10 fantastiske dage med familien i hhv Normandiet og Paris har nået sin ende, og jeg sidder atter foran tasterne på min bærbare og lader tanker flyde ud gennem fingrene. Det har været 10 mageløse dage hvor løb for en gang skyld har fyldt uendelig lidt i forhold til min dagligdag, hvor vi i stedet bare har nydt hinandens selskab, og råhygget os gennem både de franske ost, seværdigheder og lækre fiskeretter. Og så alligevel, for turens sidste stop, min yndlings by over dem alle – Paris; åbenbarede en lille hemmelighed jeg ikke tidligere har bemærket. En hemmelighed der fik morgenløbeturene til at stråle. 🙂
Den anden dag stod jeg i gangen hos min søster og svoger, og på én aller anden måde fik jeg nævnt, at jeg da sagtens kunne løbe over og stille deres skraldespand ud til vejen søndag aften, for så fik jeg dagens streak i hus. Lige efter ordet streak havde forladt min mund kiggede svoger med mistro på mig. ”Du sagde streek ikk´?” spurgte han med let væmmelse i stemmen. ”Jooo” svarede jeg og svarede stolt, at det gjorde jeg skam. Svoger rystede på hovedet og himlede med øjnene, som om han nok et eller andet sted dybt inden i, altid havde vidst at hende svigerinden sq da var en sær starut.
Jeg lytter ofte til podcasts om løb, især når jeg cruiser på mine længere weekendture. Her føles det næsten som om man løber sammen med andre løbere der knevrer løs, mens jeg med god samvittighed kan tie stille og bare lytte til konversationen. Og fordi de ikke svarer når jeg forsøger at afbryde, så er jeg vitterlig tvunget til at knytte sylten og bare lytte.
Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.
Én af mine kollegaer nævnte den anden dag, at min tæer i grunden var tæt på de grimmeste tæer hun nogen sinde havde set. I samme åndedrag tilføjede hun det forjættede spørgsmål ”Hvorfor går du i grunden ikke med neglelak så man ikke ser det så tydeligt”? Jeg trak på skuldrene og smuttede som en ål glat videre ned ad gangen. Hvad skulle jeg dog sige… Ja, jeg har sindssyg grimme tæer, og de fleste negle ligner noget fra et H.C. Andersen eventyr (og vel og mærket ikke det gode i eventyrerne),
Jeg er en total sucker for løbebøger, jeg elsker dem. Jeg elsker at bruge mine ferier på at læse om andres meritter og erfaringer med løb, og jeg er som regel dybt motiveret når jeg vender sidste side og klapper bogomslaget i. (Sidste bog jeg læste var af en ultraløber og fluks fortalte min hjerne mig, at det da i grunden var verdens bedste ide at løbe en 100 miles – i Grand Canyon velsagtens. 😀 NOT GONNA HAPPEN… 😀 )
Jeg skrev et indlæg tilbage i september 2016 om min ”bucket list” (se Min bucketlist ). Min liste med marathons og løb jeg virkelig gerne vil løbe, hvis lejligheden en dag byder sig. Stockholm Marathon var præcist sådan et løb. Et løb der lå dernede i spanden og kaldte på opmærksomhed. Og da jeg en kold aften i Ålleren mødte de to virkelig dejlige – og sindssyg berejste mennesker Gert og Heidi, til David Bowie Experience forestillingen, hoppede sedlen i spanden op og ned. Den aften fortalte de to skønne mennesker, at de endnu engang (Gert har løbet Stockholm hele 15 gange – 15 GANGE 🙂 ) skulle til den svenske hovedstad og løbe marathon, og jeg blev så inspireret, at jeg halede lappen op af spanden i det øjeblik jeg ramte matriklen efter koncerten.
Jeg har de sidste par uger tænkt ihærdigt over, hvorvidt det var på tide at slutte min lille nebengesjæft med skriblerier. At lukke og slutte lyset, læne mig tilbage og tilbringe mine dage med at savle over Thomas´ https://9000running.dk/ evner som formidler, og heppe på nye bloggere som http://lobetosset.dk/ og http://runningflowerpower.dk/ Jeg blev i tvivl om hvorvidt jeg havde mere på hjertet, vel og mærke omkring min passion for løb, og om det nu i grunden er nok til at holde en læserskare til ilden. Og mest af alt tabte jeg modet efter den storm af PRs og fantastiske præstationer, der som en anden tsunami ramte Instagram sådan cirka omkring de første storbymarathons løb af stablen i foråret.
Jeg er flere gange her i den spæde start på 2018 stødt ind i grupper af løbere på mine daglige løbeture rundt i forstaden Gug city. Hver gang har jeg passeret dem med et Hej –heeej, og altid fået hej tilbage. Det viste sig, efter et lille stykke detektivarbejde, at løbeholdet var en flok kollegaer fra Tetra Pak, fabrikken i Gug der laver maskiner til fødevareindustrien. En flok guidet af Kim Hansen Pelo som jeg kender fra det nordjyske løbetosse-miljø. Og da jeg i de her dage selv er plaget af skader og ikke kan løbe, indbød jeg mig selv til at komme forbi og høre lidt om hvad pokker de havde gang i, derover på Tetra Pak.
Jeg holder Runners world og modtager hver måned et blad, spækket med mere eller mindre fantastiske artikler, i postkassen. Noget der gentager sig gang på gang i bladet, er artikler om alderen. Artikler om hvordan vi stille og roligt – og sikkert som amen i kirken, bliver langsommere og langsommere – og ikke mindst restituerer værre og værre, efterhånden som årerne sætter sine i spor rundt omkring på kroppen.
Jeg skal være helt ærlig og indrømme at jeg ikke længere er nogen vårhare. Jeg har alderens spor hæftet på kroppen, og ord som rynker, appelsinhud og ligtorne sniger sig ind i mit ordforråd præcis som lakridserne over dem alle – færdselsbetjente, fredag efter fredag sniger sig ned i min oversize pose med bland selv wonders.
Kalenderen siger forår.. FORÅR.. altså som i tid til halvlange tights og langærmede bluser i stedet for de 7 kg. tunge vintertights, vinterjakker, merinould-trøjer, handsker, huer, sokker – og jeg skal komme efter dig. Men det sibiriske bæst, der har lagt sin klamme hånd over vores lille land, har åbenbart en anden forståelse af ordet Forår. Forår betyder åbenbart på flydende sibirisk kulde, sne og frostgrader døgnet rundt. (smiley med frost i ansigtet) 😀