Hvad sker der, hvis man tager en håndfuld løbetosser, kører dem til Lønstrup i en Land Rover (Jeg har fået strenge ordre på ikke at skrive en Jeep :D), tilfører pandelamper, slukker for solen, og beder dem løbe tilbage langs stranden til Løkken.
MAGI; Der sker magi på en helt almindelig onsdag aften dag 2 i det nye år.
2018 er smuttet i historiens glemmebog med et brag, og dermed slutter et, for mig, meget anderledes løbeår. Aldrig har jeg været så skadet og løbet så få marathons (kun 6 stk i hele 2018), og aldrig før har jeg brugt så mange penge på behandlinger af den ene eller anden art.
Jeg kan godt forstå de løbere der dør her i den mørke tid, og jeg kan vitterligt godt forstå – og føler det i den grad også selv, hvis I kære løbere nogen gange kigger ud af vinduet og tænker, det kommer bare ikke til at ske i dag. December er mørk, og hvis man som jeg, lander på matriklen sen eftermiddag efter en lang arbejdsdag, så skal der nogen gange superheltekræfter til at overtale hjernen til at tøffe en tur ud i den mørke kulde iført løbesko.
Jeg har set Bridget Jones filmene tons af gange, og jeg elsker bare Mark Darcys lækre ”Ugly Christmas sweaters” der er direkte legendariske i mine øjne. Trenden med de ”grimme” julesweaters er så småt kommet til lille Dk og man ser flere og flere geniale udgaver af Ugly Christmas Sweateren herhjemme, til stor fornøjelse for mig. Jeg mener af hele mit hjerte, at alle skulle gå rundt iført en sådan beklædning hele december måned. 😀 😀 😀
Weekenden er strøget forbi med alverdens fristelser, som den nu engang gør i december måned. Og nøj hvor har jeg dog mange gange tænkt, at det da i grunden var den mest åndssvage startdato for projekt “nul sukker” jeg overhovedet kunne vælge. Hvem pokker er det lige, der er så snot dum at påbegynde et liv med mindre sukker præcis selvsamme tidspunkt hvor fristelserne topper maks. Flere gange har jeg tænkt, om jeg i grunden havde fået en lille bitte hjerneblødning da jeg postede mit sidste indlæg.
Kender I det. At man pludselig nærmest ud af det blå opdager at man er blevet besat af et lille grønt slimet sukkerbæst. Et sukkerbæst der på stort set alle tidspunkter af døgnet kræver sukker, især på tidspunkter hvor man lige er en kende uopmærksom og har paraderne nede.
Jeg er løber, og som løber har jeg i mange år tilladt mig selv at spise slik i mængder, der nok mest tenderer en storrygers forbrug af de lange hvide giftpinde. Hvis man samlede mit årlige sukkerforbrug er jeg sikker på, at Mærsk ville kunne fylde et containerskib med containere udelukket proppet med mit forbrug. Jeg har spist så meget slik at Rema i Gug med garanti kan se på deres omsætning, at jeg er flyttet til området.
Jeg sad lige og kiggede på det billede Mikael Lassen lagde op på thegreatnessofrunning fb side, da jeg postede mine opsamlinger fra NYC og 5 km. Dash to the finishline-løbet. Billedet var af den løbetrøje han fik, da han i forgangne tid løb netop selvsamme 5 km. En trøje som, som han skrev, han både elskede højt og havde på sin top 3 over alletiders løbetrøjer indsamlet fra løb. (Det var ikke helt hans ord, men det var sådan jeg tolkede det :))
På Facebook findes der en gruppe, der ved første øjekast giver indtryk af et stort løbefællesskab. Men når man dykker ned i de utallige løbsberetninger der postet på siden, bliver det tydeligere, efterhånden som man griner sig igennem indlæggene, at gruppen er identisk med én skør tosset ultraløber ved navn Berit Jessen. Gruppen hedder Berits Løbeskole, og hvis du en dag sidder og føler dig en kende deprimeret og træt af løb, så smut på besøg i en verden af vilde oplevelser, fortællinger og humor af højeste karat.
Mit sidste indlæg rejste en storm af brøl i kommentarsporet på FB (Mest i gruppen ”de nordjyske løbetosser”, men også på bloggens egen FB gruppe). En hel masse skønne løbere kommenterede på min undring, og stort set alle – på nær 2% ca. var enige om, at det var totalt respektløst af løbe på en kirkegård. Jeg forsøgte mig med et par modargumenter så som ”hvad nu hvis der ikke er nogen mennesker i området, må man så” og ”hvis nu det er kæmpe store kirkegårde hvor atmosfæren ikke er så intim, er det så ok”
”HUSK nu at nyde det og være i det undervejs – det første maraton kommer aldrig igen”. Omtrent sådan lød ordene fra den vise, og meget mere erfarne end mig, søster nogle måneder inden mit allerførste maraton. Og jeg skal lige love for, at jeg nød det.
Søndag den 30/9 2018 trippede jeg med lige dele nervøsitet og spænding ind i startboksen til HC Andersen maraton i Odense. Måneders træning skulle endelig forløses i en – forhåbentlig – løbefest af format. Trods en meget struktureret træning, nedtrapningsuge, rigtigt kalorieindtag og generel forberedelse, som var det taget ud af Maratonbogens-ABC, så var jeg alligevel en smule (det er lyv – meget!) nervøs også.
