Mine løbeture har det med at have et element af fare hver eneste gang, jeg putter min sure løbefutter på fudserne og begiver mig ud i den vilde danske natur. Nogen gange bliver jeg angrebet af dræbersnegle, det sker faktisk ret ofte at en slimet klat hægter sig fast i kanten af min løbesko, og svinger sig op på min lægbasse i et bagholdsangreb værdig den mest hårdkogte forbryder. Et sådan bagholdsangreb resulterer altid i skrig og skrål fra min side; jeg hader – altså HADER de banditter. Andre gange er det mobilafhængige cyklister der udfordrer mine evner i disciplinen: spring for livet. Jeg er efterhånden blevet ret god til at spotte hvornår faren lurer; jeg sætter scenen – En ung cyklist med viltert hår nærmere sig forfra. Cyklisten har øjnene klistrer til mobilos som holdes i højre hånd, mens venstre hånd, efter bedste beskub, forsøger at agere både øjne på vejen og styringspind. Når man ser sådan en, er det med at råbe op i tide, og belært af bitter erfaring, på forhånd hoppe ud i rabatten. Det stakkels unge mennesker får et chok når man råber, hvilket oftest resulterer i et sving med cyklen, som svingarmen i Tivoli.

Share: