Oplevelser på løbeturen.. Jeg elsker de små overraskelser der dukker op undervejs når man bare løber ud i det blå..

Hold fokus på det du kan, i stedet for at bekymre dig om det du ikke kan… 

Ovenstående sætning har været mit mantra den sidste måneds tid. Det har været en sætning, der gennem uger er vokset sig ind igennem den tykskallede hjernebrusk, og som nu langsomt har fundet sig til rette i mit mindset. For jeg er jo så pokkers heldig, at selvom jeg render rundt med en sur bandit i ballemusklen, så kan jeg rent faktisk stadig løbe, blot det sker med nedsat hastighed. Jeg kan stadig lave det jeg elsker aller mest, hvis jeg bare holder mig fra mine små hjerneblødninger, hvor jeg tonser afsted som en skoldet lyserød grisebasse og drømmer om at 2019 byder på nye rekorder. 

Mantraet fortæller mig, at jeg stadig kan få så mange fede oplevelser med min sport selvom jeg er skadet. Jeg kan stadig løbe ud i forårssolen og mærke varmen. Jeg kan stadig løbe mine lange hygge-ture, jeg kan stadig bruge løb som et redskab når arbejdet stiger mit til hovedet, og jeg kan stadig bruge løb som transport, når jeg ikke gider døje med at finde p-plads i den indre by. Jeg skal bare sætte ja-hatten på, og nyde livet som løber.

Tilbage i det herrens år 2017 løb jeg en våd efterårsdag for første gang hele strækningen fra Rødhus til Lønstrup langs stranden. Dengang var det en fuldstændig fantastisk oplevelse der langt overgik alle mine forventninger, en tur der efterlod mig med drømme om mange mange flere af den slags oplevelser. Men I ved hvordan det er, når hverdagen tager over og alt bliver leverpostej. Drømme bliver lagt på i skuffen, og hverdagen fyldes med træningspas og madpakker der skal smøres. 😛

Sidste weekend var vi tilbage i det lille sommerhus vestpå, og skæbnen ville at vinden gik i syd-sydvest og flovede til en let brise (fiskeskipper-datter YES 😀 ). Det var mit clue… Til alt held havde jeg medbragt min kære ven hr. Camelback og han gad mega godt med mig på tur. Og det er jo præcis det jeg stadig kan. Jeg kan stadig tage på ture ud i det blå, ture hvor fart ikke betyder det mindste, men hvor oplevelser er det vigtigste. Så med en hurtig ”Du gider godt hente mig et eller andet sted nordpå ikk´” smuttede jeg ud af døren før bedre halvdel kunne nå at sige ”Niks – jeg skal se premiere League”.

Jeg har efterhånden løbet turen på stranden mellem Rødhus og Løkken mange gange, og alligevel undrer det mig hvor forskellig en oplevelse det er. Stranden ændrer sig efter vejret, og stemningen kan være alt for hyggelig badehotel-stemning til skummel piratland. I sidste weekend var det total piratland – havgusen væltede ind over landet og indhyllede mig i en skummel mystik. Jeg havde ingen musik i ørerne, og bare dét gjorde oplevelsen helt komplet. Det brusende hav, gusen forude og fugten i luften. Alt sammen en del af den løbecocktail jeg indtog med absolut velbehag.

På halvvejen var der pludselig et kendt ansigt der smilede og råbte ”Hej Heidi”. Og sørme om ikke den var en kær ”gammel” klassekammerat fra den sagnomspundne kongeklasse, 3.z. på Hjørring Gymnasium. Jeg tror vitterlig ikke jeg har set ”Skovsgaard” i, ja mange mange mange år, og vupti stod han der foran mig sammen med konen og deres nye familieforøgelse, vovsen Coco. Desværre var det hundekoldt at stå stille og snakke, og det blev derfor kun en kort opdatering af vores meritter, men hold nu op altså så fantastisk, at jeg lige kom løbende samtidig med at de valgte at gå til stranden.

Bunkers-kirkegården ved Løkken

Mødet gav mig fornyet energi og fluks efter var jeg i Løkken, mit pitstop for lidt energi og vand. Når man rammer Løkken fra sydsiden, kommer man først til badestranden inden man passerer molen, for til sidst at skulle gennem ”bunkers-kirkegården”. Det passer på én eller anden mærkelig måde perfekt ind i koreografien for hele løbeturen. Det stemningsskift der sker, når man løber videre nordpå fra Løkken er helt utrolig. Det er som om bunkers-kirkegården ligger en bund for det landskab, der som sårede krigssoldater ligger tilbage efter havets raseri. De bløde klitter erstattes af grusomme skrænter og, når man nærmer sig Nr. Lyngby, skeletter af nedstyrtede sommerhuse. Jeg skal være helt ærlig, jeg bliver faktisk en lille smule utryg når jeg når forbi Nr. Lyngby. Der er bare et eller andet virkelig skræmmende over så brutalt et landskab.

Trappen til himlen…

Kort før jeg ramte den stejle opkørsel ved Nr. Lyngby bippede der en sms ind. Det var fra bedre halvdel der var på vej nordpå, og lige skulle høre ang. afhentningssted. Jeg havde egentlig håbet jeg kunne fortsætte op til Skallerup, men tålmodigheden var væk hos bedre halvdel – han skulle tilbage og se fodbold. 😀 Og for at få tiden til at gå indtil han landede Ford’en, løb jeg ca 2 km. nord for Nr. Lyngby og fandt den trappe jeg har hørt om, men aldrig har turdet bestige. Trappen der går fra stranden og direkte op i himlen, eller i hvert fald op på den stejleste af alle stejle skrænter. Jeg har set billeder af trappen fra den gode Skagen Ultra løbsarrangør Thomas Kragh Pedersen. Thomas løber ofte i området, og smider altid de fedeste billeder på FB efterfølgende. Og trappen; den har været motiv op til flere gange.

På vej op – tjek lige rusten. Nøj jeg syntes det var skummelt…

Helt spontant og uden en eneste tanke løb jeg over mod trappen, og begyndte at kravle op. Trin efter trin, nøøøj den er for vild den trappe. For sulan da… Helt ærligt, jeg nåede halvvejs op og tænkte ”Shit, det kan gå grueligt galt det her. Hvis jeg ryger ned, eller trappen falder sammen så slår jeg mig altså noget kun værre end mit styr fra 1. salen på hjemmematriklen” Det skal lige tilføjes, at ud over det faktum at trappen er usandsynlig stejl, så er alle møtrikker der holder skidtet sammen, også ualmindelig rustne. 😛

På toppen. 😀

Da jeg nåede toppen var det med en blanding af tilfredshed og en glæde over stadig at være i live. 😀 – Tørt kunne jeg konstatere, at jeg på ingen måde skulle forsøge mig med at kravle ned sammen vej, og måtte ud og finde alternative veje tilbage. Det gjorde blot turen endnu mere fantastisk for det betød løb på små og større stier på kanten af de rå skrænter. Jeg var et stort strålende smil da jeg ramte p-pladsen næsten samme tid som Ford Børnecontainer rullede ind.

At være løber kan sagtens lade sig gøre selvom man har fået et prædikat af skadet klistret på sig. At ændre fokus og fokusere på muligheder i stedet for begrænsninger, åbner for så mange andre fede oplevelser. Jeg er så klar til mere oplevelses-løb, og nye territorier skal erobres. Det kan godt være jeg kun må løbe cruise-pace, men hvem siger det ikke kan være sjovt hvis man gør det de fedeste steder 😀 

Næste gang går turen videre – hele vejen til Hirtshals. Det er min næste udfordring. Og til alt held har jeg nogen i baghånden der vil gøre mig lidt mere tryg på vejen. En lille gul ven jeg har ønsket mig umådeligt lang tid, og endelig har taget mig sammen til at anskaffe. Min nye gadget, der udover at være en overfaldsalarm, også er en dims der notificerer mine ”udvalgte” hvis jeg har behov for hjælp. En dims udviklet til løbere, der måske føler sig utrygge, eller som blot løber meget alene eksempelvis på trails, hvor det er rart at kunne hidkalde hjælp hvis ulykken skulle ske. Der kommer et indlæg om min nye gule ven – og indtil da. Nyd foråret derude 😀

Share: