Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.
Sidste år begyndte noget, der skulle gå hen og blive en tradition. Min rejse-løbemakker Vagn og jeg løb sidste år strækningen fra Hirtshals Fyr til Skagen Fyr med fødderne i vandkanten, og fik en helt fantastisk naturoplevelse i den rå nordjyske natur. I år besluttede vi at fortsætte ideen om at løbe i vandkanten, og udvalgte to nye strækninger der skulle løbes over to dage, og samlet gives os turen fra Hanstholm Fyr til Hirtshals Fyr
I lørdags løb jeg marathon i den vildeste varme, efter danske standard vel og mærket :), i Frederikshavn. Helle Frost Marinussen havde inviteret til løbefest i ”Fressen” fordi hun havde noteret 99 marathons på bogen, og nu skulle løbe det famøse marathon nummer 100 med direkte adgang til klubben over dem alle – Klub 100 marathon Danmark 😀 (Og hvis du hænger på og læser hele indlægget vil du også lære om en helt ny konkurrence-genre som jeg vitterlig ikke i min vildeste fantasi havde troet eksisterende) 🙂
Så skete det, vi blev ramt af corona i familien. Min datter på 14 år blev såkaldt nærkontakt da hendes klasselærer blev testet positiv for 10 dage siden, og som en direkte konsekvens valgte vi alle at gå i selvisolation sammen med Marie. Hun på hendes værelse med eget bad dedikeret kun til hende, hendes storebror på hans værelse med eget bad på huset 1. sal – og os to voksne med bad i kælder og ellers en fuldtidsstilling som personlige tjenere for to stk. evigt sultne teenagere.
Når man er nærkontakt, skal man testes dag 1 (det blev de i skolen), og så ellers på dag 4 og dag 6. Og alle drog vi til det østlige Aalborg og blev testet på dag 4. Alle var friske inden testen, og jeg sagde kækt til min datter, at hun da godt måtte gå og hente noget i køleskabet i sikker forvisning om, at hun selvfølgelig ville være negativ.
’Fyn er fin’ sang Lasse og Mathilde tilbage i 80’erne som en hyldest til øen klemt inde mellem Jylland og Sjælland. En, hvis du spørger mig, absolut velfortjent hyldest – og det skriver jeg ikke kun fordi jeg sidder og nyder min finisher øl leveret fra Svenborgsund bryghus (jeg skriver dette torsdag aften 😊). Nææ-nej, det skriver jeg fordi jeg i søndags boltrede mig i den smukkeste natur jeg længe har bevæget mine løbesko gennem. I søndags løb jeg med på første etape af Øhavsti etape marathon.
Generelt er der ikke meget jeg direkte hader, og da slet ikke når jeg har mine løbesko på og bevæger mig rundt i den danske natur. Jeg er egentlig ret fornøjet og griner lettere overbærende når andre løbere brokker sig over hvad nu det er, de lige finder irriterende.
MEN – der er en undtagelse. Én ting kan få mit adrenalin til at eksplodere, få mine små hår til at rejse sig og ikke mindst, sende mig ud på store omveje blot for at undgå en direkte konfrontation med én af mine helt store fobier.
Jeg er ikke en løber der normalt er bryster mig med at være helt fremme i skoene hvad angår gadgets. Mit løbeur er 4 år gammelt, og jeg er hverken på Strava eller med i diverse online grupper. Jeg er nok egentlig i virkeligheden lidt af en nærigrøv når det gælder investeringer i nyt løbegear, med mindre altså at jeg støder på noget, jeg bare SÅ MEGET må have fingrene i. Det er sket nu. Jeg har fundet den ultimative gave til løberen der har alt, og jeg er selv fristet til det yderste af fingerneglene for at gafle produktet til mig selv.
I sidste uge landende vores bøger i Aalborg foran min hoveddør, og inden Stine tog til Silkeborg for at banke alle mændene i rundeløb, nåede hun at få skrevet hilsner i en hel del bøger. De bøger har jeg efterfølgende løbet rundt med de sidste tre dage. Det har hele tiden været vores ide, at lave løbende levering, som i levering i løbesko med alle de bøger vi overhovedet kan. Og i silende regnvejr har jeg løbet rundt til husstande, banket på vinduer og døre for at få opmærksomhed, og overleveret vores lille kid af et projekt til skønne søde mennesker. Sjældent har det givet så meget mening at løbe en masse kilometer, og sjældent har jeg nydt hver eneste kilometer som jeg gør, når jeg løber rundt og leverer vores bøger.
Det er lidt vildt at tænke på, at det knap nok er 50 år siden kvinder var uønsket i maratonløb. Vi skal faktisk kun 48 år tilbage til året 1972, hvor kvinder officielt fik lov til at stille op med startnummer, og blev registreret som gennemført med en officiel tid. For blot 50 år siden var det ikke muligt. Marathon var forbeholdt mænd, og den gængse opfattelse var ubetinget at det var skadeligt for kvinders helbred, og for deres evne til at reproducere sig selv, hvis de løb langdistance løb. Kvinder var dengang begrænset til distancer under 1,5 mil svarende til knap 3 kilometer.
Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til restaffald og samlede mine løbesko op igen. 😊.
Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.