Jeg erkender blankt, min hjerne er en doven skid ud over alle grænser. Den vil gøre alt for at narre mig til at slappe af, til at blive i komfortzonen, og til at krybe under hvor gærdet er lavest. Min hjerne finder notorisk på alverdens undskyldninger for at slippe for hårdt arbejde og – for at få mig til at indtage bland selv slik i vanvittige mængder i tide og utide. De to ting er helt klart min dovne hjernes 1. prioriteter.

At min dovne hjerne måske ligefrem er med til at forsinke min heling i skaden, havde jeg alligevel ikke skænket en tanke.

I går var jeg tilmeldt et lille lokalt halvmarathon i Vodskov nord for Aalborg. Løbet blev afholdt som et aftenløb med start kl. 19:00, og som en velkendt procedure forhandlede jeg hele eftermiddagen med min hjerne om, hvorvidt det var en god ide at stille til start. Min hjerne havde mange argumenter imod a la ”Det regner for vildt, og det tordner. Det kommer det til at gøre hele løbeturen, og så bliver du ramt af et lyn hvis du stiller op – så kom ikke her og sig jeg ikke advarede dig”. Eller ”Du kan ikke nå at spise ordentlig mad inden løbet, og så får du ondt i maven – og du ved jo, hvordan det går når du løber med ondt i maven. Pludselig skal du.. og så skal du febrilsk finde et egnet sted til, at sidde i skrædderstilling med bukserne nede om benene. Det hader du – og nu er du altså advaret”. 

Min hjerne kan være uhyggelig vedholdende. 😀 Som modtræk sendte jeg et par argumenter afsted som ”Jens kommer, det kunne være super hyggeligt at løbe en tur med ham” og ”Hvis jeg løber i aften, behøver jeg ikke løbe i morgen. Så kan jeg holde hele lørdag fri til andre sjov ting – og en lille eftermiddagslur hvis det kunne friste”. Nå ja, og så lige bonustrækket der hed ”Bedre halvdel er til sommerfest, jeg er alligevel alene hjemme. Lad os komme afsted ud og møde nogle mennesker”. Det sidste argument kunne min hjerne ikke står for, er der noget den elsker næsten lige så højt som dovenhed og bland-selv-slik, så er det at være social. 😀

Jeg kom afsted og heldigvis gad Jens, den gode formand i løbeklubben Amok, godt at løbe sammen med mig. Løbet var et rundeløb med 5 runder i Vodskov by – og med en ret styg bakketur for hver eneste omgang. Det øsregnede da vi startede ud, som i pjask øs regnede. Løbeskoene sejlede inden vi var nået halvvejs på første runde, og jeg prustede som en anden gammel krikke. Det kunne bestemt godt mærkes i kroppen, at tempoløb har været et ikke-eksisterende pas i min træning det sidste ½ år.

Min hjerne så straks sit snit til at sende små hints om, hvor utrolig dum en beslutning jeg dog havde taget ved at stille op. ”Så nu ødelægger du alt. Din skade blusser op, og du er i gang med at ødelægge det hele”. ”og se nu dig, du har jo ingen tempo i kroppen. Det tangerer til det pinlige. Stop nu hellere mens legen er god”.  ”Det er godt nok koldt når man er gennemblødt hva´ – mon ikke hellere vi to skulle sige stop og køre hjem i varmen”.

Omtrent sådan lød det i mit hoved de tre første runder. Hjernen var ustoppelig, og dens mission var klar – UDGÅ og kør hjem. Heldigvis havde jeg Jens ved min side hele vejen. Jens var godt løbende på de 3 første runder, og selv om jeg æggede ham til at smutte afsted, så blev han troligt ved min side. ”Det gør ondt at løbe opad” sagde jeg til Jens, der nikkede og returnerede et ”jammen, så sætter vi bare farten lidt ned”. Se det var et argument min hjerne kunne forstå, og mens den tyggede lidt på betydningen af at sætte farten ned, nåede vi for 4. gang toppen og startede nedløbet. Og her skete der pludselig et eller andet i bentøjet. Et eller andet løsnede sig og gav slip. Mit løb blev pludselig let og flydende, og ikke den omgang halvforkrampet løb med fuld fokus på smerteniveau i højre balle, som jeg har løbet de sidste mange måneder.

Det var virkeligt sært. På 5. runde flød jeg let afsted som Seinen gennem min yndlings by over dem alle. Det var så befriende og legende let. Jeg levede fuldstændig op, og nød pludselig turen i en helt anden grad end da jeg startede ud. Solen var kommet frem, varmen lunede og solsortene fløjtede efter os når vi løb forbi. Det var vidunderligt. Jeg havde det i kroppen som om, jeg kunne fortsætte for evigt.

Jens havde en lidt mere hård tur rundt på sidste runde, og da vi nærmede os mål tog vi hinanden i hånden, løftede armene og løb i mål i jubel. Jeg var lykkelig fordi alt føltes godt, smerterne i ballen var nærmest blevet til en lille dump puf, Jens var vist bare lykkelig for at komme i mål. Min hjerne returnerede et skud lykkehormoner og lod mig være i fred.

Da jeg gik i seng i går var hjerne stille. Der var ingen bedrevidenhed, der var ingen advarsler og der var ingen larm. Kun ro. (Ok- det skal så også tilføjes, at jeg belønnede min lille hjerne med et pose bland-selv-slik på vejen hjem fra løbet) Jeg sov som et lille lam i nat, og vågnede på intet tidspunkt med uro i skaden – noget jeg ellers har oplevet tons af gange de sidste mange måneder. Her til morgen var alt stadig godt. Ingen voldsomme jag fra skade, og jeg kan gå fuldstændig normalt. Jeg kan selvfølgelig stadig mærke, at der er noget der brokker sig, når jeg sidder for meget ned. Men sammenlignet med hvad jeg ellers plejer at høste af smerter efter blot 4 min. tempoløb, er det en lille bitte krumme på det store spisebord.

Hvordan pokker hænger det sammen? Hvorfor pokker får jeg djævelsk ondt af at løbe tempoløb (4:30) i 4 min, når jeg i går kunne løbe 21 km. i pace 4:40-agtig. Hvad skete der egentlig på ruten, da jeg pludselig gik fra at have smerter og bekymringer om hvorvidt jeg var i gang med at ødelægge alt, til jeg pludselig løb frit og ubesværet?
Hvorfor er jeg i dag helt ok, i forhold til den smerte jeg har levet med i sååå lang tid. Her er det så bare jeg tænker. Gad vide hvor meget min lille dovne hjerne egentlig overdriver de signaler den modtager fra ballen? Gad vide om krabaten overfortolker bare en kende for meget, fordi den ved at jeg så dropper tempo træning? Har min skiderik af en hjerne virkelig snydt mig de sidste mange måneder, og ladet mig tro alting er meget værre end det reelt er?

I morgen løber jeg en langsom langtur med løbeklubben, og så må vi se om alt er tilbage ved det gamle. Jeg tænker lidt om jeg måske skulle tage bland-selv-slik med på turen, og fodre min lille hjerne undervejs for at holde den beskæftiget. Måske det kan hjælpe mig, til at finde ud af hvor ondt jeg egentlig har, når jeg løber. 😀

Hurra for fantastiske små rundeløb, hurra for gode løbevenner og hurra for det danske flag 😀 😀 😀

To glade spøgelsesjægere 😛

2 Replies to “Den dovne hjerne med skumle hensigter”

  1. Tak for turen 🙂 og den pæne historie. Det var en virkelig fin tur igår.

    4:38 4:40 4:42 4:48 og 4:38 min/km var tempoet i vores 5 omgange så selvom det både gik op og ned osv synes jeg at det superstabile Heidi lokomotiv bare holdte pace fra start til mål. Selvom opfattelsen undervejs var lidt anderledes

    Det må vi prøve an anden gang inden du kommer for godt i form og op på den store remskive igen 😉

    c ju

    .

    1. Du er altså så sød Jens – og ja, absolut en tur en anden gang. Det var så stor en fornøjelse. 😀

Skriv et svar til Jens Dalsgaard Nielsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.