Den stockholmske folkefest er i virkeligheden en langt mere sigende overskrift, end den indlægget har fået. Hold nu op en omgang fest i de stockholmske gader, præcis som var man på en strandpromenade på Ibizia. En smeltedigel med sang, musik og masser af kolde drikke – uden alkohol forstås, og en masse løbere der stavrede gennem de 42,2 km som var de fulde englændere. Varmen var bestemt en faktor i lørdagens marathon.

Bedre halvdel og jeg rejste til Stockholm via Aarhus lufthavn fredag eftermiddag – et lille genistreg at man nu kan flyve direkte fra Aarhus til Stockholm – og landede midt i fredagens myldretid. Og når man nu, som os, er virkelig meget nordjyder, så havde vi vitterlig ikke set myldretiden komme, og valgte dumt nok at springe på lufthavnsbussen ind til downtown Stockholm. Not so smart. Det tog lige meget meget længere tid at nå ind, og klokken var næsten spisetid da vi landede, med fuld oppakning, på Expoen ved den gamle tennishal.

Tennishallen med de gamle træbænke. Det var så fedt 😀 – Selv bedre halvdel, der er et omvandrende sportsleksikon var imponeret 🙂

Expoen var ikke noget at skrive mange linjer om. Der var lidt tøj fra hovedsponsoren og ellers et par reklamer fra andre marathonløb – det var sådan set det. Ingen smagsprøver, sjove ting eller lodtrækninger man kunne prøve lykken i. Til gengæld var stedet i sig selv helt forrygende. For de af jer læsere der kan huske storhedstiden udi tennisverden, vil kunne huske John McEnroe og Bjørn Borgs drabelige dyster. Og her stod vi pludselig i selve arenaen hvor kampene med garanti har udspillet sig for øjnene af måbende tilskuere. Hold nu op en atmosfære  🙂 Det var lige før 80ér svedbåndet automatisk voksede ud på toppen af hovedet, sammen med de små svedbånd om håndleddet. 😀

Tilbage i Vasastaden fandt vi vores lånte lejlighed (vi var på en AirBnb), fik bragt nøgle via en taxi, (sådan går det når man strander i myldretidstrafikken og ikke kan overholde aftaler :)) og fik en sen aftensmad mens grejet blev klargjort til morgendagens udfordring. De havde varslet varmt vejr – rigtigt varmt vejr, og arrangørerne havde på forhånd gjort en stor dyd ud af, at fortælle os løbere hvor vigtigt det var med nok væske. De havde endda erklæret, at der ville være ekstra væske på ruten, således man ingen steder var ude over 3 km. før næste væskedepot stod klar til service.

En ting ved Stockholm marathon der for mig er en kende udfordrende, er det faktum at løbet først starter kl. 12. Det syntes jeg simpelt hen er så besværligt. Jo, man kan sove lidt længere, men hold nu op jeg syntes det er svært at spise så sen morgenmad at det passer med løbet, så man ikke bliver sulten undervejs. Men jeg er altså også bare en pernittengryn hvad angår mine morgenrutiner 😀

Her skulle vi løbe i mål ca 3½ time senere 😀

Startområdet lå ved siden af mål området, helt præcis ved siden af det olympiske stadion fra 1912. Er du vimmer for et fuldstændig vanvittigt fantastisk sted. Har man bare en lille smule stadion-tække, er der da dømt total stadion-crush. Det gamle stadion emner af historie og atmosfære, og man kan så rigeligt forestille sig dysterne i 1912. Vi tog et smugkig ind i det historiske indre, en fuldstændig genial ting at gøre, for viden om hvad der ventede i slutningen af løbet, var i den grad en livslinje ude på den strabadserende rute.

Alt fungerede perfekt inden start. Det var umådeligt let at få afleveret sin dropbag, og det var syngende let at finde sit tilrette i startblokken. Kort før afgang fik vi en ”flyover” af en horde jetjagere, total liret top-gun stil. Vi fik sunget nationalsang, og mens musikken gejlede os alle op til det hele store brag, affyrede fem ”gunsmen” deres ladte våben med løst krudt. – En lille indskydelse; nøj hvor jeg godt gad se, at de lige havde plaffet samtlige af fartholdernes kæmpeballoner på én gang. Det kunne eddermame sætte fut i folk. ;D.

Starten gik, og her må jeg altså bare sige – det var den unten lyneme kaotisk. Det gik egentlig ret godt til at starte med. Vi kom op i let trav, kom over startstregen og bevægede os i langsom løb afsted. Jeg nåede lige at tænke, at det nok skulle åbne op lige om snart, da vi i sekundet efter drejede til venstre ad en mindre vej – og alt stod stille. Det var ikke fedt. Heldigvis var det kun forholdsvis kort tid, men vi skulle faktisk ud over 3 km før der for alvor blev plads til at løbe normalt – og her skulle vi stadig krydse ind og ud mellem horden af løbere.

En anden ting som ikke helt fungerede var det faktum, at alle vanddepoter var placeret på den ene side af vejen, med rækkefølgen sportsdrik, sportsdrik, sportsdrik, sportsdrik – og så vand, vand, vand. Det skabte total kaos hver gang vi nærmede os et vanddepot, da alle trak over i samme side. Løbere væltede ind og ud imellem hinanden for at få fat i de livgivende krus med væske i total kaos. Jeg ville ønske man som i Boston kunne lave væskedepoter på begge sider af vejen, det ville virkelig gøre en forskel. Til gengæld skal jeg skynde mig at tilføje at ingen, altså overhovedet ingen overhovedet blev sure over kaosset. Stemning var så fin og overbærende, og folk var søde og rare ved hinanden trods kaos.

Billedet er fra Stockholm Marathons officielle FB side, og der siger bare mere en ord hvor varmt det egentlig var 😀

Når det så er sagt, så var det et fuldstændigt genialt træk, at arrangørerne havde sat brusere op ved stort set hver eneste depot. Og samtidig var der store kar, hvor man kunne sænke sin udleveret svamp eller ligefrem sin kasket, hvis man havde sådan én på, ned i det kølende vand og plaske koldt vand ud over sin overophedet krop. Endvidere var der rundt omkring på ruten flere frivillige, der stod med vandslanger og plaskede os til med vand – og jeg lover, det var glædeshvin og ikke vredesudbrud der blev bjæffet tilbage.

Ruten fremstod i ny udgave i 2018, og bragte os rundt til en perle af smukke syn og seværdigheder. Vi så Dramaten, vi så det kongelige palads, vi så den svenske rigsdag, vi så museums og smukke bygninger – og vi løb langs de smukke smukke breder af skærgårdens vand, der til anledningen stod azurblåt og majestætisk roligt.

Det var så smukt på ruten (billede fra Stockholm marathon FB)

På én af de første strækninger langs vandet blev vi mødt af dryssende afblomstrede hæg-blomster (det tror jeg det var; men jeg er ikke nogen fauna-nørd). Det smukkeste hvide snefald af små visne blomstre dale ned over os løbere, som var det et eventyr der skulle til at udfolde sig. Og på sin vis var det et eventyr for mig. Et eventyr hvor jeg skulle klare 3 store pinsler før alt endte lykkeligt, og jeg fik medaljen og det halve kongerige. De tre pinsler bestod af to grumme stigninger, den ene endda kaldet ”The Climb” – og en sygt hård kilometer mellem km 36-37 (hvorfor ved jeg ikke, det var bare helt forfærdeligt for mig at overkomme den km.). Ruten er ikke en flad rute, på ingen måde. Til gengæld er stigningerne heller ikke voldsomme lange, de kommer bare på tidspunkter, hvor man ikke liiige har lyst til at kravle over bumps der, i dehydreret tilstand, minder om Mt. Everest. 😀

Afslutningen af løbet var så vanvittig fed og ubeskrivelig en oplevelse. Det, at løbe gennem tunnelen og runde ind på atletikbanen på det gamle stadion, omkranset af tilskuere der brølede og heppede, det var så vild en oplevelse at jeg næsten tudbrølede samtidig med at jeg skraldgrinede. Jeg har aldrig før oplevet så fed en afslutning på en marathonløb (og jeg har prøvet en del efterhånden). NØJ DET VAR VERDENSKLASSE. 😀

En træt men glad løber 😀

Medaljen er i særklasse en fed medalje – og både finishertrøje og beværtningen efter løbet var helt til ug. Og selvom jeg ikke var helt tilfreds med egen præstation (jeg er bare ikke god i varmen), så er det et marathon jeg i den grad håber, jeg får mulighed for at løbe igen engang i fremtiden. Magen til fantastisk storbyløb skal man lede længe efter. Med til historien hører at 2018 var året hvor tilskuerrekorden toppede; det pimper altså også lige ens oplevelse undervejs. 😀

Jeg anede ikke hvad jeg rejste op til, jeg havde aldrig været i Stockholm før. Og helt ærligt – jeg er nyforelsket over begge ører. Stockholm er da ubetinget den mest fantastiske storby jeg længe har besøgt. Hvis du påtænker at løbe i Stockholm, så brug endelig et par dage som turist. Det vil du ikke fortryde.

Share: