På Facebook findes der en gruppe, der ved første øjekast giver indtryk af et stort løbefællesskab. Men når man dykker ned i de utallige løbsberetninger der postet på siden, bliver det tydeligere, efterhånden som man griner sig igennem indlæggene, at gruppen er identisk med én skør tosset ultraløber ved navn Berit Jessen. Gruppen hedder Berits Løbeskole, og hvis du en dag sidder og føler dig en kende deprimeret og træt af løb, så smut på besøg i en verden af vilde oplevelser, fortællinger og humor af højeste karat.
Mit sidste indlæg rejste en storm af brøl i kommentarsporet på FB (Mest i gruppen ”de nordjyske løbetosser”, men også på bloggens egen FB gruppe). En hel masse skønne løbere kommenterede på min undring, og stort set alle – på nær 2% ca. var enige om, at det var totalt respektløst af løbe på en kirkegård. Jeg forsøgte mig med et par modargumenter så som ”hvad nu hvis der ikke er nogen mennesker i området, må man så” og ”hvis nu det er kæmpe store kirkegårde hvor atmosfæren ikke er så intim, er det så ok”
”HUSK nu at nyde det og være i det undervejs – det første maraton kommer aldrig igen”. Omtrent sådan lød ordene fra den vise, og meget mere erfarne end mig, søster nogle måneder inden mit allerførste maraton. Og jeg skal lige love for, at jeg nød det.
Søndag den 30/9 2018 trippede jeg med lige dele nervøsitet og spænding ind i startboksen til HC Andersen maraton i Odense. Måneders træning skulle endelig forløses i en – forhåbentlig – løbefest af format. Trods en meget struktureret træning, nedtrapningsuge, rigtigt kalorieindtag og generel forberedelse, som var det taget ud af Maratonbogens-ABC, så var jeg alligevel en smule (det er lyv – meget!) nervøs også.
I søndags døde Danmarks spillemand nr. 1, og i min sorg lyttede jeg til de gamle sange mens jeg luntede rundt i Gug midtby. Én af sangene var ”masser af succes”, en sang fra de helt gamle Gasolin tider, og en sang der i den grad minder mig om gymnasiefester og fordoms hjertesorger i Hirtshals City.Sangen fik mig til at tænke på begrebet succes, og om hvorvidt jeg egentlig selv syntes jeg havde succes med de ting jeg nu engang beskæftiger mig med.
Jeg kom hurtigt frem til konklusionen, at det fede ved at være løber og dermed være en del af en sport med uanede muligheder er, at det er ret let at sætte – og syv-ni-tretten, at opnå små succeser som løber. Nogen gange skal man arbejde sygt hårdt, mens andre gange kommer de nærmest bare flyvende som små blomsterfrø i vinden. Og skal jeg være bund ærlig så må jeg altså bare sige følgende… I guder hvor jeg dog syntes, jeg har mange succeser som løber 😀
10 fantastiske dage med familien i hhv Normandiet og Paris har nået sin ende, og jeg sidder atter foran tasterne på min bærbare og lader tanker flyde ud gennem fingrene. Det har været 10 mageløse dage hvor løb for en gang skyld har fyldt uendelig lidt i forhold til min dagligdag, hvor vi i stedet bare har nydt hinandens selskab, og råhygget os gennem både de franske ost, seværdigheder og lækre fiskeretter. Og så alligevel, for turens sidste stop, min yndlings by over dem alle – Paris; åbenbarede en lille hemmelighed jeg ikke tidligere har bemærket. En hemmelighed der fik morgenløbeturene til at stråle. 🙂
Den anden dag stod jeg i gangen hos min søster og svoger, og på én aller anden måde fik jeg nævnt, at jeg da sagtens kunne løbe over og stille deres skraldespand ud til vejen søndag aften, for så fik jeg dagens streak i hus. Lige efter ordet streak havde forladt min mund kiggede svoger med mistro på mig. ”Du sagde streek ikk´?” spurgte han med let væmmelse i stemmen. ”Jooo” svarede jeg og svarede stolt, at det gjorde jeg skam. Svoger rystede på hovedet og himlede med øjnene, som om han nok et eller andet sted dybt inden i, altid havde vidst at hende svigerinden sq da var en sær starut.
Jeg lytter ofte til podcasts om løb, især når jeg cruiser på mine længere weekendture. Her føles det næsten som om man løber sammen med andre løbere der knevrer løs, mens jeg med god samvittighed kan tie stille og bare lytte til konversationen. Og fordi de ikke svarer når jeg forsøger at afbryde, så er jeg vitterlig tvunget til at knytte sylten og bare lytte.
Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.
Én af mine kollegaer nævnte den anden dag, at min tæer i grunden var tæt på de grimmeste tæer hun nogen sinde havde set. I samme åndedrag tilføjede hun det forjættede spørgsmål ”Hvorfor går du i grunden ikke med neglelak så man ikke ser det så tydeligt”? Jeg trak på skuldrene og smuttede som en ål glat videre ned ad gangen. Hvad skulle jeg dog sige… Ja, jeg har sindssyg grimme tæer, og de fleste negle ligner noget fra et H.C. Andersen eventyr (og vel og mærket ikke det gode i eventyrerne),
Jeg er en total sucker for løbebøger, jeg elsker dem. Jeg elsker at bruge mine ferier på at læse om andres meritter og erfaringer med løb, og jeg er som regel dybt motiveret når jeg vender sidste side og klapper bogomslaget i. (Sidste bog jeg læste var af en ultraløber og fluks fortalte min hjerne mig, at det da i grunden var verdens bedste ide at løbe en 100 miles – i Grand Canyon velsagtens. 😀 NOT GONNA HAPPEN… 😀 )
Jeg skrev et indlæg tilbage i september 2016 om min ”bucket list” (se Min bucketlist ). Min liste med marathons og løb jeg virkelig gerne vil løbe, hvis lejligheden en dag byder sig. Stockholm Marathon var præcist sådan et løb. Et løb der lå dernede i spanden og kaldte på opmærksomhed. Og da jeg en kold aften i Ålleren mødte de to virkelig dejlige – og sindssyg berejste mennesker Gert og Heidi, til David Bowie Experience forestillingen, hoppede sedlen i spanden op og ned. Den aften fortalte de to skønne mennesker, at de endnu engang (Gert har løbet Stockholm hele 15 gange – 15 GANGE 🙂 ) skulle til den svenske hovedstad og løbe marathon, og jeg blev så inspireret, at jeg halede lappen op af spanden i det øjeblik jeg ramte matriklen efter koncerten.