbage til det træningsregime jeg lærte hos Ragnar i Hjørring, og som seje coach Mia også flere gange påpegede jeg burde gøre, nemlig at løbe min langsomme easy-ture LANGSOMT. Jeg har simpelt hen skruet tempoet helt ned på 80% af mine ture, og det har gjort underværker for min krop. For første gang løb jeg i weekenden 30 km uden et eneste skrig fra mit kære baglår. Og for første gang i måneder føles det som om et marathon er realistisk igen. 😀

Det er ikke løgn hvad jeg skriver; der var drager på stranden 😀

Så jeg er på vej, så absolut da – og mens jeg i lørdags endnu engang pjækkede fra et løb fordi lysten bare ikke var der til de kortere distancer, og i stedet futtede rundt på stranden ved Vesterhavet mens drager (altså legetøjs-drager, ikke farlige ildspyende frygtindgydende drager) fløj om hovedet på mig, besluttede jeg mig at kilden var udslukt. Jeg var klar til at lukke ned og bare løbe, uden nødvendigvis at skulle udbasunere mine oplevelser og tanker til stakkels forsvarsløse læsere, der kommer forbi domænet.

MEN; så var det jo lige at bedre halvdel kom til at tænde for tv-tossen mandag morgen. Og der, i fineste opstilling stod den sejeste borgmester i Aalborg flankeret af Kronprins Frederik, klar til en løbetur sammen med masser af skønne unger. Det var fuldstændig blændende billeder der blev vist, og Aalborg åbenbarede sig så absolut fra sin aller skønneste side. Og bedst som løbet blev sat i gang og ungerne piskede afsted tog jeg mig selv i at smile bredt. Hold nu ferie moster hvor er det befriende at se sådan en flok unger piske afsted. Ingen strategier, ingen fornuft, blot ud over stepperne i ren eufori.

Kommentatoren i tv spurgte den tidligere ex-løber Rikke Rønholt om hvordan man burde løbe de knap 1600m, og Rikke kastende sig ud i en fortælling om vigtigheden af at time sit løb, så man lige præcis rammer en jævn hastighed over distancen, og samtidig får skudt al krudtet af.

Og lige der i det sekund slog det mig. Det er jo kun sandt i en ex-eliteløbers perspektiv. For børn er perspektivet et helt andet legende udgangspunkt, og må man ned og gå undervejs er det næppe den store katastrofe. (Det oplever jeg i hvert fald, når jeg en sjælden gang får lokket mine egne unger med ud og løbe) 1600 meter kan klares på mange måder, strategisk, disciplineret, legende, fjollende, talende, fokuseret… you name it. Og det bedste er, det er totalt i orden ligegyldig hvilken tilgang man vælger. Det er smilet i ansigtet efterfølgende der tæller, smilet over at have præsteret og været en del af fællesskabet.

Med det i baghovedet holder jeg fast i at blogge om stort og småt. Om det fede ved at være en total middelmådig løber, og om hvad der sker når man indimellem husker at lege og fjolle selvom man er 40+. Om alle mine fejlkøb, om mine ”undringer”, og forhåbentlig om mine oplevelser og rejser med løbeskoene som rejsepartner 😀 😀 😀 – Og hvem ved, måske dukker er et par eventyr op lige præcis når prinsessen mindst venter det. Jeg lægger ud i næste uge med at løbe Stockholm Marathon. Et marathon hvor jeg på ingen måde jagter PR, men i stedet løber for oplevelsen, og ikke mindst for smilet der dukker op i mit fjæs, når jeg forhåbentlig rammer målstregen. 🙂 🙂 🙂

Så that it folks – I slipper ikke for mig alligevel 😀

Share: