Jeg lytter ofte til podcasts om løb, især når jeg cruiser på mine længere weekendture. Her føles det næsten som om man løber sammen med andre løbere der knevrer løs, mens jeg med god samvittighed kan tie stille og bare lytte til konversationen. Og fordi de ikke svarer når jeg forsøger at afbryde, så er jeg vitterlig tvunget til at knytte sylten og bare lytte.
Jeg kan huske et afsnit fra én af mine favoritter hvor ham der laver podcasten, fortæller om det her løb han deltog i sammen med en god ven. For at komme til startområdet skulle de to kække løbere med bus, og mens de sad der i bussen nervøse og spændte på hvad ventede forude, var der en dame der kiggede over på min podcast-gut og sagde ”Det er da dig der har podcastén – er det ikk’?” Podcast-gutten svarede jo, og i næste afsnit fortalte han begejstret om følelsen af at blive genkendt på baggrund af noget, man laver fordi man syntes det er sygt sjovt. Følelsen af, bare for en ganske kort stund, at føle sig en lille bitte smule berømt. At blive genkendt på gaden som en anden filmstjerne var for ham, en følelse af boblende glæde med et lille drys stolthed.
