Jeg har før begivet mig ud i skriv om lidt prekære emner her på domænet, emner som er en del af en kvindeløbers liv (f.eks. mit lille skriv om de kvindelige attributter forrige sommer). Og nu har jeg endnu en lille ting jeg vil dele med jer kvinder der læser med, en ting som jeg er ret flov over men faktisk har en lille mistanke om, at jeg måske ikke er den eneste der har det sådan. Så kære mand på domænet. Det er nu du skal klikke på det lille kryds i højre hjørne og lukke browseren ned – eller måske bare taste google.com i din URL og søge efter noget lækkert løbegear 😀 😛 – SMUT….

Godt så.. Kære kvinder… Jeg er jo, som I ved, I søde skønne dejlige faste læsere, skadet. Jeg kan godt løbe, men absolut ingen tempo og interval, eller nogen form for stigninger. Og for ligesom at komme videre og forhåbentlig blive kureret (og blive en hurtig løber igen 😛 ) går jeg til styrketræning hos en fys i Aalborg. ”Min” fys er en ganske nydelig herre, der selv er gammel triatlet og som virkelig brænder for hans virke som fys. Han virker utrolig passioneret, og bekymrer sig om de klienter han har i sagsmapperne.  

Første gang jeg havde tid hos ham, fik jeg lov til at snakke og snakke – og snakke og snakke, og den søde mand lyttede imødekommende og undersøgte efterfølgende mine skavanker. Han gav mig lov til at starte på træningsholdet, og fik mig til at føle mig tryg og i gode hænder. Og selvom jeg rent faktisk fik lidt voksen-skældud da jeg forsøgte mig med min lille ”jeg tror jeg er skadesfri og løber lige 30 min. tempoløb” dumhed, så indrømmer jeg blankt. Jeg har altså et lille bitte crush på min fys. 😀 😀 :D. Så er det sagt.

”Uuuuhhhh hvor pinligt” tænker I nok, kære kvindelige læsere (for der er vel ingen mænd der stadig hænger på – vel !!!). Men altså – her kommer forklaringen. Jeg har det bare med at få små crush på de behandlere jeg møder på min vej. De der mænd, der bare oser af viden, passion og dygtighed, og samtidig gider høre på mig – og sørme også gøre noget godt for mig. PLING – den virker hver gang. Jeg bliver lidt som en lille pige, der sidder overfor ham i klassen man har haft et godt øje til. En lille smule befippet og næsten altid med et lille springvand i maveregionen. Og nogen gange kan jeg tage mig selv i, at glæde mig til næste konsultation bare for at få lidt omsorg af den dygtige mand. (Det lyder som en virkelig dårlig lægeroman 😀 😀 😀 😀 )
Er det bare mig??? – Eller er der noget om snakken. Kære kvindelige læsere, Kender I det? – og har I det på samme måde? Får I også nogen gange et lille bitte crush på de behandlere I møder på jeres vej? Er der mon nogen af jer der har en lignende historie?

Jeg kan så lige krydre min fortælling med toppen af pinlighed (Og nu håber jeg virkelig ikke der er mænd der stadig hænger på). Forrige gang jeg var til styrketræning, havde jeg i farten taget en hvid trøje med + en lille tynd sports-Bh. Jeg havde snuppet det øverste i skuffen, og var sprunget ud ad døren. Jeg nåede ind i træningssalen i aller sidste sekund og gik straks i gang med mine opvarmningsøvelser. Klar til første øvelse, op foran spejlet for at tjekke om jeg udførte den ok – og CHOK… Der i spejlet kiggede en Heidi tilbage på mig, en Heidi med veltændte forlygter der struttede som et par forårskåde vintergækker. I guder det var pinligt. Jeg kunne nærmest lige så godt have været topløs.

Resten af træningen kæmpede jeg med at mosle mine overarme ind foran brystpartiet, og helst på en måde så det så ganske naturligt ud. (Tror desværre mere det så ud, som om jeg havde spastiske tendenser). Og hver gang fys kom over for at høre hvordan det gik, var jeg ved at krølle mig selv sammen af pinlighed.

Jeg behøver vist ikke skrive, at jeg var drønlykkelig over at jeg var alene i træningslokalet i går – og også er det i næste uge. Hurraa for vinterferie og kurser. Og forhåbentlig er alt glemt om 14. dage, når jeg igen træder ind af døren til en omgang superviseret styrketræning 😀

Skulle der være nogle mænd som alligevel har tiltusket sig at læse hele mit indlæg – så svar lige ærligt på mit spørgsmål til de kvindelige læsere. Oplever I også, at I kan få et lille bitte crush på jeres kvindelige behandlere? (Fys – tandlæge – læge – kiropraktor… you name it.) – og er der nogle behandlere der læser med og kan svare mig på, om man, på den konto, oplever sjove oplevelser som behandler. 😛

PS – Hvis du kender min fys, så lad for guds skyld være med at sige noget. Det er pinligt nok som det er. 😀

PPS – Jeg er umådeligt godt svejset sammen med bedre halvdel, og kæmper desperat for at få ham til at fri til mig. Så når jeg skriver lille bitte crush, så mener jeg lille bitte crush 😛 🙂

Share: