Løbeeventyr forude… Måske… 😛

Midt i sommerferien dukkede der en fuldstændig tosset besked op i min Messenger. En besked hvor min løbehelt og den mest berejste danske løber Vagn Kirkelund spurgte om jeg var klar til et eventyr. På det tidspunkt var jeg på vej ned gennem Europa til de franske alper, og jeg fik derfor ikke tænkt så meget over beskeden. Jeg svarede blot noget a la ”Det kunne da være mega fedt”
Kort tid efter kom besked tilbage, at der desværre alligevel ikke var noget at komme efter. Jeg glemt alt om beskeden og havde den fedeste tur rundt med Tour de France caravanen, sønnike og bedre halvdel.

For ca. 1½ uge siden kom der en ny besked. ”Så er der alligevel plads, skal du med?, meld hurtigt tilbage” Jeg fik omgående gåsehud og sommerfugle i maven. Her var eventyret lige foran mig, lige til at række ud og gribe. Det krævede blot en stor portion mod, blandet med masser af praktiske detaljer, og en lille smule held. Om aftenen i den bløde sofa spurgte jeg bedre halvdel, hvad han mente om det hele. Bedre halvdel støttede 100% op om eventyret, hvis blot jeg kunne garantere at sikkerheden var i orden. Og vupti, jeg meldte mig til, og gik i gang med de praktisk forberedelser, så som at klargøre til en ret omfattende visa ansøgning.

Og nu sidder du sikkert og tænker ”SÅ SIG DET DOG… HVAD ER DET DU SKAL”. Jo kære læser. Jeg skal, hvis eller den pakistanske ambassade beslutter sig for at lukke mig ind i landet, en tur til Pakistan og løbe marathon på verdens højst placeret vej i 4700 meters højde tæt på den Kinesiske grænse. Det skal jeg sammen med godt 40 andre internationale løbere (heraf 3 andre danskere) og en bunke lokale løbere. Og alt sammen sker lige præcis om ganske kort tid – med afrejse den 17. september. Hele løbet er takteret til et Guinness Rekordbog løb, hvilket betyder, at hvis jeg gennemfører løbet er jeg pludselig indehaver af en vaske ægte rekord (altså sammen med alle de øvrige løbere). Og jeg kan lige så godt slå fast med det samme – skulle det ske, så er familiens julegaver på plads i år. 1 stk. rekordbog til samtlige medlemmer af Egeberg-Johansen grenen. 😀 😛

Men før det kommer så vidt, så skal mit pas lige dekoreres med et pakistansk visa, jeg skal finde flybilletter til Islamabad, (For du lige som mig lidt tics når du hører den by nævnt. Det er for mig indbegrebet af byen tæt på kaosset i Afghanistan) få vaccinationer i hus, få styr på pakkelisten – er der mon nogen der kan lære mig at binde et tørklæde? Og ikke mindst forsøge ikke at tænke alt for meget over, at op til 80% oplever højdesyge når man bevæger sig i 4700m højde. Jeg er skræmt og eksalteret på samme tid. Jeg glæder mig sindssygt det ene øjeblik, og fortryder det næste. Jeg er på vej ud af komfort zonen med 250 i timen.

Lige nu afventer jeg mit visa. Det er altafgørende for den videre proces, og altafgørende for at mit eventyr åbner sig op. Jeg sendte det med ekspres i mandags, og jeg håber og krydser alt jeg har, for at det går glat igennem. Det bliver et par lange ugers venten på brevet i postkassen. Det bliver en Heidi med store øjne der trolig står ved siden af postkassen, og venter på postmanden med et ”Har du mon noget med til mig i dag søde postmand? ” 

Jeg lukker den her. I må vente med den videre fortælling til mit Visa er landet (Forhåbentlig i ordentlig tid) og jeg sidder med flybilletter i hånden. Når det sker (jeg krydser alt jeg har, for at det når frem det i tide), så får I den fulde fortælling om mit Pakistanske eventyr. 😀 😀

Share: