Jeg lytter ofte til podcasts om løb, især når jeg cruiser på mine længere weekendture. Her føles det næsten som om man løber sammen med andre løbere der knevrer løs, mens jeg med god samvittighed kan tie stille og bare lytte til konversationen. Og fordi de ikke svarer når jeg forsøger at afbryde, så er jeg vitterlig tvunget til at knytte sylten og bare lytte.

Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.

Siden da har jeg jævnligt funderet over hvem mon det er, der læser med her på domænet. Hvem sidder derude, udover min familie velsagtens, og læser mine til tider lidt kryptiske indlæg. Og gad vide om jeg en skønne dag oplever noget tilsvarende dét podcast-gutten oplevede – at blive genkendt af en fuldstændig fremmed.

I denne weekend rykkede bedre halvdel og jeg ud i vores lille perle af et sommerhus. Og da vi nu befandt os i DKs lækreste naturområde, havde jeg på forhånd spottet, at verdens sødeste søstre Heidi og Susie Rasmussen lavede 3 løb på 3 dage med udgangspunkt fra Saltum Strand Camping i det nordjyske smørhul. Kæk som jeg var, meldte jeg mig til marathon fredag eftermiddag efter job + igen søndag formiddag. Altså to stk. 42,2 km. løb på én weekend. Hvad jeg så liiige havde overset, glemt, svedt ud eller hvad pokker nu der var sket i mit lille univers var, at min søde datter var på ridelejr og skulle give opvisning selvsamme søndag over middag. Nå ja, og så lige det faktum at mit bentøj på ingen måde var klar til 2*42,2k m. Sjovt hvordan jeg ALTID ser oplag for løb og tænker, det Må jeg da løbe -uden at skænke min fysiske tilstand, min kalender eller min familie sågar, så meget som EN eneste lille tanke. Det er ikke så få gange jeg har måtte lave en ”jeg kommer altså ikke alligevel” på den bekostning. He he… 😀

Jeg elsker naturen ved vesterhavet. Det er guddommeligt, intet mindre. Og tænk… jeg er så heldig jeg kan løbe rundt her. 🙂

Enden på mine kække tilmeldinger blev, at jeg fredag løb 21,1 fantastisk km. på den fedeste-ever-trailrute i det blændende smukke landskab. 21,1 km. med følelsen af hvor uendelig fantastisk det er at være løber, men samtidigt også erkendelse af, at passe på sig selv så man forbliver løber. 21,1 km var nok, jeg var glad og kunne drage tilbage til sommerhuset som en glad kvinde, glad fordi jeg havde fået lov til at konvertere mine 42,2 til 21,1 søndag morgen. Og fro mødte jeg op søndag morgen til endnu en omgang 21,1 på en rute der viste sig at være mindst lige så fantastisk. Nøj hvor er jeg bare vild med at løbe ved vestkysten.

Nu er det vi nærmer os historiens højdepunkt. Hold nu fast kære læser for lige om ganske få linjer topper min karriere som blogger. 🙂

Så lækker en lille sti på vej ned til strandstykket. Herlig med herligt på 😀

Søndag morgen, jeg havde lige tilbagelagt 1. runde ud af 3, og var lidt overrasket over den modvind vi skulle kæmpe os gennem på stranden og ligeledes på vej tilbage til start/mål. Idet jeg løber ud på 2 runde med vinden i ryggen, begynder min lille reptil-hjerne at diskutere med sig selv om, hvorvidt det i grunden ville være bedre at stoppe og gå tilbage til vaniljekransene i depotet, eller om jeg virkelig gad kæmpe mod vinden 2 omgange mere, inden jeg kunne gå i vaniljekransene. Og pludselig, der midt i min hjernes debatteren med sig selv, kommer der en cyklist på en MTB op på siden af mig. Cyklisten er en veltrimmet mand, han kigger på mig, smiler og udbryder ”Heeej Heidi, du ved ikke hvem jeg er, men jeg kender dig fra din blog. Jeg læser med og syntes det er vildt motiverende” (sagde han vitterligt vildt motiverende? Eller måske blot motiverende? – ahhh det må da være det første ikk :D)

Og lige der, midt på strandvejen mellem Saltum strand Camping og Saltum strand, fløj fyrværkeriraketter om ørerne på mig, stjerneskud vandrede hen over himlen og alle fuglene i området sang de smukkeste triller. Min lykke var gjort. Jeg oplevede præcist dét min podcast-gut havde fortalt om. JEG BLEV GENKENDT. UHUUUEEEEE.. 😀 – I et herligt minut følte jeg mig som en filmstjerne, og jeg skal da love for, at det derefter var let at løbe de sidste to runder. Jeg fløj nærmest. 😀

Jeg blev lidt befippet og fik faktisk ikke spurgt den herre om hans navn. Jeg nåede dog at fortælle hvor meget jeg satte pris på hans ord, og fik udtrykt et ønske om, at vi en dag kunne samle en gruppe og løbe en tur i mit yndlingslandskab over dem alle. (Når altså ikke en hælspore driller den enormt søde mand).

Og det er præcist her geden tages ved hornene kære læser. Det er skydeskivens knaldrøde midte, det er det elementære i mysteriet. Jeg skriver fordi jeg drømmer om, at min skriblerier kan åbne op for nye eventyr og oplevelser. For møder med nye løbere, og for historier jeg ellers aldrig ville have hørt. Jeg skriver her på domænet fordi jeg håber og tror på det kan medvirke til, at løbere jeg ikke har mødt før (eller gamle venner) kommer over og hilser på, og gider give en fortælling med på vejen. Jeg elsker historierne, og jeg elsker når I giver jeres besyv med i kommentarfeltet her på domænet, eller på FB gruppen Thegreatnessofrunning. Det gør mig simpelt hen så glad i låget.

Så kære dig på cyklen ved Saltum Strand, du aner ikke hvor glad jeg blev over at du præsenterede dig og hilste på. Det er jeg så taknemmelig over, og i øvrigt tons af tak fordi du læser med. Skulle der sidde andre ligesindede derude, så kom endelig over hvis I ser mig på jeres vej. Jeg vil så hjertens gerne snakke. 😀

En lille note til afslutning – Da vi talte sammen, sagde den søde veltrimmede mand ordene ”Jeg har lige cyklet runden I løber, og hold nu op hvor er løberne bare glade”. Det er så meget spot on – jeg kender nemlig ikke nogen løb i verden der har så mange glade, smilende, skøre, skønne, herlige løbere som vores små rundeløb i det nordjyske. Jeg vil hermed opfordre alle der går føler sig en smule demotiveret, til at søge de små rundeløb. Jeg lover jer, I går med garanti ikke hjem i nedtrykt stemning. 😀

Share: