I weekenden tikkede en besked ind på min telefon via IG. Det var ubetinget den sødeste besked jeg længe har fået, og hold nu op jeg blev glad da jeg læste beskeden. 😀 Det var så fint, og faktisk også lidt rørende, og et ganske kort sekund følte jeg mig som et virkelig godt menneske. – Det varede lige indtil katten (som jeg ikke helt kan forlige mig med) tikkede om mad (igen igen igen) ved at gnide sig op af min læg, og jeg med et blødt vristspark sendte den lille djævel på kurretur hen over gulvet. NOTE – DER SKETE IKKE NOGET MED KATTEN 😀

Beskeden var fra en af de helt seje løbere Jakob, der skrev følgende til mig:

Hej Heidi. Jeg kom til at tænke på efter jeg lagde mit billede op fra marathon i Horsens i går. Den flaske jeg har i sidelommen, fik jeg af dig til et løb ved Mai Britt Lykke i sommeren 2016. Det var mit marathon nr 2, det var rigtigt varmt den dag, og jeg stod sikkert der og var lidt nervøs for udfordringen. Du gav mig flasken som jeg kunne have med rundt…. Har passet på den flaske, ved godt det er en lidt sjov ting, men den har haft en betydning for mig…..

Den følelse jeg havde i kroppen efter at have læst Jakobs fantastiske fortælling, ville jeg ønske alle kunne får lov til at føle. Så nu har jeg fået en ide. (Eller rettere jeg har stjålet ideen fra en mode-blogger, og tvistet den til min ide :D). Jeg tænker at der må sidde en hel del af jer løbere derude, der har oplevet at få hjælp af en flink fremmed løber. De der historier der, som Jakobs, har betydet et eller andet særligt for én – og måske ved den flinke løber slet ikke hvor fin en gestus han/hun egentlig serverede. Jeg syntes vi skal få historierne ud, og hylde alle de fantastiske flinke løbere, der på én eller anden måde har udvist stor generøsitet. Jeg håber I er med på det kære alle jer, som læser med.

Jeg lægger selv ud med tre historier fra mit eget løber-liv:

1. Verdens bedste kram
Tilbage i 2010 var jeg i Hamburg med en flok løbere fra løbeklubben Amok. Jeg skulle løbe mit første marathon og anede ikke hvad jeg gik ind til. Det var den vildeste oplevelse, og da jeg løb i mål med et dannebrogsflag i hænderne (jeg stjal et fra en dansk tilskuer :P), kunne jeg næsten ikke rumme følelsen i min krop. Til alt held kom én af de rigtige hurtige løbere fra klubben mig i møde, og før jeg vidste af det gav han mig et bjørnekram af dimensioner. Præcist hvad jeg trængte til. Det var så forløsende og fint. Jeg tudede ud over hans skulder, og han blev troligt stående og lod mig komme af med mine følelser. Jeg kendte ham ikke specielt godt, vidste kun han var mega hurtig og hed Søren. Jeg har aldrig fået fortalt hvor taknemmelig jeg var den dag, fordi han stod klar med førstehjælp da mine følelser løb af med mig. Så Søren, tusind tak 😀

2. Verdens sødeste ”taber”
Jeg har skrevet et indlæg tidligere om mit fantastiske halvmarathon udenfor Las Vegas, hvor jeg mødte Mandy. Men altså, jeg syntes simpelt hen det var så fint det Mandy gjorde, så jeg tænker sagtens den tåler en gentagelse.
Mit halvmarathon foregik ca. 45 minutters kørsel udenfor Las Vegas, og jeg havde taget en taxi ud om morgenen, en ret bekostelig affære hvis jeg selv skal sige det. Trods det, at jeg brutalt forviste Mandy til en hæderlig 2. plads i løbet, tilbød hun alligevel, uden det mindste kny at køre mit tilbage til hotellet. Det kostede mig ikke en rød reje, og jeg har sidenhen holdt kontakt til Mandy. Vi skriver jævnligt sammen, og følger hinanden på de sociale medier. Hun har sågar lige skrevet, at der er en pakke med mit yndlings-amerikanske løbetøj på vej til min postkasse. Jeg er så taknemmelig fordi jeg mødte Mandy, det mest gavmilde væsen på kloden. 😀

3. Nødhjælp på travbanen.
Da søster gik kold på halvmarathon distancen i Aalborg, kom Jens Peter hende til undsætning. Søster satte sig solidt ned på travbanen og var færdig som gårdsanger. Jens Peter kom forbi, og som det mest naturlige i verden, stoppede han op, og tilbød søster energi-ting og salttabletter. Jens Peter kendte ikke min søster, men har siden hen spurgt til, hvordan det går for hende – og der er ikke grænser for de roser han sendte i hendes retning, da jeg fortalte om hvor sej en løber hun nu er blevet. Tak Jens Peter, fordi du er så sindssyg sød 😀

4. Cubansk nødhjælp
Til Cuba Marathon for et par år tilbage, løb vi to runder a 21,1 km. Løbet startede kl. tidlig morgen, alligevel var varmen ulidelig da vi ramte anden runde. Efter ca. 8 km. var der en fæl bakke, der strakte sig over næsten en kilometer. På vej op af bakken 2. gang gik jeg død og begyndte at gå, ramt af varmen og demotiveret som bare pokker. Jeg nåede ikke at tage mange skridt før en cubansk (tror jeg) mand kom op på siden af mig. Han stoppede op, og gjorde tegn til at jeg skulle følge ham. Langsomt luntede jeg efter ham, mens han kiggede på mig med et stort smil og lavede opmuntrende tegn med hænderne. Det gik et lille stykke tid, så måtte jeg ned og gå igen. Manden stoppede, kom tilbage og gik ved siden af mig, mens han lavede tegn til, at jeg skulle huske at drikke rigeligt med vand. Ved depotet drak jeg rigelig, og løb videre sammen med manden. Overskuddet vendte tilbage, og da jeg pludselig trak fra, løftede han tomlen i en ”sådan-gestus.” Det var dælme god løbekarma under den cubanske brændende sol 😀

Har du en lignende fortælling, og har du lyst til at dele den her på domænet så vi kan skabe en god gang løbekarma og taknemmelighed. Så skriv gerne din historie til hejohansen@gmail.com – eller i kommentarfelterne, så laver jeg indlæg med alle historierne. 😀

Lad os sprede kæmpe løbeglæde her i sommervarmen (eller sommerblæsten, som vist er den mere korrekte betegnelse for det sommervejr vi har p.t.) og takke alle de skønne fremmede løbere der har gjort en forskel. Jeg håber I har lyst til at være med.  

Kh Heidi

Share: