Jeg lavede en løbsberetning fra Fanø Marathon sidste år, og ville egentlig ikke skrive endnu én – men altså hvor er det bare vildt hvor forskellig et løb kan være fra år til år. Samme arrangør, samme rute, samme omgivelser, og så alligevel så anderledes end sidste år. Sidste år var vejret det skønneste varmeste sensommervejr, ja næsten for varmt til løb. I år øsregnede det hele ugen op til løbet, og natten før – for så at klare op og blive det fineste løbsvejr man kan tænke sig, let overskyet, lidt let småregn og en lidt tung luft.
Vi havde valgt at tage turen til Fanø dagen før, hvilket betød overnatning på det fineste lille B&B – Skolevejens B&B; det kan altså anbefales, så fint med køkken og det fineste værelse. Og efter en nat hvor jeg vågnede pga. det vildeste regnvejr, stod vi op til en ø badet i sol og uden vind. Det var fantastisk, og så meget skønnere end en køretur på langs og tværs af Jylland på et ukristeligt tidligt tidspunkt.
Jeg havde på forhånd besluttet, at løbet i år skulle handle om nydelse mere end ”kom-først-i-mål”. Og med på turen bragte jeg derfor telefon og min bedre halvdel, to ting der gerne skulle være garanti for hygge. Vi løb ud på ruten godt klædt på med informationer fra arrangør Kira, og det var en super rar fornemmelse at vide hvad der ventede forude.
Min bedre halvdel har en mani med at tonse afsted. Han går altid død omkring de 25k og sætter derfor alt det i banken han kan. Så det der skulle være stille og rolig, blev et udlæg a la en formel 1 racerløb. Jeg forsøgte ihærdig at tage billeder for at få farten lidt ned, men haren foran lod sig ikke påvirke af min tricks. Det første stykke af ruten løber man på singletrack på en lidt knoldet rute, hvorefter man løber ud til stranden, og løber på et stykke græs/sand tæt på strandengen. Og nu skriver jeg nok græs/sand, men sandheden var at regnen havde omdannet strækningen til en sæbebehandlet rutchebane og qua vores tempo lignede vi mere et par skøjteprinsesser end hardcore marathonløbere.
Tilbage med fast asfalt under fudserne nåede vi første depot og tid til at sætte farten ned og nyde turen. Og her må jeg altså bare sige; hvor er det fedt at få så meget opbakning og support fra alle de frivillige der gør Fanø Marathon til sådan en fantastisk oplevelse. Overalt hvor man kommer frem er der folk der klapper og hepper, og alle depot-bestyrer står med kæmpe smil og klar med kække bemærkninger.
En af mine favoritstrækninger på ruten er turen gennem skoven ned mod Sønderho. Her løber man på en fuldstændig perfekt sti omgivet af blomstrende lyng, svampe, grantræer og åbne heder. Jeg absolut elsker det stykke, det er et stykke der indbyder til at sætte lidt speed under futterne og løbe i skønt runners high flow.
Inden man når helt til Sønderho, skal man også igennem rutens absolut sværeste stykke – knoldet singletrail efterfulgt af ”MARKEN”. ”MARKEN” går forbi nogle kvæg, og her kan jeg som en sidebemærkning berette, at jeg brændende ønskede mig et billede af den yderst fotogene muhko-tyr der stod og gloede på os, smukt flankeret af vadehavet bag sig. Problemet var bare, at den kære hr. tyr absolut ikke gad stille op til et photoshoot, og vi var derfor nødt til at råbe, muhe og jodle for at få koens opmærksomhed. Det lykkedes, jeg fik mit profilbillede og gnækkede lidt over hvor irriteret kræet måtte være, over sådan et par tåber der stod der og teede sig tossede. Min gnækken stoppede umiddelbart efter – Den kære hr. tyr var udenfor folden, den var løs, og stirrede nu olmt på mig. I guder hvor jeg pludselig fik fart på, hold nu op det var en tarvelig følelse at løbe forbi med ryggen til, og kun vente på et par horn i siden. Vi slap væk i god behold, og måske var det i virkeligheden fordi den vidste hvad der ventede os forude. ”MARKEN”, eller måske rettere markvejen var fyldt med vandhuller, og der hvor jorden stod frem som små heller lå der strategisk placeret – kokasser.
Nøj den kære ko må have haft en fest over at se os forsøge at undgå kokasser og vandhuller. Det var bestemt hverken kønt eller særligt effektivt. Og da vi nåede ”baren” svuppede fudserne som små vandhuller hvor kun frøerne manglede.
Baren var i øvrigt depotet efter MARKEN 😀 – og som kutyme var, var der fest og stemning og vi glemte hurtigt alt om svuppende fudser og kokasse-miner.
Efter Sønderho stod den på en lang strandtur hvor vandet i år nærmest havde forladt stranden og efterladt den som et stort børnesoppeområde. Dét der sidste år var den bredeste strand jeg nogensinde har set, var i år en lille bitte strand med et enkelt kørespor, og det store soppeområde. Hold da op en forskel, og fedt at se hvordan naturkræfter forandrer området efter jordens vandring rundt om månen.
Præcist som sidste år endte vi ude på den lange lige strækning langs landevejen ind til Nordby og mål. I år var jeg så usvigelig heldig at spotte både ”solbadende sæler” og en svømmende én af slagsen, der med sine store hundeøjne totalt smeltede mit hjerte. Og med sådan et lille crush i hjertet var det med det største smil jeg løb i mål ved Fanø Hallen. Fanø marathon er en unik oplevelse, både når solen skinner fra en skyfri himmel og på en regnvåd tung rute. Jeg elsker naturen på øen; og jeg kan kun give Søde Anne fra Amok ret da hun udbrød ”Jeg er da fuldstændig forelsket i den her ø”. Fanø kryber ind under huden; og Fanø marathon er en fuldstændig fantastisk mulighed for at opleve det hele på én dag. Tak til Kira og Jesper fordi I har skabt, og gider blive ved med at give os løbere mulighed for at få så fede oplevelser med hjem.
