Det kribler og krabler i maven, og jeg kan næste ikke rumme
de tanker der drøner forbi pandelappen som var det et Formel 1 løb i en mondæn
fransk by. Det er så tæt på nu. Så tæt på, at jeg må løfte sløret og vise en
flig af det arbejde, som har optaget mig aftener og weekender siden påskeferien
tilbage i april måned. Det startede med at jeg fik et nummer. Nummeret er: 978-87-7237-233-4, og det er
ikke et obskurt startnummer til det mest åndssvage løb i historien. NOPE. Det
er heller ikke en række statistiktal for min meritter gennem tiden. NOPE.
Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så
lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe
med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som
for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede
rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke
marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden
som en lille bagatel.
Med jævne mellemrum deles vandene på de sociale medier, det sker især når samtaler snor sig rundt om emnet – regler for at løbe de såkaldte cannonball marathons der tæller som officielle – og dermed tæller som et klub 100 marathon. Det er ofte ret ladet kommentarer der ryger frem og tilbage, og som regel er der næsten altid én fra den gamle skole, der blander sig i debatten og høster det sidste ord. Den ”gamle” skole er den officielle Klub 100 marathon Danmark, Klubben der har eksisterer i adskillige år og i skrivende stund har godt 300 klub 100 marathon medlemmer. De regler der oftest diskuteres, er regler som f.eks. hvor mange løbere skal stille til start – og gennemføre, for at det kan kaldes et officielt løb og om der må være forskudt starttid eller ikke. I Klub 100 Marathon Danmark er reglerne nedfældet, og står mejslet i runesten indtil foreningen vælger at tage dem op til genforhandling blandt klubbens medlemmer.
Man kan da kun blive glad i låget når man løber her… (Billede lånt af Pia Høgh)
I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael
Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå
diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte
for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders
mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage
i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder
lykkedes det, at få tid og behandling igen.
Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret
udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som
jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen.
Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers,
og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme
uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja –
hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at
besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad
jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno
tilbage i 80’erne 😀 😀 )
Jeg anede slet ikke at der fandtes sådan en guldgrube af lækre løberuter….
Jeg blev ramt af en let omgang skinnebensbetændelse for et
par uger siden. Det kom lige pludseligt ud af det blå, og jeg aner ikke om det
skyldtes at jeg afprøvede nye neutrale sko, (jeg løber ellers normalt i
pronations-løbesko) eller om det skyldtes overgangen til sandaler i hverdagen –
noget jeg hvert år skal bruge lidt tid til at omstille mine ben på. Hvad end
det skyldtes, så er det første gang nogensinde jeg har prøvet de sindssyge
smerter der pludselig dukker op foran på skinnebenet under løb. Av ☹
Det har været fuldstændig fantastisk at følge Stine Rex’s rekordforsøg på 48 timers løbet her i weekenden. Hendes vanvittige præstation med hele 384 kilometer, ny dansk, ny nordisk og sørme også ny europæisk rekord i et hug. Stine er ubetinget i verdenseliten hvad gælder ultraløb, og jeg tror bestemt ikke vi har set den sidste rekord fra hendes side endnu.
Jeg har jo haft den udsøgte fornøjelse at arbejde sammen med Stine om vores lille bogprojekt, og udover at hun da er helt fænomenal til at få skabt opmærksomhed, hvilket lover virkelig godt for vores kommende bog, så er Stine også en personlighed man virkelig kan lære meget af. Så her kommer, kære læser – ting du kan lære af Stine Rex’s præstation, uden at du behøver løbe helt så mange kilometer. 😊
Billedet er fra den sommer, hvor jeg skrev om Stine som min løbehelt. Nu er det et projekt i en helt anden kaliber, vi har gang i. 🙂
Påsken var for mit vedkommende helt og aldeles anderledes end jeg troede den ville være, da jeg lukkede arbejdes-pc ned en hin fredag eftermiddag og gik på påskeferie (Der var den – lukke ned og åbne op, nogen derude der er gået amok i korrekt tale? :D). Jeg havde en plan om at lave et interview med én af mine løbehelte, og ellers få løbet nogle gode kilometer og skrevet her på domænet. Det var planen. Eller det var det i hvert fald indtil en besked poppede ind i min Messenger, en besked der triggede noget i mig og jeg vidste i samme split-sekund jeg læste det, at jeg skulle svare ”Jeg er klar”. Beskeden var fra Danmarks p.t. bedste kvindelige ultraløber Stine Rex.
Drone foroven – og en lille løber forneden. Videooptagelsen fra dronen er i indlægget. 🙂
Jeg har ingen større løb i udsigt, alt er ligesom nulstillet og det føles lidt som om alting er i venteposition. Alligevel løber jeg. Jeg løber næsten hver dag, ikke noget bestemt træning, jeg løber bare præcis det jeg har lyst til. De sidste par uger har jeg forsøgt at finde ud af hvorfor det sådan. Hvorfor bliver jeg stædig ved med at snøre båndende, og tøffe ud i mit gamle stinkende løbetøj.
Jeg kunne ikke helt finde svaret, det var først da jeg så nedenstående dronefilm og så mig selv løbe – at det pludselig kom væltende som skybrud i mit hoved. Jeg ved faktisk godt hvorfor jeg løber… Det er jo lige der på filmen. 😊
Det her kunne være lige så godt være mig, når jeg skal lave hjemme-styrketræning 😛
Jeg skal være helt ærlig og afsløre, at jeg er ved at samle en ret stor bunke corona-tæthed sammen. Jeg er ved at være sååå klar til at komme tilbage til kontoret, og jeg savner sååå vanvittigt meget at have et løb i bogen i nærmeste fremtid. Jeg savner løbevenner, og jeg savner en hverdag hvor jeg ikke behøver overveje for og imod i flere dage, for at tage på besøg hos min forældre i Hirtshals.
En helt igennem uvirkelig stemning har ramt hverdagen, en
stemning af alvor blandet med en kæmpe portion taknemmelighed over at bo i et
land, der i den grad fungerer når uforudsete udfordringer rammer. Jeg sidder
p.t. på mit hjemmekontor og arbejder, og selvom jeg savner mine skønne
kollegaer, så er der helt ok. Jeg forstår tiltaget, og jeg hylder de
kompetencer og det beredskab der fører os gennem den krise der har ramt os.
