Jeg skrev et indlæg tilbage i september 2016 om min ”bucket list” (se Min bucketlist ). Min liste med marathons og løb jeg virkelig gerne vil løbe, hvis lejligheden en dag byder sig. Stockholm Marathon var præcist sådan et løb. Et løb der lå dernede i spanden og kaldte på opmærksomhed. Og da jeg en kold aften i Ålleren mødte de to virkelig dejlige – og sindssyg berejste mennesker Gert og Heidi, til David Bowie Experience forestillingen, hoppede sedlen i spanden op og ned. Den aften fortalte de to skønne mennesker, at de endnu engang (Gert har løbet Stockholm hele 15 gange – 15 GANGE 🙂 ) skulle til den svenske hovedstad og løbe marathon, og jeg blev så inspireret, at jeg halede lappen op af spanden i det øjeblik jeg ramte matriklen efter koncerten.

At tage til Stockholm var en turnover for mig. Stående der i startblokken med tårer i øjenkrogene, huskede jeg pludselig hvorfor jeg syntes det er så fuldstændigt vidunderligt at træne uge efter uge. At dedikere sig til et mål og stå klar ved startstregen til at arbejde en hvis kropsdel ud af bukserne.

Jeg elsker atmosfæren omkring et storbyløb. Jeg elsker alt virakken, al forventningen og alle de mange tanker om usikkerhed, tvivl og ængstelighed der popper op og forsvinder som små sæbebobler. Jeg elsker at der er plads til overbærenhed i mit eget hoved, hvis tingene ikke lige går som jeg drømte om. Jeg elsker i det hele taget den Heidi der dukker frem, når hverdagen byttes ud for rejse, oplevelser og storbyløb.

Og således inspireret til at komme tilbage i gamet for alvor, fik jeg langt om længe taget mig sammen til at tilmelde mig den træning, der for to år siden fik min krop til at strutte af velvære. Træningen der fik min ryg til at flekse som en anden gummiplante. Jeg starter til pilates igen to gange ugentligt. Nu skal jeg simpelt hen have styr på den højre side, der stadig driller så snart jeg ændrer en lille my på min skridtlængde. Sagen er nemlig, at jeg aldrig helt har fået bugt med de gener der væltede ned over mig i starten af dette år. Så snart jeg sætter tempo på mine løbeture, skriger de mekaniske dele i baglår, balle og lænd. Det hjalp ikke med en omgang VD40 (og her viser jeg så lige at jeg er total handy-woman; jeg ved hvad VD40 er. :D). Så nu tager vi mere alvorlige midler i brug, og håber det knækker min mekaniske rumsteren i midterpartiet.

For det er dét jeg vil resten af 2018. Jeg vil hale den ene seddel efter den anden op af min bucket. :D. Jeg vil løbe fordi jeg knuselsker det, og prioritere de oplevelser, der sparker til min livsglæde som Eriksen sparker de danske WM drømmer i brand. Jeg vil stoppe med at ærgre mig over de ting som ikke lykkedes, fordi min krop sætter begrænsninger, og i stedet juble over alt det der lykkedes trods mekaniske vanskeligheder. Jeg vil passe på mig selv og huske, at jeg om 25 år stadig gerne vil løbe Stockholm marathon sammen med min bedre halvdel. Og jeg vil dagligt erindre mig selv om ikke at tage løb alt for alvorligt. (i hvert fald ikke så længe jeg ikke kan jagte bedre tider hæ hæ hæ)

I næste weekend skal jeg for 3. gang løbe med et kæmpe stor ballon til Aalborg Halvmarathon, når jeg som fartholder på 1:50, render rundt i Aalborgs gader og pludrer løs med alle der har lyst til en lille snak. Jeg glæææder mig som et lille barn. Juni måned er p.t. min absolutte yndlings-løbemåned. 😀

Og så lige et stort tillykke til alle jer der løb i Flensbrug i dag – Håber I havde det fedeste løb. Det var et af min helt store højdepunkter sidste år. 😀 (læs evt. her: Flensbrug marathon 2017 )

Share: