Det er ikke mange mennesker jeg helt ublu kalder for en klovn, men lige præcis Aage Øster går nærmest kun under navnet Aage Klovn. Og bag navnet gemmer der sig den mest fantastiske person med pædagogiske evner der overgår alt, og et hjerte blødt som smør. Aage Øster aka Aage Klovn løber alle hans løb iført klovnedragt, paryk og ansigtsmaling. Han har gjort det siden 2008 og han løber for den gode sag. Aage løber som klovn, og samler ind til Danmarks Hospital-klovne imens han løber.
Et opslag på en facebook-side er årsagen til, at Anders Egeberg Olesen pt. ikke sover helt så godt om natten. Tankerne kører rundt i hovedet, tanker som ”Er der nu styr på sikkerheden”, ”Vil løberne løbe forkert på ruten” og ”Møder alle de frivillige nu også op som aftalt”
Anders Egeberg Olesen er manden bag det nye skud på stammen af løb i Aalborg, Gug-løbet som løber af stablen søndag den 18. august. Et løb med distancer på hhv. 5 km, 10 km og halvmarathon, og selvfølgelig et 2 km børneløb til alle de små poder. Det er første gang Anders arrangerer et motionsløb, og jeg lokkede ham derfor med på tur ud på den ret kuperede halvmarathon rute i går aftes, til en snak om udfordringen bag at arrangere et motionsløb
Jeg elsker at nogle mennesker er så overjordisk seje, at man bare må vippe på halv-hatten, bøje hovedet og anerkende det unikum af et menneske, der udfolder sig for øjnene af verden. Jeg elsker at se og følge med, når mine helte forsøger at erobre nye territorier, og jeg sluger samtlige dokumenterer om deres meritter, personlighederne bag heltekostumet, og deres hverdagsliv uden for rampelyset. Det er i den grad noget der sætter kolorit på min egen mere jordnære løbekarriere 😀
De af jer der følger med på min Instagram (@hejohansenrunning) vil vide, at den sidste uges billeder har set en kende mere eksotiske ud, end det er normalen for mine IG billeder. Jeg har været en tur sydpå med min dejlige familie, og har tilbragt en lækker uge på Sardinien i blændende solskinsvejr og varmegrader tenderende til ”lige i overkanten” :D.
Som jeg skrev i forrige indlæg, er bedre halvdel ikke i stand til at løbe. Jeg vidste derfor på forhånd, at al løb ville foregå alene på ukendte ruter, og jeg havde rustet mig med min kære gule ven – min overfaldsalarm til løbere, (min runangel) og tog udfordringen op. Hver eneste morgen på hele ferien begav jeg mig ud på tur, og udover en enkelt kæmpe fadæse fra min egen side, forløb samtlige løbeture uden de mindste antydninger af problemer. 😀
I weekenden tikkede en besked ind på min telefon via IG. Det var ubetinget den sødeste besked jeg længe har fået, og hold nu op jeg blev glad da jeg læste beskeden. 😀 Det var så fint, og faktisk også lidt rørende, og et ganske kort sekund følte jeg mig som et virkelig godt menneske. – Det varede lige indtil katten (som jeg ikke helt kan forlige mig med) tikkede om mad (igen igen igen) ved at gnide sig op af min læg, og jeg med et blødt vristspark sendte den lille djævel på kurretur hen over gulvet. NOTE – DER SKETE IKKE NOGET MED KATTEN 😀
Beskeden var fra en af de helt seje løbere Jakob, der skrev følgende til mig:
Nogle af de bedste ferieminder jeg har sammen med bedre halvdel er kendetegnet ved én væsentlig ting, nemlig at vi havde løbesko på fudserne. Det er en ufravigelig ting, at vi altid pakker løbesko – og løbetøj i kufferten når vi rejser, hvad enten vi rejser alene eller sammen med ungerne.
At løbe på ferien er for mig 100% lig med oplevelser. Jeg elsker følelsen af at udforske nye territorier løbene, og løbeskoene bringer os altid ud i områder, vi aldrig ville have oplevet, hvis ikke det var fordi vi cruisede rundt efter forgodtbefindende. Når det gælder ferieløb er der aldrig, for mig, noget tempo der skal holdes, vi stævner som regel ud uden at have en reel rute i hovedet, og jeg elsker bare at lade mig selv flyde med, og se hvad der sker undervejs. Sidste år i Paris udnyttede vi ligefrem morgenløbeturen til at se ting, som ungerne absolut ikke gad bruge deres kostbare tid på. Det var ren win-win og blev senere til det jeg kalder for run-seeing. (Sightseeing i løbesko :D). Jeg har tidligere skrevet om nogle at vores ferieoplevelser i løbesko her på domænet, blandt andet om dengang vi løb fordi et lig i Miami (læs eventuel her http://thegreatnessofrunning.dk/en-morgenloeber-er-foedt-og-et-moede-med-et-lig/ )
Jeg erkender blankt, min hjerne er en doven skid ud over alle grænser. Den vil gøre alt for at narre mig til at slappe af, til at blive i komfortzonen, og til at krybe under hvor gærdet er lavest. Min hjerne finder notorisk på alverdens undskyldninger for at slippe for hårdt arbejde og – for at få mig til at indtage bland selv slik i vanvittige mængder i tide og utide. De to ting er helt klart min dovne hjernes 1. prioriteter.
At min dovne hjerne måske ligefrem er med til at forsinke min heling i skaden, havde jeg alligevel ikke skænket en tanke.
Man kan sige meget om de sociale medier, oftest med et negativt pålydende som eksempelvis, at man kun ser et udstillingsvindue af folks liv, og ikke det reelle menneske bag profilen. Jeg tager selv for det meste de sociale medier med et gram salt, og bruger dem egentlig mest til at blive inspireret til nye løb, og nye udfordringer. Og indimellem blive fristet til at købe noget nyt lækkert løbetøj 😀 – jeg er trods alt kun et menneske. Alligevel sad jeg her til morgen og tudbrølede over et opslag på Instagram. Jeg sad pludselig, ud af det blå, og græd over et fremmede menneskes skæbne.
I går var det den officielle ”Global Running Day”, en dag der egentlig ikke gør megen væsen af sig her i vores lille dronningerige. Det er egentlig lidt synd syntes jeg, for jeg elsker ideen om at fejre den sport, der for alvor har stjålet mit lille hjerte. I min optik burde vi alle smide alt hvad vi har i hænderne hvert år den 5/6, kysse fædrene og ønske dem tillykke med Fars dag (hvis du selv er far, så bed om et stort kys), og suse ud på veje og stier, alene eller i selskab med andre ligesindede. ”Global Running Day” bør så absolut fejres med manér og gerne et lille juhuuee-råb.
I går var jeg endnu engang draget afsted til en omgang styrketræning hos fys, og tro det eller lad være, jeg er dælme begyndt at kunne lide disciplinen ”tilføj nogle vægte, maskiner og gentagelser, og få ondt steder du ikke anede man kunne få ondt”. Jeg er begyndt at elske at bruge min krop på en anden måde end blot løbets monotone bevægelse, og har det næsten som om, at jeg får lov til at lege en time i gymnastiksalen, når jeg træder ind over dørtrinet. Den havde jeg så absolut ikke set komme. 😛
