I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo, hvor sjælen lytted mangen gang til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred i skovens ensomhed, og hjertets længsler tie her, hvor fred og hvile er.

Sådan lyder sangen så smukt. Jeg troede jeg skulle opleve det i dag. Jeg troede jeg skulle finde idyllisk fred og ro, og blive glad helt ind i sjælen. Men NÆÆÆHHH nej, I dag udspillede der sig et drama af dimensioner – et drama med blod og slim – og høje hvin. Den skov jeg troede var skøn og lækker gemte i dag på en dræber, der blot ventede på et uskyldigt løber-offer. Men lad mig lige starte fra begyndelsen….

Mit 2018 løbe-år har mildest talt ikke levet op til de forventninger jeg havde ved årets begyndelse. I godt og vel 6 måneder er jeg nu on/off blevet hjemsøgt af en skade, som ingen helt kan fortælle mig hvad er. Et gespenst der gemmer sig et sted dybt inde i min venstre balle/toppen af baglåret, og som til tider driver mig ud på randen af vanvid. De af jer der læser fast med på domænet har sikkert bemærket, at jeg både har skældt ud på mine sko, og på udgifterne til diverse gespenst-Ekosist. Det har, kan jeg nu afsløre, være ren afmagt der har sivet ud gennem mine fingerspidser. 2018 har indtil nu været året hvor jeg har hjemtaget flere DNS og DNFére end antallet af medaljer. Og det er altså ikke noget der hujer en garvet løber, skulle jeg hilse og sige.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af at høre sig selv gentage ”Jeg kan ikke, jeg er skadet”. Folk gider ikke rigtigt høre mere om mit gespenst, og helt ærligt jeg gider heller ikke selv høre mere om det. Så den første dag i min sommerferie rejse jeg en tur tilbage til min spæde løbestart – hurra for Garmin Connect. Hvor er det fedt, at have så megen historik liggende til inspiration i mørke tider. 🙂

Jeg opdagede på min rejse, at jeg tidligere har løbet helt hæderlige tider uden at træne 100 km. ugentlig. At der var en gang hvor løb blot var et spørgsmål om at tage sko på, og løbe det de to gæve stænger havde lyst til. Og at jeg ikke én eneste gang i den periode, havde skrevet noget negativt om en løbetur. Ikke én eneste bemærkning om dumme sko, dumt vejr eller manglede lyst. Jeg opdagede at i min kamp mod gespenstet, havde jeg aller mest lyst til at vende tilbage til fordumstid, og slutte fred med min indre kritiker. Tilbage til 60-70 ugentlige kilometer og lystbetonet løb.

Jeg burde have forudset at der var fare på færde i skoven. Et træ lå hen over stien. Der var bøller i farvandet.

Og således endte jeg i dag i mine gamle trailsko ved foden af Hammer Bakker. Jeg har i den grad negligeret mine kære bakker i 2018 til fordel for alle mine forkrøblede forsøg på interval- og tempotræning. Nu var det tid til reunion. Tid til at genfinde løbeglæden, spontaniteten og legebarnet.

I skoven løb jeg min gamle kendte rute, og nød hvordan pulsen røg op og ned. Jeg nød duften af sensommer skov og hilste på et egern. Jeg grinte af det lille dådyrkid, der modig havde begivet sig ud på åben sti – og tumlede tilbage i urten da jeg kom luntende. Det var præcis som i sangen. Det var idyl, fred og lyksalig ro. Jeg kigge på uret – 30 min ude, og mit gespenst havde kun udbrudt et par spæde buuuhhh fra mine seners vedhæftninger i lårbassen. Alt var godt….. Så skete ulykken…

Jeg registrerede aller først en sær splattende lyd, og mærkede efterfølgende en virkelig underlig fornemmelse bag på min læg. Det føltes som om nogen havde smidt en våd hunde-hømhøm efter mig, med min læg som målskive. Dælme ikke nogen rar følelse. Jeg stoppede op og kiggede ned. Der, bag på min lægbasse, sad en stor vold-ulækker slimet skovsnegl og klamrede sig til min læg, mens den sendte mig killer-øjne der sagde ”Jeg sidder med her resten af turen, og du vover at ændre på det faktum”.

Sneglbassen var rocker-stor og jeg lyver ikke når jeg skriver, at den fight der udspillede sig efterfølgende på skovstien ikke var for små børn. Jeg hvinede op, dansede rundt. Råbte frustreret ”gå væk dit ulækre kryb”, og slog omkring mig (ok – jeg overreagerede måske en lille bitte smule. Men altså – JEG HADER SNEGLE). Sneglen gav ikke op uden kamp. Den slimede sig fast på mit ben og grinte dæmonisk.

Det blev blodigt og det endte med sejr til den stærkeste. Heidi: 1 – Ulækker slimet dæmon-snegl: 0

Jeg vandt kampen, men måtte løbe tilbage til bilen med sneglens efterladenskaber på lægbassen. Snegleblod og slim..- Og sneglen… Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om den egentlig afgik til de evige jagtmarkeder eller om den sidder derude og restituerer. Restituerer og venter på et nyt offer. Jeg spurtede væk uden at se mig tilbage, da jeg atter var befriet fra monstret.

Min lille encounter med fjenden i skoven får den konsekvens, at jeg fremover konsekvent – også selvom det er forbudt – løber med en peberspray klar i bæltet. Så kan de dælme bare komme an, de ulækre krapyler. Aldrig mere uforberedt. Jeg vil frem over forvente attack når man mindst venter det – og jeg er sååå klar til kamp. Dæmon-snegle KOM AN…

Er der i øvrigt nogen der ved, om man kan købe snegle-gaitors et eller andet sted? 😀

2 Replies to “Horror i Hammer Bakker”

  1. Stakkels snegl 🙂

    Hammer Bakker er en perle fuld af gode løberuter. Og fantastisk nem at fare vild i 😀

    Elsker at køre derud og løbe en tur og er lidt misundelig på dem i Vestbjerg og Vodskov, som har Hammer Bakker som deres baghave.

    1. Stakkels snegl… Hov hov… 🙂
      Jeg har det præcist på samme måde; jeg er dødmisundelig på dem der bor i området. Det er så fedt at cruise rundt i bakkerne. Måske ses vi en dag på sporet deroppe? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.