Efter aflysning af løbet i Åbybro der skulle være afholdt i lørdags, have Bjarne og Tove i Hals så gavmildt ryddet deres søndag og inviteret desperate løbere og andet godtfolk til rundeløb i Hals i går. Jeg havde tilkendegivet min deltagelse på Facebook – og havde endda gavmildt tilbudt en anden løber et lift til løbet. Der var bare lige den der logistik der følger med, når man har to børn der samtidig lige skal passes, fordi mor udlever sine løbedrømme. Forårskåd som jeg var, fik jeg strikket en løsning sammen, der sikrede at mit afkom var i trygge hyggelige hænder i hver sin ende af landsdelen Nordjylland.

Et eller andet burde nok have sagt mig at det ikke ville gå, at chancen for min planlægning ikke holdt 100 % vand var sådan ca. på størrelse med chancen for at Hobro ikke rykker ned fra Superligaen, eller for dem der ikke følger med i dansk bold, chancen for at jeg griber en golfkølle og lave hole in one. (NEVER GONNA HAPPEN…)

Og ganske rigtigt – lørdag aften ramlede logistikken og jeg måtte dels opgive at få marathon nr. 88 i hus, men hvad værre var, også fortælle min kære medpassager at han ikke kunne regne med at få lift hvilket dermed reducerede hans muligheder for at deltage til lig nul.
ÆV, den var hård for min samvittighed. Han tog det ufatteligt pænt – eller det var i hvert fald den sødeste sms der kom tilbage, mens han måske i virkeligheden bandende mig længere væk end der, hvor Jack Sparrow endte med the Black Pearl.

Så den uge, der skulle være en god træningsuge med masser af km. på bogen, blev i stedet til den uge hvor min krop fik masser af hvile og restitution. Sådan vælger jeg i hvert fald at se det. 🙂

Jeg har være vanvittigt træt på det sidst, måske et lille hint med en kæmpe vognstang om at jeg måske – kun måske – styrer mod en lille bitte overtræning, og måske – kun måske –  har en krop der prøver at råbe med en stor megafon til det lille grødhoved at vi måske lige skulle tage en slapper.

Svært ikke at være totalt glad i låget når man løber ved et brusende hav

Svært ikke at være totalt glad i låget når man løber ved et brusende hav

Så det gjorde jeg – jeg pakkede mit fineste løbetøj, pakkede ungerne under armen og drønede op til det sted i verden jeg har det aller bedst – Vesterhavet, ”hjemme” i Hirtshals og løb en lille tur i blæsten, sandet, solen og mågernes skrig, mens ungerne hyggede med Mormor og bedstefar. Og det der på papiret var en katastrofe, blev i stedet blevet den dejligste skønneste løbesøndag og en tiltrængt restitutionsuge, glade unger og en mor med smil på læberne.

En glad og tilfreds løber

En glad og tilfreds løber

Livet ændrer sig ofte med kort varsel, planer ryger i vasken næsten lige gyldigt hvor bullet-proof planerne er, og egentlig er det jo bare at få ja-brillerne på og få det bedste ud af situationen. Som løber er der næsten altid et eller andet alternativ, – en gåtur, styrketræning, ekstra restitution eller mulighed for at løbe et helt andet sted end planlagt – og hvem ved hvad der dukker op af overraskelser når man må vælge det andet alternativ.

Og så håber jeg ellers bare at jeg bliver tilgivet af min stakkels medpassager, jeg tager i hvert fald to kolde gels fra kassen med som plaster på såret, næste gang vi render ind i hinanden til et løb. Og jeg beder hermed om undskyld til alle der forventede at se mig i Hals i går.

Jeg vil slutte med at sende den største hyldest i verden til den person, der har fået den geniale ide at lægge en pind tværs over åen ved Tornby Strand – og sikre at jeg, i hvert fald i et stykke tid, ikke længere skal løbe tilbage til  Hirtshals med plask våde fødder. 🙂 HURRAA

Ny lille bro over åen og jeg kom, for første gang, hjem tørskoet. :)

Ny lille bro over åen og jeg kom, for første gang, hjem tørskoet. 🙂

Share: