Så mødte jeg det igen, det lille ord der gemmer på så stor en undskyldning for sig selv. Det lille ord der sniger sig ind i sætninger og på fortrinlig vis underkender store præstationer. Det lille bitte (som vi siger i det nordjyske) forræderiske ord ”Bare”.

Som traditionen foreskriver i min dejlige sammenbragte familie, står den hvert år 1. juledag på samling af min kærestes rødder på en efterskole i Silkeborg. En juletradition de har holdt fast i gennem årtier og som jeg langsomt, men sikkert er kommet til at holde rigtig meget af. Vi mødes til middag og spiser sådan cirka resten af dagen, en middag der strækker sig lige fra den obligatoriske sildemand til tarteletter, stuvet hvidkål og frugtsalat. Og som år efter år toppes med skåle af dimensioner med slik og godterier, så selv mine slikhærdede unger måber med store funklende øjne. Og lad mig lige for en god ordens skyld skynde mig at tilføje, at slikskålen var stærkt nedprioriteret i år – faktisk så meget at den var ikkeeksisterende. Det er bare IKKE i orden. (Og her er det lille ord, der normalt er en lille undskyldning for sig selv i sætningen, et stort lettere panisk skingert ord)

Bedst som vi sad der og skovlede maden indenbords røbede min sidedame, at hun og manden var startet i en løbeklub. To gange om ugen troppede de op sammen i Funder Løbeklub og fik lagt små brædder ud til en fremtidig gloværdig løbekarriere, og én gang ugentlig løb de selv – og tilføjede en tredje ugentlig løbetur til en hverdag, der ikke tidligere har været dedikeret til løbesko og lycratøj.

Jeg nikkede anerkendende og udbrød et stort anerkendende ”hvor er det fantastisk”. Og jeg mente det virkeligt, jeg syntes det er så vanvittigt sejt, når folk tager en beslutning og fører den ud i livet. Og Jeg rammens altid af stor ydmyghed over at høre, hvordan der startes ud med 4 min. løb, 3 min. gang og pludselig en dag løbes 5 km. i et hug. DET er sq da en fantastisk rejse.

Og mens jeg sad der og nærmest drømmende visualiserede den rejse det måtte have været, så kom ORDET.

”Jeg skal også løbe nytårsløb, men jeg skal altså BARE løbe 5 km.”

WHAT… Bare løbe 5 km. ??? – Set i lyset af udgangspunktet er det jo fuldstændig episk at løbe 5 km. efter så kort en karriere som løber. Og siden hvornår er 5 km. blevet degraderet til en lille bitte distance som ikke tæller som en anerkendende ”Se-mig, Se-mig” distance.

Jeg oplever det ret ofte, når jeg taler med andre. De ser mig, der tonser rundt og løber marathon og ultaløb som var det en shoppingtur, og det er med en formodning om, hvad mine øjne ser at ”bare” sniges ind i sætningen.  En fordom om, at det vel ”bare” er en lille havevandring for mig at løbe 5 km, og ikke noget der imponerer. Til det vil jeg sige ”hop ud af mine øjne” – det er slet ikke det jeg ser. Jeg har skrevet det flere gange her i mit online univers, og det tåler en gentagelse – jeg syntes man er mega sej ligegyldigt hvilken distance man begiver sig ud på, det er rejsen derhen der er afgørende, ikke distancen på selve dagen.

At løbe er at udfordre sig selv, at få muligheden for at skubbe til ens egne grænser og opdage at man kan så meget mere end antaget. At løbe er alt andet end ”BARE”.

Så jeg stemmer hermed for at vi tager det forjættede ord ud af det danske sprog (i hvert fald i løbesammenhæng – ikke når det drejer sig om manglende slikskåle!!), og erstatter det med ”den-undme-lynende-jeg-skal-komme-efter-dig” som i ”jeg skal den ”undme lynende jeg skal komme efter dig” løbe 5 km til nytårsløbet. Se det er der da noget pondus i 😀

Glædelig løbejul og held og lykke til alle som skal ud og løbe løb i juledagene. 🙂

Og med det, et stor klingende hurra (i bedste julekalenderstil) for alle løbedistancer og for alle løbere – og for alle der kommer op af sofaen.

Share: