Jeg er ikke en løber der normalt er bryster mig med at være helt fremme i skoene hvad angår gadgets. Mit løbeur er 4 år gammelt, og jeg er hverken på Strava eller med i diverse online grupper. Jeg er nok egentlig i virkeligheden lidt af en nærigrøv når det gælder investeringer i nyt løbegear, med mindre altså at jeg støder på noget, jeg bare SÅ MEGET må have fingrene i. Det er sket nu. Jeg har fundet den ultimative gave til løberen der har alt, og jeg er selv fristet til det yderste af fingerneglene for at gafle produktet til mig selv.
I sidste uge landende vores bøger i Aalborg foran min hoveddør,
og inden Stine tog til Silkeborg for at banke alle mændene i rundeløb, nåede hun
at få skrevet hilsner i en hel del bøger. De bøger har jeg efterfølgende løbet
rundt med de sidste tre dage. Det har hele tiden været vores ide, at lave
løbende levering, som i levering i løbesko med alle de bøger vi overhovedet
kan. Og i silende regnvejr har jeg løbet rundt til husstande, banket på vinduer
og døre for at få opmærksomhed, og overleveret vores lille kid af et projekt
til skønne søde mennesker. Sjældent har det givet så meget mening at løbe en
masse kilometer, og sjældent har jeg nydt hver eneste kilometer som jeg gør,
når jeg løber rundt og leverer vores bøger.
Det er lidt vildt at tænke på, at det knap nok er 50 år
siden kvinder var uønsket i maratonløb. Vi skal faktisk kun 48 år tilbage til
året 1972, hvor kvinder officielt fik lov til at stille op med startnummer, og
blev registreret som gennemført med en officiel tid. For blot 50 år siden var
det ikke muligt. Marathon var forbeholdt mænd, og den gængse opfattelse var ubetinget
at det var skadeligt for kvinders helbred, og for deres evne til at reproducere
sig selv, hvis de løb langdistance løb. Kvinder var dengang begrænset til
distancer under 1,5 mil svarende til knap 3 kilometer.
Først vil jeg gerne lige benytte lejligheden til at
værdsætte alle jer der læser med. Jammen så mange søde bemærkning og fantastiske
input og ideer jeg fik, efter mit indlæg i lørdags. Det var en total genstart
af min nedsmeltede hjerne, og så meget god karma, at jeg straks gik tilbage til
restaffald og samlede mine løbesko op igen. 😊.
Mandela sagde engang at alle rejser er vigtigt, og ingen
rejse er umulig. Det syntes jeg rammer fuldstændig plet, og jeg har besluttet
mig for, at min rejse igennem en transformation fra ”hurtigløber” til
eventyr-løber for alvor skulle starte her i weekenden.
Det kribler og krabler i maven, og jeg kan næste ikke rumme
de tanker der drøner forbi pandelappen som var det et Formel 1 løb i en mondæn
fransk by. Det er så tæt på nu. Så tæt på, at jeg må løfte sløret og vise en
flig af det arbejde, som har optaget mig aftener og weekender siden påskeferien
tilbage i april måned. Det startede med at jeg fik et nummer. Nummeret er: 978-87-7237-233-4, og det er
ikke et obskurt startnummer til det mest åndssvage løb i historien. NOPE. Det
er heller ikke en række statistiktal for min meritter gennem tiden. NOPE.
Det har været en lang tørkeperiode for mit vedkommende, så
lang at jeg så småt begyndte at fortælle mig selv, at det var tid til at stoppe
med det pjat. 42,2 kilometer syntes lang væk og fristede ikke på samme måde som
for bare et år siden. Den magiske distance havde mistet magien og jeg famlede
rundt i blinde for at finde ud af hvilken løber jeg så var, hvis ikke
marathonløber. Sjovt hvordan noget man elsker pludselig, kan glide i baggrunden
som en lille bagatel.
Med jævne mellemrum deles vandene på de sociale medier, det sker især når samtaler snor sig rundt om emnet – regler for at løbe de såkaldte cannonball marathons der tæller som officielle – og dermed tæller som et klub 100 marathon. Det er ofte ret ladet kommentarer der ryger frem og tilbage, og som regel er der næsten altid én fra den gamle skole, der blander sig i debatten og høster det sidste ord. Den ”gamle” skole er den officielle Klub 100 marathon Danmark, Klubben der har eksisterer i adskillige år og i skrivende stund har godt 300 klub 100 marathon medlemmer. De regler der oftest diskuteres, er regler som f.eks. hvor mange løbere skal stille til start – og gennemføre, for at det kan kaldes et officielt løb og om der må være forskudt starttid eller ikke. I Klub 100 Marathon Danmark er reglerne nedfældet, og står mejslet i runesten indtil foreningen vælger at tage dem op til genforhandling blandt klubbens medlemmer.
Man kan da kun blive glad i låget når man løber her… (Billede lånt af Pia Høgh)
I mandags var jeg på besøg hos min Kiropraktor Michael
Feiner. Normalt går jeg hver 3. måned for at vedligeholde kroppen, og undgå
diverse hold i nakken samt muskler der sætter sig fast. Det er noget jeg indførte
for nogle år siden, og i perioden hvor jeg har besøgt Feiner med 3 måneders
mellemrum, har jeg ikke haft skyggen af hold i nakken. Jeg havde en tid tilbage
i april, men den kære Corona mente noget andet, og endelig efter godt 6 måneder
lykkedes det, at få tid og behandling igen.
Det er ingen hemmelighed at de sidste mange måneder har været ret
udfordrende for mig. Min krop har på én eller anden måde sagt fra, og det som
jeg troede ALDRIG nogensinde ville ske, skete – jeg mistede lysten til løb. Simpelthen.
Jeg havde bare slet ikke det drive jeg normalt finder frem, når snørebåndene snørers,
og det er som om småskaderne er væltet ned over mig i en lang stribe af dumme
uheld. Og sørme om ikke også jeg, for et par uger siden, vågnede op med… ja –
hold i nakken. Det blev dét der afgjorde sagen. Det var for alvor tid til at
besøge min helt egen mister Myagi. (Google Karate Kid hvis du ikke aner hvad
jeg referer til, og slå dig selv for at have misset ungdomsfilm nummer uno
tilbage i 80’erne 😀 😀 )
Jeg anede slet ikke at der fandtes sådan en guldgrube af lækre løberuter….
Jeg blev ramt af en let omgang skinnebensbetændelse for et
par uger siden. Det kom lige pludseligt ud af det blå, og jeg aner ikke om det
skyldtes at jeg afprøvede nye neutrale sko, (jeg løber ellers normalt i
pronations-løbesko) eller om det skyldtes overgangen til sandaler i hverdagen –
noget jeg hvert år skal bruge lidt tid til at omstille mine ben på. Hvad end
det skyldtes, så er det første gang nogensinde jeg har prøvet de sindssyge
smerter der pludselig dukker op foran på skinnebenet under løb. Av ☹
Det har været fuldstændig fantastisk at følge Stine Rex’s rekordforsøg på 48 timers løbet her i weekenden. Hendes vanvittige præstation med hele 384 kilometer, ny dansk, ny nordisk og sørme også ny europæisk rekord i et hug. Stine er ubetinget i verdenseliten hvad gælder ultraløb, og jeg tror bestemt ikke vi har set den sidste rekord fra hendes side endnu.
Jeg har jo haft den udsøgte fornøjelse at arbejde sammen med Stine om vores lille bogprojekt, og udover at hun da er helt fænomenal til at få skabt opmærksomhed, hvilket lover virkelig godt for vores kommende bog, så er Stine også en personlighed man virkelig kan lære meget af. Så her kommer, kære læser – ting du kan lære af Stine Rex’s præstation, uden at du behøver løbe helt så mange kilometer. 😊
