Endnu et løb i øs-regnvejr 😀

Vækkeuret ringede kl. 03.30, jeg lod mig rulle ud af sengen og begyndte straks at iføre mig næste løbesæt, der lå klar på gulvet. Det var blevet til 3½ times yderst urolig søvn. Jeg var ængstelig over hvordan kroppen ville reagere på at skulle præstere så hurtigt igen, blandet med angsten for at sove over og misse et løb. Marathon nr. 2 på turen ventede forude.

Canadieren Karen, min roomie på turen, var i gang med samme rutine som mig, og i stilhed gik vi rundt i lokalet, og gjorde det vi nu engang havde for vane inden et marathon. Karen har tidligere løbet masse af challenges hvor man løber mange dage i træk, og hun var tydeligvis meget mere velforberedt end jeg var. Hun havde medbragt små poser med havregryn der blot skulle tilsættes vand for at blive til en nærende omgang kulhydrat til dagens løb. Da hun gik ned for at hente vand, bad jeg hende tage den pose morgenmad med, som vi var blevet stillet i udsigt. Hotellet ville sørge for, at der var lidt morgenmad til os løbere, inden vi kl. 04:30 blev hentet og kørt til startstedet.

Karen kom tomhændet tilbage. ”Der står kun nogle små muffins, jeg vidste ikke om du ville have sådan én”. I mit stille sind ærgrede jeg mig. Vi er løbere, vi skulle løbe marathon for 2. gang indenfor 22 timer, alt hvad der overhovedet lugtede af kalorier, skulle bare indenbords. Jeg takkede for oplysningen, gjorde mig færdig og dappede ned i hotellets lobby, hvor der ganske rigtig var lidt kaffe og muffins på størrelse med de helt små flødeboller man kan købe i gode gamle DK. Jeg spiste en mundfuld og mens løbere samlede sig omkring mig, klar til afgang, indstillede jeg mig på at løbe mit første marathon uden egentlig mad i kroppen.

Bussen kom præcis til tiden, og vi blev i mørke fragtet de ca. 5 km. ud til starten. Ruten var en runde omkring en sø i en park på 1 miles. 26 runder og vi havde fuldført marathon nr. 2. Vejrudsigten havde lovet regnvejr, noget jeg egentlig var ganske tilfreds med, da jeg ikke er nogen speciel god løber i alt for varmt vejr. Hvad der ikke havde været på tale i vejrudsigten, var den kakofoni af lyn og torden, der oplyste den mørke sovende by på vores vej ud mod startstedet.

Ud af bussen, få taget billede, line up, tælle ned, start… Mine ben begyndte at løbe af sig selv. Hovedet var ikke helt med endnu, men kroppen vidste hvad der var i gære og den fik pr. automatik startet op i maskinrummet. Jeg løb første runde sammen med Vagn, noget der ikke kun var enormt praktisk da vi så var to til at regne ruterne ud, men også noget der var utroligt hyggeligt og komfortabelt for en nybegynder som mig, udi kunsten at løbe mange marathons i træk.

”Det er bare i starten, indtil dine muskler er varme igen, så går ømheden over” sagde mester Vagn mens vi rundede depotet og tikkede 1. runde af. Omkring os i mørket serverede moder natur et festfyrværkeri af lyn, og mens jeg gav mester Vagn ret, tænkte jeg bekymret om man overhovedet måtte løbe når det lynede og tordnede lige over hovedet på én. ”No problem” sagde de to lokale fyre fra løbeklubben, der uden kny var stået møgtidligt op for at hjælpe en flok internationale tosser på deres marathon-rejse. De mente ikke der var det mindste problem i at løbe under tordengudens raseri.

Arrangører side om side. Til venstre den lokale løbsarrangør, til højre manden bag vores Challenge, Ziyad. (Han laver i øvrigt turen igen næste år, såååå drømmer du om at løbe på Sydpolen? – så tag fat i mig. 😀

Min strategi var som dagen før, at lave tælle-lege og snyde hjernen til at tro, det var én stor leg. 1 runde blev til 5, og jeg løb alene rundt da det vildeste lyn flængede himlen og et brag af dimensioner umiddelbart efter rystede jorden under mine fødder. Jeg skreg og rullede ubevidst sammen i kroppen som en krøbling. ”DET var fa… for meget”, udbrød til min usynlige samtalepartner. ”Det her vil jeg ikke være med til, det er for vildt”. Alligevel fortsatte jeg rundt… Hvad andet kunne jeg gøre?  Jeg bad i mit stille sind en vis herre i det høje om at spare mit liv. Jeg var bestemt ikke klar til at stille løbeskoene på et rundeløb i den argentinske hovedstad.

Kort efter væltede regnen ned og dannede små syndfloder på løberuten. Vi kæmpede os gennem de vildeste vandpytter, våde som hunde, mens vi fortsatte rundt og rundt og rundt. Jeg var efterhånden nået til runde 13, og smilede ved mig selv over at jeg var kommet sikkert gennem labyrinten af lyn, og at dagslyset førte lokale morgenløbere med sig. Tænk, at vi var i færd med at løbe marathon 26 gange rundt om søen, mens livet gik videre præcis som det plejede. De morgenløbere, der normalt løb rundt i området i den tidlige morgenstund, rystede let på hovedet og anerkendte vores udfordring med et wauw, mens de gennemførte dagens program inden job.

Jeg var halvvejs, og runde 14 kom i bogen da der begyndte at ske en nedsmeltning i mit indre kernekraftværk. Sulten begyndte at genere mig, og de appelsiner der var i depotet – som for øvrigt smagte fuldstændigt forrygende, var på ingen måde nok til at tilfredsstille min brummende mavesæk. Jeg prøvede med en gel blandet med energidrik. Det gav et par runders fred, men stillede ikke hunden i maven tilfreds.

Alt sejlede, selv depotet og opbevarings-teltet.

Omkring runde 16 begyndte jeg for første gang at lave små gå-stop. Hovedet var tomt, der var ingen aktivitet overhovedet – og kroppen kørte på autopilot. Løbe – gå – spise en appelsinbåd – løbe – gå – løbe – gå – spise en appelsinbåd og drikke lidt vand. Gå-pauserne blev flere og flere. Ryggen begyndte at brokke sig, maven skreg på mad, hovedet var en tom skal. Jeg blev til et gespenst der uden sjæl bevægede sig rundt og rundt.

På et tidspunkt kom mester Vagn op til mig, og selvom jeg var én runde foran ham – og han nu havde en unik mulighed for at indhente mig og vinde dagens løb, blev han ved min side. Han gik når jeg gik, løb når mine fudser formåede at løbe lidt, og fulgte med i depot når det var tid til at fråse i appelsinbåde. Min hjerne var stadig en blød svamp, og kun gennem at stille spørgsmål til mesteren om hans tidligere erfaringer som ultraløber på landsholdet, kunne jeg holde en lille smule fremdrift på opgaven jeg var i gang med.

Langt om længe løb vi ud på min sidste runde, og mens jeg blev afleveret løb mesteren ud på hans sidste runde. Jeg fik min medalje men mærkede ingenting. Der var ingen glæde over gennemførsel, der var til gengæld heller ingen ærgrelse over min til dags dato top-5 dårligste sluttid på 4:10. Alt i min krop var ”numb” (det engelske ord beskriver så præcis hvordan jeg havde det :D)

Miss wet Runner anno 2020 – Jeg smiler, men kun fordi der er et camera. Nøj hvor var jeg ramt på dette tidspunkt.

Senere på dagen efter indtagelse af burger og pommes frites fra Burger King pakkede jeg kufferten for at tjekke ud af hotellet. Og mens jeg samlede de sidste stumper, mærkede jeg skuffelsen komme snigende. Jeg havde trænet så uendelig meget til turen, og det føltes som verdens største nederlag at løbe så dårlig en tid på en helt flad rute. Hvorfor var det gået så galt? Var det den manglende morgenmad/indtagelse af kulhydrat der havde sendt mig til tælling? Var det forkert træning? (jeg havde ikke i min træningsperiode – og faktisk aldrig før i mit løberliv prøvet det at løbe 2 marathons i træk). Var det for dårlig mental forberedelse? (Jeg havde vitterlig ikke regnet med at møde den amerikanske mur mod Mexico her i Argentina :D). Tænk at man stadig efter +10 år som løber kan komme i situationer man aldrig har prøvet før.

Jeg fandt ingen svar og måtte tage skuffelsen med i håndbagagen da vi sent om aftenen – og om natten fløj til Punta Arenas i det sydlige Chile. Foran os ventede næste marathon, turens højdepunkt, marathon på Antarktisk, hvis ellers vejr og vind ville lade flyforholdene være gode nok. Efter planen havde vi 1 dags rejse/restitution før marathon nr. 3 løb af stablen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.