Som jeg skrev i sidste indlæg, så er jeg skadet og dermed også i fuld gang med at bygge noget styrke tilbage i min slappe vingummi-orm af en hasemuskel. Jeg har efterhånden en vis erfaring med baglårs skader og følger et ret bestemt mønster der hedder let udstrækning, styrketræning og massage. Samtidig sørger jeg for at lave andre aktiviteter der hjælpe mig med at holde på min aerobe fitness heriblandt cykling og crosstraining (og holde Godzilla lidt på afstand). Ligegyldigt hvad jeg laver, så må det ikke gøre ondt, og jeg holder mig striks på en 3-4 på en skala over ømhed fra 1-10. (Det er en god måde at holde sig selv i skindet – hele tiden at vurdere hvor man ligger på skalaen og om det er for meget det man har gang i.)
Jeg er i kulkælderen, helt dernede hvor selv rotterne ikke gider være. Jeg kan ikke løbe. Ikke engang 200 meter. 🙁 For fire dage siden tog jeg mine sko på, min puls var lav, min krop gad virkelig godt ud på tur – og jeg tænkte ”Det kan vel ikke skade med en lille bitte luntetur”. Og skade var præcis det rette ord. For jo, det kunne så åbenbart skade. Jeg nåede lige præcis 4 km ud i verden med et kæmpe smil i fjæset og smålallende, da mit venstre baglår besluttede sig for at bryde ud i en lille fiber-sang, altså den om fibersprængning og no more running at all. WHAAAATTTT. Hvad sker der lige for det? Så så man ellers lige mig vralte tilbage, smide skoene i arrigskab og kaste min løbetrøje i den første og bedste skraldespand.
Jeg er typen der ikke helt hører efter hvad min krop fortæller mig, jeg lader konsekvent som om jeg ikke forstår hvad den forsøger at fortælle min hjerne, som om den taler swahili hvilket jeg absolut ikke forstår et kvæk af. Det er egentlig for det meste gået ok, i hvert fald lige indtil denne weekend. For det meste når reptilhjernen at opfange et eller andet i det volapyk der kommer; og som regel overlister den mine kontrollerede tanker og lokker mig til at handle på det kroppen forsøger at fortælle i tide.
I torsdags var dagen hvor jeg rystende som espeløv stod klar til en ny omgang laktattest. Egentlig er testen indlagt i min træning som en pegepind for Ragnar til at se om jeg responderer på den træning han udstikker, og om det går den rigtige vej – altså en slags træningskontrol. Men typisk mig, min hjerne hører ordet test – og tænker; ”jeg skal være god”, ”jeg skal levere” hvilket ender med jeg står som en nervøs fuldblodshingst inden første kåring.
I starten af maj måned begyndte jeg mit nye træningsprogram udarbejdet af Ragnar fra OptimizaR i Hjørring. Programmet blev udarbejdet efter en løbetest der viste potentiale i at oppe min udholdenhed og tune min benzinmotor om til en lækker dieselmotor med en snert af hybrid. 🙂
Jeg kan lige så godt starte ud med den store nyhed – jeg er i dag, nærmere bestemt her til eftermiddag blevet imaginær olympisk mester i intervaltræning. Intet mindre. 🙂 – og p.t. sidder jeg blot og afventer et kæmpe sponsortilbud fra én af de helt store, jeg holder linjerne åbne og tænker at spille en lille smule kostbar når Nike ringer som de første. 🙂
Jeg var, i torsdags, på besøg i Hjørring hos Optimizar v. Ragnar og evaluere mine første 4 uger som ydmyg udførende af Ragnars træningsprogram, og skulle, nu hvor jeg var der, også have lavet en såkaldt laktattest hvor man måler atleters tærskel for dannelse af mælkesyre.
Evalueringen gik super, Ragnar fangede mine små-frustrationer omkring søndagsturene som foregår i et tempo der, for mig, nærmer sig skildpaddens race mod haren. Og med en kort klar forklaring, står det nu lysende klart for mig; at jeg er i en opbyggende fase hvor vi øger træningsmængden betydeligt og at søndagsturen vil begynde at give rigtig god mening, når jeg ryger op i nye ukendte træningsmængder. Ja jeg vil ligefrem komme til at elske mine laaaaaangsomme søndagsture.
Jeg elsker tegningen herover, det er for mig en evig reminder til at huske indimellem at hoppe ud af komfortzonen og prøve nye ting, gøre ting anderledes eller bare udfordre mig selv hvad enten det er som mor, som kæreste, som medarbejder eller som løber.
Som løber har jeg været lidt stivnakket i min tro på hvad der flytter én ud af zonen, og har primært tænkt det som løb længere, løb hurtigere eller løb distancer som ikke er favoritdistancer (som den hadefulde 10 km – uhhh, hvor jeg dog syntes det er en forfærdelig distance). Jeg har aldrig før tænkt, at der kunne være helt andre kneb der kan bruges, det være sig indtil jeg fik lavet løbetesten og blev sat under skarp administration af Ragnar fra Optimizar.
Som de fleste nok havde regnet med, så overlevede jeg løbetesten – men lad mig allerede nu afsløre; det var ikke med det resultat jeg havde forventet.
Jeg løber ca. 3 marathons pr. måned og omkring 350 km/mdr og syntes egentlig jeg løber ret ok. Jeg tager 2 gels undervejs i marathonløb og drikker kun vand, aldrig energi eller cola. Og jeg har en evne til at sætte min motor på cruise control og bare jogge afsted marathon efter marathon. Så min forventning til en løbetest var klar, testen ville selvfølgelig vise, at jeg besidder en stor lækker rumlig motor, der bare kan køre og køre lige så lang tid jeg ønsker det. (Så længe farten ikke bliver alt for høj.)
Siden jeg kom hjem fra Las Vegas, har jeg funderet over hvorfor pokker jeg pludselig løb så godt derover.
Jeg løb noget af det bedste jeg længe har løbet på trods af manglende søvn, ingen restitution, (løb Mojave dagen før ½ marathon og rundt i Mesa-bydelen dagen før Phoenix) ingen særlig ”carboload” eller madindtag og masser af ømhed i ben efter alt for meget klippeløbssjov i området omkring Vegas.
Inden jeg tog af sted skrev jeg til en god ven, at mit mål var oplevelser og tider var underordnet. Jeg elsker medaljer og glædede mig til at få to nye fede medaljer i min medalje collection – det var rigelig motivation for mig.