Endnu engang må jeg blot, med respekt i stemmen anerkende det arbejde hr. Coast2Coast Rico Eiersted ligger for dagen, når han afholder løb. Der er styr på alt, eller i hvert fald næsten alt, for det blæsevejr der dukkede op ganske bestemt pga. én fødselar på dagen, kunne han trods alt ikke forhindre. Og den kæmpe store julemand der normalt pryder mållinjen til juleløb, måtte forblive flad som en pandekage.
Vinder af adventskonkurrencen er fundet. Min bedre halvdel trak en vinder af marathon kogebogen søndag aften, og vinderen blev Pia H. Andersen. Tillykke Pia – Et stk. super inspirerende kogebog på vej med Heidi-express 😀
Og med det vil jeg skynde mig at bjælde et højt og inderligt – Tusind tusind tak til alle jer der har skrevet. Det er jo et helt lille løbeglæde-leksikon der er dukket op på hhv. FB siden og på bloggen. Jeg ved da lige præcis hvor jeg skal vende kikkerten hen, næste gang det kniber med løbeglæden. Hold nu op nogle gode pointer der kom frem, og hvor er det fedt I gider dele jeres passion for løb med mig.
Jeg løber altid i weekenderne og helst et par længere ture hvis tiden er til det. Jeg elsker at stå op lidt tidligt søndag morgen, putte de blå basser på fudserne og dappe afsted. Sådan har det været i rigtig lang tid, ja jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en weekend uden løb af én eller anden form.
I går besluttede jeg mig for at løbe ned i løbeklubben Amok og løbe søndagstur med klubben. Egentlig en ret spontan beslutning, funderet i en tanke om, at det nok ville være en god ide med en langsom tur. Efter jeg stoppede med mit løbeprogram i sommers, er mine langsomme ture blevet ”hurtigere” og “hurtigere”.
I denne uge er der på TV2 fokus på Knæk Cancer og det hele kulminerer i aften til det store knæk Cancer indsamlingsshow. Alt sammen i håb om at samle ind til cancerforskning og drømmen om en fremtidig kur for en sygdom, der i dag desværre sætter sine spor stort set i samtlige familier i det ganske land.
Det er ubetinget en møg sygdom, og jeg vidste allerede for et par uger siden, at jeg ville støtte ved at løbe marathon til Knæk Cancerløbet i Aabybro. Jeg har selv haft flere familiemedlemmer der har måtte opgive kampen mod kræften, og jeg syntes et eller andet sted, det må være på tide at få bugt med det skrammel og smidt en effektiv behandling ind i arenaen. Hvis min løbesko kan hjælpe en lille bitte smule med det, så løber mine løbesko 🙂
Først og fremmet vil jeg sige et kæmpe stort tak til alle jer, der gad give mig moralsk opbakning i forhold til mit dilemma med at løbe rundt og ikke have et decideret mål. Hold op hvor blev jeg glad og taknemmelig for alle de dejlige ord, for de opmuntrende kommentarer og for skulderklap. Uden tvivl – jeg har jordens dejligste læsere, og hvis jeg kunne ville jeg kramme hver og én. (I må nøjes med et stort virtuelt kram. :D)
Min uge har været fuldstændig fantastisk løbemæssigt, efter jeg fik lettet mit hjerte, og da vi samtidig benyttede en børnefri uge til at rykke vores habengut til Rødhus, og dyrke lidt tosomhed i ly af hede og skov, var min lykke forsejlet. Fredag tog vi løbeskoene på og løb rundt i den smukkeste efterårsklædte skov jeg længe har set. Det var et farveorgie i orange og guld. Jeg var godt løbende og følte mig i det hele taget flyvende i løbeskoene.
Jeg har en tilståelse, én af dem der på lang afstand kunne se ud som en banebrydende ting for mine skribleriers fremtidig overlevelse… Here goes… Jeg har ikke noget decideret mål med mit løb. “UUUUHHHHHHH” – siger du nok, og lader pegefingeren søge hen over musen for at komme væk i en fart. Og jeg forstå det egentlig godt. Hvem pokker gider læse om én der ikke har et mål med løb, og er det ikke netop derfor man følger med i en bloggers liv; for at se andre sætte mål og kæmpe for at nå dem med de op- og nedture der følger.
Jeg stod i går og bryggede en kop mokka på nespresso´en og kiggede fornøjet ned på en mand der gik tur med vovse. Jeg var på arbejdet og sad på stolen med udsigt lige ud til Limfjordens vande. Vovse havde en fest. Den dansede rundt i vandet, nogen gange stoppede den op og snusede, nogen gange hoppede den frejdigt afsted, og indimellem åbnede den munden mens den svømmede hundesvømning så godt den have lært – alt sammen med en hale logrende i pendulfart.
Præcis sådan havde jeg det, den anden dag jeg løb i skoven. Friheden, legen og variationen – nogen gange luntede jeg, nogen gange spurtede jeg opad eller fløj ned ad en bakke, nogen gange lavede jeg piruetter (ok der oversolgte jeg den vist) og hvis jeg havde hale ville den have logret præcis som hundens; jeg nøjes dog med min fletning der fløj rundt i luften mens jeg hvinede af fryd.
Mine løbeture har det med at have et element af fare hver eneste gang, jeg putter min sure løbefutter på fudserne og begiver mig ud i den vilde danske natur. Nogen gange bliver jeg angrebet af dræbersnegle, det sker faktisk ret ofte at en slimet klat hægter sig fast i kanten af min løbesko, og svinger sig op på min lægbasse i et bagholdsangreb værdig den mest hårdkogte forbryder. Et sådan bagholdsangreb resulterer altid i skrig og skrål fra min side; jeg hader – altså HADER de banditter. Andre gange er det mobilafhængige cyklister der udfordrer mine evner i disciplinen: spring for livet. Jeg er efterhånden blevet ret god til at spotte hvornår faren lurer; jeg sætter scenen – En ung cyklist med viltert hår nærmere sig forfra. Cyklisten har øjnene klistrer til mobilos som holdes i højre hånd, mens venstre hånd, efter bedste beskub, forsøger at agere både øjne på vejen og styringspind. Når man ser sådan en, er det med at råbe op i tide, og belært af bitter erfaring, på forhånd hoppe ud i rabatten. Det stakkels unge mennesker får et chok når man råber, hvilket oftest resulterer i et sving med cyklen, som svingarmen i Tivoli.
3 ugers sommerferie er fløjet afsted som var det en raket affyret fra en rampe ved Cape Canaveral i Floria. 3 fuldstændig fantastiske uger har lært mig noget helt nyt om det, at være løber. Og jeg som troede jeg vidste det meste, sagde den gammelkloge hund. 🙂
Fælles for de 3 forgangne uger er, at jeg har ladet træningsprogrammer, gode råd til tempo træning, dårlig løbesamvittighed og ”jeg burde også” holde ferie sammen med min computertaske. Denne sommerferie skulle bruges på at have det godt – og lave præcist det krop og sjæl havde lyst til hvad angik løb. Og med det som udgangspunkt løb jeg, når jeg havde lyst, hvor jeg havde lyst og præcist som jeg havde lyst til.
For lidt over 3 år siden blev vi sommerhusejere til det dejligste lille sommerhus ved Vestkysten. Et skønt lille hus gemt væk på heden omgivet af klitter og skov. Det er vores frirum og vores legeplads. Og hver eneste sommer siden da, har jeg siddet med en kop kaffe på terrassen og dagdrømt om at løbe derud en dag. At stå op en morgen, knytte snørebåndene og smide hr. Camelbak på skuldrene, og bare begive mig afsted. Jeg har forestillet mig hvordan jeg kommer løbende langs landevejene derud, hvordan bilisterne tænker ”hold da op en sej og elegant løber” når de drøner forbi i bilerne, og hvor let og ubesværet jeg ville løbe med musik i ørerne og smil på læberne. Og for hvert år blev turen mere og mere glamourøs.