Kalenderen siger forår.. FORÅR.. altså som i tid til halvlange tights og langærmede bluser i stedet for de 7 kg. tunge vintertights, vinterjakker, merinould-trøjer, handsker, huer, sokker – og jeg skal komme efter dig. Men det sibiriske bæst, der har lagt sin klamme hånd over vores lille land, har åbenbart en anden forståelse af ordet Forår. Forår betyder åbenbart på flydende sibirisk kulde, sne og frostgrader døgnet rundt. (smiley med frost i ansigtet) 😀
Torsdag aften forskansede jeg mig, sammen med min bedre halvdel i vores sommerhus i Rødhus. Med os havde vi tasker fyldt med løbetøj, arbejdspc og masser af bøger og slik. Best kombi ever. 😀 Jeg er 4 uger henne i skades-periode og stadig på nedsat løbetid, og efter et par dage hvor løb gik helt i hegnet, var det en lettere frustreret Johansen der landede i sommerhuset.
For et par år siden fik vi en kattekilling i huset, den kom til hus efter et marathonløb hvor Peter Simonsen – verdens bedste løbsarrangør, fortalte han have en kat i overskud, og da vi manglede lidt opmuntring til ungerne, ja, så blev vi sådan uden videre katteejere efter et marathonløb. Kom ikke og sig der ikke opstår muligheder når man løber marathon. 🙂
Nå men den søde lille kat gik hurtigt på opdagelse i kvarteret, og én dag kom den hjem og stank forfærdeligt af et andet dyrs efterladenskaber (måske var det endda dens eget). Der var kun én ting at gøre, den lille kat måtte en tur i badekarret. Og jeg tror ikke jeg behøver sætte mange ord på det billede der viser sig, når man forsøger at dyppe en lille kat ned i et kar fyldt med vand. Man kan vel nærmeste sige det med et ord – Den stritter ud til alle siderne. 😀
Præcis sådan har jeg det med Fitness centre. Jeg hader dem. Alt stritter på mig når jeg nærmer mig døren, og de tusind undskyldningers passatvind blæser ind over mig. Jeg kan ikke fitness centre. Jeg er ikke en fitness-girl.
Jeg fik lige smidt et par linjer ind i indlægget her om mit mål med at løbe 2018 miles (3248 km) i indeværende år. Hvis man klarer målet får man en oversej medalje – det er, som den kække læser af bloggen ved, præcist det jeg går efter. Seje medaljer. Og hvad kunne være mere sejt end en samling af årstal medaljer hængende hjemme på væggen i forstadsvillaen. 😀
Jeg har en tatovering på bagsiden af højre håndled, det er en tatovering jeg fik lavet sammen med en veninde for en hel del år siden. Det forestiller, ja når man lige ser den vil man nok sige ”startknappen på Playstation” (Citat Rasmus 12 år), men ideen er, at når man lægger de to cirkler sammen, bliver det til en helhed.
Da jeg for en række år siden overvejede om klub100 marathon var et reelt mål, tegnede jeg en udvidelse til min tatovering, så cirklen blev en integreret del af 100 marathon teksten. (Det der billedet øverst) På den måde kunne jeg altid kigge ned på håndleddet og blive mindet om den store præstation jeg havde opnået.
Hvor latterligt det end lyder, så er én af de væsentligste grunde til jeg løber konkurrencer medaljerne. Jeg elsker medaljer lige så højt som min søsters mindste-mand elsker hans sut. De er mine vidnesbyrd på drabelige kampe jeg har udkæmpet mod mig selv. De er vidnesbyrd på både op- og nedture der følger med titlen løber. Og det absolut fedeste ved medaljerne er det faktum, at selv om jeg kiksede til et løb og ikke indfriede det mål jeg kom efter, så er medaljen stadig en pris jeg fik for mit mod til at stille op – og gennemføre løbet. Nøj hvor jeg dog elsker de krapyler.
Det var en mørk og stormfuld lillejuleaften, vinden føg og Johansen manglede stadig at købe et par julegaver. Johansen havde været ude i kaosset i torsdags, og orkede simpelt hen ikke endnu en omgang kø-kørsel og p-plads jagt, noget der bestemt ikke gjorde julehumøret blændende. Så i al hendes visdom tog Johansen løbeskoene på, og besluttede at tiden var kommet til at løbe ud og handle julegaver – Runshopping.
Endnu engang må jeg blot, med respekt i stemmen anerkende det arbejde hr. Coast2Coast Rico Eiersted ligger for dagen, når han afholder løb. Der er styr på alt, eller i hvert fald næsten alt, for det blæsevejr der dukkede op ganske bestemt pga. én fødselar på dagen, kunne han trods alt ikke forhindre. Og den kæmpe store julemand der normalt pryder mållinjen til juleløb, måtte forblive flad som en pandekage.
Vinder af adventskonkurrencen er fundet. Min bedre halvdel trak en vinder af marathon kogebogen søndag aften, og vinderen blev Pia H. Andersen. Tillykke Pia – Et stk. super inspirerende kogebog på vej med Heidi-express 😀
Og med det vil jeg skynde mig at bjælde et højt og inderligt – Tusind tusind tak til alle jer der har skrevet. Det er jo et helt lille løbeglæde-leksikon der er dukket op på hhv. FB siden og på bloggen. Jeg ved da lige præcis hvor jeg skal vende kikkerten hen, næste gang det kniber med løbeglæden. Hold nu op nogle gode pointer der kom frem, og hvor er det fedt I gider dele jeres passion for løb med mig.
Jeg løber altid i weekenderne og helst et par længere ture hvis tiden er til det. Jeg elsker at stå op lidt tidligt søndag morgen, putte de blå basser på fudserne og dappe afsted. Sådan har det været i rigtig lang tid, ja jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst har haft en weekend uden løb af én eller anden form.
I går besluttede jeg mig for at løbe ned i løbeklubben Amok og løbe søndagstur med klubben. Egentlig en ret spontan beslutning, funderet i en tanke om, at det nok ville være en god ide med en langsom tur. Efter jeg stoppede med mit løbeprogram i sommers, er mine langsomme ture blevet ”hurtigere” og “hurtigere”.