Indimellem tilsmiler heldet mig og leder mig ud i nogle situationer som sætter sig på nethinden og sværmer direkte ind på mindetavlen med lyden af grin, snak og gensidig respekt. Det skete i mandags. Jeg var udvalgt, særligt udvalgt endda, til at blindteste løbesko fra Brooks. En test der foregik bag lukket og låst dør hos Løberen i Aalborg en stille mandag aften. Testen blev forestået af sælger og testmanager Mads sammen med assistent David Møller, Aalborgs legendariske løber- og løbetræner i egen person. (Nu skriver jeg godt nok særligt udvalgt – jeg var faktisk bare den eneste der responderede positiv på en søgning efter en kvinde med pronerede elefant-fudser i str 40.) 😀

Testen gik i al sin enkelhed ud på, at de to testpersoner (undertegnet og en gut ved navn Morten) skulle løbe på løbebånd mens testmanager filmede, og assistenten tændte og slukkede baggrundslys, sørgede for at båndet blev startet og slukket, og servicerede os løbere hvis vi havde brug for assistance. Inden løb filmede testmanager Mads vores bevægelse, mens vi i bare tæer og iført løbeshorts, bøjede ned i knæene i en minisquat. (Tak guder for vi ikke blev bedt om 5 gange normal squat – jeg er usmidig som en spånplade og det David kaldte minisquat var i virkeligheden for mig, den eneste squat jeg er i stand til at udføre.)

Dette udgjorde en slags kalibrering for knæenes bevægelse, og skulle vurderes op mod løbebevægelserne med testskoene på.

Morten var herre god til mini-squats 🙂

Jeg var første kanin på båndet og blev først bedt om at løbe au naturel i de bare fødder, igen for at lave et slags nulpunkt som de efterfølgende løb skulle måles op mod. I øvrigt, hvis du aldrig har prøvet at løbe barfodsløb på et løbebånd, så und dig selv en tur. Det er vildt sjovt at mærke, hvordan kroppen bevæger sig uden sko. Og så er det fuldstændigt grinagtigt, at se et par storetæer stritte direkte op i luften for at afbøde det forholdsvis hårde slag på trædepuderne, når man lander på båndet.

Jeg var nulstillet og blev nu bedt om at iføre mig strømper og testens første sko. Tophemmeligt, og uden nogen chance for at vide hvad jeg fik på fødderne. Testskoene var nemlig camoufleret de oplagte stedet, så man ikke kunne se mærke eller version. :D. Op på båndet, løbe, filme og videre til næste sko. Encore – og videre til sidste sko. Den sidste model var en model jeg vil kalde en sokkesko – en løbesko der nærmest er formet som en sokke om foden. Det var vildt fedt at prøve.

Nu var det så tid til at bedømme skoene på forskellige parametre på en skala fra 1-5. Jeg var slet ikke i tvivl. Den ene sko klæbede sig rundt om mine fødder, og gav mig en følelse af frihed og bevægelses-lethed da jeg løb i den. Nærmest som om fabrikanten havde stået på fabrikken og råbt ud over produktionen – Hey – vi bruger Heidi-læsten denne gang. (Hvis du ikke ser Bondenrøven i tv aner du sikkert ikke hvad en læst er :)). Med til historien hører også, at skoen absolut var den grimmeste af dem alle (farve-mæssig), men hey – funktion før modedille ikk´ 😀

Morten på bånd au naturel

Morten blev guidet gennem samme paradigme og endelig var det tid til at få afsløret hvad pokker vi havde haft vores kæreste værktøj i. Og her kom aftenens store overraskelse. Både Morten (testede modellen Adrenalin) og jeg (testede modellen Transcend) pegede begge to – uafhængigt af hinanden, på de nye Brooks modeller der først lander i butikkerne til januar. Vi var begge vildt begejstret for modellerne, så meget at vi begge i bedste ”Vild med dans” stil serverede topkarakter til skoene mht. løbeoplevelsen. (Transcend, som ses øverst på billede, kommer i øvrigt i andre farver end den totalt pinke, so no worries de damer :D)

Testmanager Mads var lykkelig. Han fik det han havde håbet på. En konfirmation af, at de nye modeller Brooks kommer med, er optimeret tilpas til at overbevise et par sko-konservative nordjyske løbere. Mads fortalte os, at det nye ved modellerne især er den øget fleksibilitet i skoen. En ændring fra den gamle pronationskile i hælen, til en langt mere fleksibel støtte der tilpasser sig efter føddernes behov. Her der gik en prås op for mig. Jeg var for to uger siden til løbetest hos fys hvor jeg testede min nyere løbesko mod de gamle. Resultatet var, at fleksibilitet i den nyere sko gav mig en meget blødere landing og en mere rullende afvikling af afsættet. Han mente ligefrem, at fleksibilitet ville bliver en meget større faktor end hvorvidt man pronerer eller ej. Og her havde jeg, i en blindtest, udpeget en sko der gav mig følelsen af at løbe på en regnbue. En sko der netop var optimeret hvad angår fleksibilitet. Det gav mening.

Det var vildt sjovt at prøve en blindtest, hvor alle fordomme og holdninger til sko nulstilles. Jeg må i hvert fald erkende, at jeg er færdig med at tænke ”ja- ja, så er der lige endnu en sælger, der har prakket Brooks på søsters fødder” når hun stolt kommer trippende i endnu en ny udgave. Jeg troede ikke Brooks var mig, men ærligt talt – jeg er dælme nødt til at se om expoen til New York City Marathon om små 5 uger måske skulle gemme på en undsluppet udgave af den nye Brooks Transcend model 😀

Share: