Jeg er en total sucker for løbebøger, jeg elsker dem. Jeg elsker at bruge mine ferier på at læse om andres meritter og erfaringer med løb, og jeg er som regel dybt motiveret når jeg vender sidste side og klapper bogomslaget i. (Sidste bog jeg læste var af en ultraløber og fluks fortalte min hjerne mig, at det da i grunden var verdens bedste ide at løbe en 100 miles – i Grand Canyon velsagtens. 😀 NOT GONNA HAPPEN… 😀 )

Min efterhånden voksende samling af bøger står på min helt egen personlige hylde – som i ”her-er-det-kun-mors-løbeting-der-må-bo-hylde” og samler støv. Og det er altså bare ærgerligt. Historier skal ud i verden og leve, de skal ikke stå og samle støv på min hylde. Og hvis bare én løber derude kan blive inspireret til at snøre skoene, så er min lykke gjort.

Så jeg har fået en ide. Hvorfor ikke lade jer læsere få mulighed for at lade jer berige af de dejlige fortællinger der står linet op på min finérhylde. Hvorfor er det lige, vi ikke deler alt det her lækre løbeguf med hinanden, og beriger hinandens liv med de hæsblæsende fortællinger, der får vores løbesko til at rumstere rundt i garderoben.

Min ide er simpel – jeg stiller hermed mine bøger til rådighed kvit og frit. Nedenstående bøger har jeg, med stor fornøjelse vel og mærket, læst og færdiggjort – og nu er de kære små klar til at komme videre til nye plejeforældre.

Så kære læser af denne, hvis jeg selv skal sige det, fuldstændig blændende blog. Kig på listen herunder, og falder dit øje på en bog du virkelig godt kunne tænke dig at læse, så skriv til mig i kommentarfeltet. Jeg sender så kvit og frit bogen til din hjemmeadresse, og du er dermed sikret dejlig sommerunderholdning. (Så kan du jo altid kvittere med en plade chokolade, hvis vi ses en dag :))

Det er selvfølgelig først til mølle (jeg skal nok skrive når de kære små er fløjet fra reden) – og jeg vil løbende lægge flere bøger op efterhånden som jeg får læst dem. -Skulle du i øvrigt sidde med en bog du syntes skal videre til nye plejeforældre, så skriv da endelig i kommentaren. Det kunne jo gå hen og blive en lille bytte-børs 😀

PS – siden her kan du altid finde igen ved at søge på Flyvende løbebøger – eller bare løbebøger 😀 (jeg smider et link ind i højre- menuen om kort tid). Jeg vil i øvrigt elske, hvis du efterfølgende smider en kommentar om den bog du har læst. Syntes det er super sjovt at høre, hvad andre mener og oplever om de selvsamme bøger man har terpet sig igennem.

  1. Keep on running

En bog om Phil der blev marathonløber og har løbet en del af de store løb. Han skriver om rejsen til det første marathonløb og hvordan marathon-bacillen har påvirket hans liv fremadrettet. Om sejre og nedture og om hverdagen med træningen. Absolut en rigtig sommer-hyggebog-på-stranden.

  1. How bad do you want it? (Reserveret til plejefar Morten)

En bog om det lidt oversete mentale spil der, efter forfatterens mening, er en lige så vigtigt del af at præstere som selve den fysiske træning. Masser af gode fif til at blive stærkere mentalt.

  1. Kunsten at ville (Reserveret til plejemor Nadia)

En fuldstændig blændende fortælling om Jesper Kenn Olsens World Run 2. Meget svær at lægge fra sig igen når man først går i gang. Wauw for en rejse.

  1. Race everything

En fortælling fra den berømte Bart Yasso der i mange år har været skribent for Runners World. Bart skriver om forskellige løb (mest amerikanske) og beskriver strategier for hvordan man løber de forskellige distancer fra 5 km. til ultra.

  1. Runner – (Reserveret til plejefar Lasse)

En af mine absolut favoritbøger. Går du med en lille ultraløber i maven, så er dette bogen for dig. Lizzy var én af de sejeste ultraløbere med flere sejre i klassikeren UTMB. I bogen beskriver hun rejsen fra begynder til elite, hun skriver om hendes oplevelser i Nepal – og ikke mindst om at overkommer skader i flæng. Især det sidst afsnit i bogen er et tankevækkende afsnit der sætter de små grå i gang.

  1. Livet i løb (Reserveret til plejemor Anne Sofie)

En lidt anderledes bog om at være løber for livstid. Om træning, tanker og oplevelser. Bogen er helt nede på jorden og en hyggelig ”det-regner-i-dag-bog”.

Share: