Jeg er en total sucker for løbebøger, jeg elsker dem. Jeg elsker at bruge mine ferier på at læse om andres meritter og erfaringer med løb, og jeg er som regel dybt motiveret når jeg vender sidste side og klapper bogomslaget i. (Sidste bog jeg læste var af en ultraløber og fluks fortalte min hjerne mig, at det da i grunden var verdens bedste ide at løbe en 100 miles – i Grand Canyon velsagtens. 😀 NOT GONNA HAPPEN… 😀 )
Jeg skrev et indlæg tilbage i september 2016 om min ”bucket list” (se Min bucketlist ). Min liste med marathons og løb jeg virkelig gerne vil løbe, hvis lejligheden en dag byder sig. Stockholm Marathon var præcist sådan et løb. Et løb der lå dernede i spanden og kaldte på opmærksomhed. Og da jeg en kold aften i Ålleren mødte de to virkelig dejlige – og sindssyg berejste mennesker Gert og Heidi, til David Bowie Experience forestillingen, hoppede sedlen i spanden op og ned. Den aften fortalte de to skønne mennesker, at de endnu engang (Gert har løbet Stockholm hele 15 gange – 15 GANGE 🙂 ) skulle til den svenske hovedstad og løbe marathon, og jeg blev så inspireret, at jeg halede lappen op af spanden i det øjeblik jeg ramte matriklen efter koncerten.
Jeg har de sidste par uger tænkt ihærdigt over, hvorvidt det var på tide at slutte min lille nebengesjæft med skriblerier. At lukke og slutte lyset, læne mig tilbage og tilbringe mine dage med at savle over Thomas´ https://9000running.dk/ evner som formidler, og heppe på nye bloggere som http://lobetosset.dk/ og http://runningflowerpower.dk/ Jeg blev i tvivl om hvorvidt jeg havde mere på hjertet, vel og mærke omkring min passion for løb, og om det nu i grunden er nok til at holde en læserskare til ilden. Og mest af alt tabte jeg modet efter den storm af PRs og fantastiske præstationer, der som en anden tsunami ramte Instagram sådan cirka omkring de første storbymarathons løb af stablen i foråret.
Jeg er flere gange her i den spæde start på 2018 stødt ind i grupper af løbere på mine daglige løbeture rundt i forstaden Gug city. Hver gang har jeg passeret dem med et Hej –heeej, og altid fået hej tilbage. Det viste sig, efter et lille stykke detektivarbejde, at løbeholdet var en flok kollegaer fra Tetra Pak, fabrikken i Gug der laver maskiner til fødevareindustrien. En flok guidet af Kim Hansen Pelo som jeg kender fra det nordjyske løbetosse-miljø. Og da jeg i de her dage selv er plaget af skader og ikke kan løbe, indbød jeg mig selv til at komme forbi og høre lidt om hvad pokker de havde gang i, derover på Tetra Pak.
Jeg holder Runners world og modtager hver måned et blad, spækket med mere eller mindre fantastiske artikler, i postkassen. Noget der gentager sig gang på gang i bladet, er artikler om alderen. Artikler om hvordan vi stille og roligt – og sikkert som amen i kirken, bliver langsommere og langsommere – og ikke mindst restituerer værre og værre, efterhånden som årerne sætter sine i spor rundt omkring på kroppen.
Jeg skal være helt ærlig og indrømme at jeg ikke længere er nogen vårhare. Jeg har alderens spor hæftet på kroppen, og ord som rynker, appelsinhud og ligtorne sniger sig ind i mit ordforråd præcis som lakridserne over dem alle – færdselsbetjente, fredag efter fredag sniger sig ned i min oversize pose med bland selv wonders.
Kalenderen siger forår.. FORÅR.. altså som i tid til halvlange tights og langærmede bluser i stedet for de 7 kg. tunge vintertights, vinterjakker, merinould-trøjer, handsker, huer, sokker – og jeg skal komme efter dig. Men det sibiriske bæst, der har lagt sin klamme hånd over vores lille land, har åbenbart en anden forståelse af ordet Forår. Forår betyder åbenbart på flydende sibirisk kulde, sne og frostgrader døgnet rundt. (smiley med frost i ansigtet) 😀
Torsdag aften forskansede jeg mig, sammen med min bedre halvdel i vores sommerhus i Rødhus. Med os havde vi tasker fyldt med løbetøj, arbejdspc og masser af bøger og slik. Best kombi ever. 😀 Jeg er 4 uger henne i skades-periode og stadig på nedsat løbetid, og efter et par dage hvor løb gik helt i hegnet, var det en lettere frustreret Johansen der landede i sommerhuset.
For et par år siden fik vi en kattekilling i huset, den kom til hus efter et marathonløb hvor Peter Simonsen – verdens bedste løbsarrangør, fortalte han have en kat i overskud, og da vi manglede lidt opmuntring til ungerne, ja, så blev vi sådan uden videre katteejere efter et marathonløb. Kom ikke og sig der ikke opstår muligheder når man løber marathon. 🙂
Nå men den søde lille kat gik hurtigt på opdagelse i kvarteret, og én dag kom den hjem og stank forfærdeligt af et andet dyrs efterladenskaber (måske var det endda dens eget). Der var kun én ting at gøre, den lille kat måtte en tur i badekarret. Og jeg tror ikke jeg behøver sætte mange ord på det billede der viser sig, når man forsøger at dyppe en lille kat ned i et kar fyldt med vand. Man kan vel nærmeste sige det med et ord – Den stritter ud til alle siderne. 😀
Præcis sådan har jeg det med Fitness centre. Jeg hader dem. Alt stritter på mig når jeg nærmer mig døren, og de tusind undskyldningers passatvind blæser ind over mig. Jeg kan ikke fitness centre. Jeg er ikke en fitness-girl.
Jeg fik lige smidt et par linjer ind i indlægget her om mit mål med at løbe 2018 miles (3248 km) i indeværende år. Hvis man klarer målet får man en oversej medalje – det er, som den kække læser af bloggen ved, præcist det jeg går efter. Seje medaljer. Og hvad kunne være mere sejt end en samling af årstal medaljer hængende hjemme på væggen i forstadsvillaen. 😀
Jeg har en tatovering på bagsiden af højre håndled, det er en tatovering jeg fik lavet sammen med en veninde for en hel del år siden. Det forestiller, ja når man lige ser den vil man nok sige ”startknappen på Playstation” (Citat Rasmus 12 år), men ideen er, at når man lægger de to cirkler sammen, bliver det til en helhed.
Da jeg for en række år siden overvejede om klub100 marathon var et reelt mål, tegnede jeg en udvidelse til min tatovering, så cirklen blev en integreret del af 100 marathon teksten. (Det der billedet øverst) På den måde kunne jeg altid kigge ned på håndleddet og blive mindet om den store præstation jeg havde opnået.