Jeg har løbet hver eneste søndag siden den 5 august sidste år. Søndag er min faste long-run dag, en dag jeg holder hellig til de længere tur. Jeg elsker mine søndage og tænker indimellem med længsel på søndag når jeg står op mandag morgen. Søndag er verdens bedste opfindelse. Selv her, hvor jeg døjer med betændelse i hofte-hæfteren er det lykkedes mig at vedligeholde mit søndagsløb med lange stille ture.

I går løb jeg ikke… I går brød jeg rækken af søndagsture uden at det på nogen måde var en velovervejet beslutning. I går morges valgte jeg nemlig, at glide på venstre side ned ad trappen der forbinder stueetagen med 1. salen i stedet for, som normale mennesker, at gå stille og roligt ned. Jeg snublede på toppen og brugte min venstre side som skateboard på vejen ned 🙁

Da jeg landede på gulvet brølede jeg et par dyriske lyde for lige at vække hele familien, og straks efter begyndte min hjerne at arbejde. ”Ikke min fod, please ikke min fod”. Tanken om en større skade i venstre fod, der værkede som en gammel dieselbil, gjorde mig næsten panisk. Jeg blev lempet ind på sofaen, og bedre halvdel gik straks i gang med kolde omslag, og opbygning af et pudefort til ”hævning” af foden. Og mens jeg lå der og sundede mig, forslået som en knockoutet bokser, begyndte jeg at arbejde med mine tæer og holde lidt bevægelse i den forslåede venstre pote. Al mit fokus var nede i foden, til trods for jeg havde slået mig noget så eftertrykkeligt på både ryg, albue og hofte. Jeg ville bare ikke have det skulle hæve op, og gøre mig ude af stand til at løbe – BASTA. (Er man bare lidt FOR meget løber, når det er det første man tænker, liggende på gulvet i smerte 😀 😀 )

Det er virkelig dumt at skate på siden ned af en trappen – VIRKELIG DUMT (sådan ser jeg ud på hofte, ben, knæ og fod)

Som løber gennem mange år, tror jeg man kender sin krop virkelig godt. Jeg kan i hvert fald uden at blinke med øjnene genkende måden min krop restituerer og bygger op på. Det sker ganske simpelt på følgende måde. Krop registreret der nu er massiv brug for reparation, krop lukker ned for alt andet – også den tænkende larmende hjerne, slukker lyset og lader mig sove som et lille lam, mens genopbygningen kører i højeste gear. Sådan er det, når jeg har løbet mig selv i hegnet, sådan er det når jeg arbejder for hårdt – og sådan er det altså åbenbart også, når jeg tumler ned ad en trappe.

Jeg sov det meste af dagen, og vågnede i morges med smerter bevars, men med en fod der er skrammet og blå, men ikke hævet og uduelig. Tænk sig, jeg kan så godt som gå normalt, og jeg tror faktisk godt jeg kan lunte en lille tur i solen (2 km. blev det til – lidt fjoget, det ved jeg godt. Men altså solen skinnede 😛 ). HVOR vildt er det ikke. Jeg er blå, sort og gul alle andre steder, mens min fod, takket være hurtigt indsats efter uheldet, har overlevet uden større mén. 🙂

Jeg kan huske at have læst om andre atleter, der på den ene eller anden måde er kommet til skade. Og alle de artikler jeg har læst, har pointen været, at fordi de var veltrænede og i form, så kom de sig hurtigere over skaderne. Noget i den stil. Det tror jeg altså er rigtigt. Jeg kan mærke min krop her på dag 2 stadig arbejder for fulde omdrejninger med helingen, og at der venter mig flere dage forude hvor en morfar midt på dagen er påkrævet. 😀 Det virker som om jeg er sluppet ufatteligt heldigt fra mit stunt, og jeg har faktisk en kæk ide om, at jeg da i den grad løber langtur igen i den kommende weekend. 😀 – Endnu en god grund til at løbe jævnligt – man restituerer hurtigere. 😀 😀 😀 😀

 Klokken er 17:00 – tid til dagens 3 lur. 😀 😀 😀 God løbetur derude.
Kh Heidi

Share: