Kender I det når man er afsted i en gruppe af løbere på vej til et større løb, og én af løberne har utroligt travlt med at tale sig selv ned. Hver gang det kommende løb nævnes, smider vedkommende om sig med sætninger som ”Jeg håber bare jeg kommer igennem”, og ”Jeg er så meget skadet, og har ingen forhåbninger overhovedet”, nå ja den her. ”Jeg løber kun for at gennemføre, tiden er fuldstændig underordnet”.

Sådan en person var jeg for små otte dage siden, og det fede var vi var 12 personer på vej til Stavanger med en færge, så ingen kunne slippe væk fra mine bekymringsraketter der blev fyret af i tide og utide. De stakkels mennesker var tvunget til at lægge ører til, og nikke anerkendende når mine floskler fløj omkring i den fortættet færgedunst. Ihhh hvor må de have hygget sig på vej til derop 😀 – især min stakkels roomie Mette, der var indlagt til at høre på alt mit ynk helt ind til søvnen overmandede mig kl. ca. 2 timer fra ankomst til Stavanger. 😀

Men altså, det var ærligt og aldeles velbegrundet ynk jeg luftede ud gennem mine ventiler. Jeg var på vej til et marathon med en træningsmængde i bagagen der kunne ligge i en af de større bland-selv- slikposer. Hele juli og august har min træning været reduceret til ca. 50-60 km. ugentlig, og har overhovedet ikke set skyggen af tempo eller intervaltræning. Jeg har flere gange nævnt mine kvaler med min mystiske skade som både påvirkede mit løb, men i den grad også mine pendlerture til det kronjyske. Og fredag morgen inden afgang til Norge løb jeg et testløb med bagtanken, at vurdere om det overhovedet ville give mening at drage ud på eventyr.

Den morgen løb jeg 2 km. og tænkte ”hmmm, det skal nok gå”; de næste to blev til ”Det går overhovedet ikke – av av”, så kom der 2 km med tanken ”Ok- måske går det, hvis jeg bare løber mega langsomt” – og endelig de sidste to hvor tanken lød ”Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre”. Hjemvendt tog jeg beslutningen om at drage af sted, om ikke andet så lå der en weekend forude i selskab med nye bekendtskaber og herlige ligesindede løbegale mennesker.

Baggrunden for mit ”ynkeri” var reelt nok. Jeg har også skrevet en hel del om miseren med min skade her på domænet, og har for åben skærm skældt og smældt mine gamle løbesko ad hekkenfeldt til. 😀 (se evt her Tøsefornærmet på mine sko)

Lørdag morgen stod vi af færgen i Stavanger, og én ting var helt anderledes ved min fremtoning. På mine fudser havde jeg iført mig et par brand nye New Balance sko model 860. Jeg havde taget en skør beslutning, ja nogen vil måske ligefrem kalde det årets bummert, og valgt at løbe marathon i et par nye sko jeg kun havde løbet ca. 8 km. i, og på ingen måde anede om de fungerede for mig. Det var en desperat kvindes sælsomme logik, det gav ingen mening, men jeg var i en tilstand hvor al fornuft var væk, og jeg udelukkende fungerede på mavefornemmelser. Og hey – hvad havde jeg at miste. De gamle sko gav mig grå hår, og jeg havde vitterlig ingen alternativer.

Så der løb jeg afsted, iført nye sko og et mindset der sagde ”bare gør det så godt du kan”. 3 timer og 21 minutter efter løb jeg i mål, jeg sprintede ligefrem i mål og jeg storgrinede som en anden mental forstyrret person. Jeg havde løbet 42,2 km uden smerter overhovedet. Ikke et eneste pip fra min balle/baglår. Det havde været et fuldstændigt fantastisk løb, hvor jeg cruisede med overskud og nød den smukke rute i al dens herlighed.

Og hvad mere mystisk var, jeg havde ingen smerter overhovedet i timerne efter løbet – ja, sågar heller ikke dagen efter. Mit højre baglår var lettere belastet, men på den der – det-har-jeg-prøvet-før-måde, og jeg følte det som om bevægeligheden var returneret i mit gamle skrog. (Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg i ugen efter løbet har pendlet til job uden det mindste problem med bentøjet).

Hvad pokker er der sket? – Er det virkelig skift af løbesko der kan forårsage så markant en ændring i min biomekanik? Min Randers-fys er også lettere forvirret over hændelsen, og jeg har derfor overtalt ham til, som et lille eksperiment, at lave løbetests med både de gamle sko, og med de nye. Bare for at se, om der kan findes et videnskabelig belæg for min pludselige bedring. En ting er i hvert fald sikkert. Følelsen, når man stikker sine små fudser ned i løbeskoene, er måske mere afgørende end som så. Da jeg stak mine små pusselanker i de nye sko var det som om skoen smygede sig om min fod, som om der sad en horde af små thailandske massører og bød mine fødder velkommen indenfor med en omgang let wellness massage. Mine fødder blev simpelt hen passet op fra hæl til tå, og pakket ind i den blødeste inderfor, mens en sprød stemme bød velkommen med et ”Neej hvor er vi glade for at se jer, håber I finder jer godt tilrette og nyder opholdet. ” – Og skulle du sidde og tænke, hvordan mon hun dog nåede frem til netop den sko-model; ja så kommer her den total pinlige fremgangsmåde. Jeg valgte den billigste pronations-sko jeg lige kunne finde på den webside jeg shoppede på. Det var pure luck jeg ramte den lige i rø.. da jeg bestilte NB 860 skoen – både med hensyn til størrelse og pasform. 😀 – PS – Det er bestemt ikke en fremgangsmåde jeg anbefaler. 🙂

Det er den 12. september vi skal lege med biomekanik min fys og jeg, og jeg skal nok vende tilbage med et fyldigt referat fra dagens begivenheder. Er det virkelig mine sko der har været årsagen til mit forfærdelige løbe-halvår? Indtil da bliver jeg i mine nye sko og nyder at jeg p.t. ikke er total skadet som en gammel Lada, men rent faktisk kan løbe 27 lækre km i selskab med verdens dejligste søster uden brok fra skroget. Så det gjorde jeg da lige her til formiddag. Jeg er en monster heldig løber. 😀

Share: