Billedet er fra den sommer, hvor jeg skrev om Stine som min løbehelt. Nu er det et projekt i en helt anden kaliber, vi har gang i. 🙂

Påsken var for mit vedkommende helt og aldeles anderledes end jeg troede den ville være, da jeg lukkede arbejdes-pc ned en hin fredag eftermiddag og gik på påskeferie (Der var den – lukke ned og åbne op, nogen derude der er gået amok i korrekt tale? :D). Jeg havde en plan om at lave et interview med én af mine løbehelte, og ellers få løbet nogle gode kilometer og skrevet her på domænet. Det var planen. Eller det var det i hvert fald indtil en besked poppede ind i min Messenger, en besked der triggede noget i mig og jeg vidste i samme split-sekund jeg læste det, at jeg skulle svare ”Jeg er klar”.  Beskeden var fra Danmarks p.t. bedste kvindelige ultraløber Stine Rex.

Dagen efter talte jeg med Stine der ”breakede” ideen, og med det samme fortalte min intuition mig, at det her filme var en genial ide. Det her gad jeg sygt godt, om end det ville koste mig ugers – ja nærmere måneders arbejde, sved, lidt tårer og masser af grin. Jeg tog skridtet ud på planken, kiggede ud i horisonten og valsede med raske skridt direkte ud i det store blå blå hav af muligheder.

Sådan gik det til, at jeg i hele min påskeferie og alle weekender efterfølgende har beskæftiget mig med noget jeg ALDRIG har prøvet før. Det vil sige, jeg har en lille smule erfaring grundet mine løbehelte-historier, og jeg har tons og atter tons af gåpåmod. Projektet har ret meget med løb at gøre, bare ikke mit eget løb – og så alligevel, for tiderne taget i betragtning er alt ikke som det plejer, og skøre metoder må tages i brug.

Nedenstående er ord jeg skrev efter 1. dag i projektet. Det var dét der sprang ind i mit hoved og røg ud gennem mine små pølsefingre. Det er blevet min indledning til projektet – starten på rejsen

Jeg lister ud af den varmen dyne og hopper i løbetøjet. Snupper en hurtig kop kaffe, tænder løbeuret og monterer ørebøffer på telefonen. Udenfor er verden stille, solen skinner sine varmende stråler ned over et landskab, der stadig er let dugget efter nattens kulde. Fuglene kvidre og jeg undrer mig over, hvorfor jeg i grunden ikke løber flere ture tidlige om morgenen. Det er magisk.

Kort efter ringer min telefon, jeg har ventet på det – og glædet mig som et lille barn. Nu starter rejsen. En rejse jeg aldrig har været på før, en rejse der vil udvikle mig som menneske og måske endda føre et nyt venskab med sig. Godmorgen, siger jeg ud i luften, og får en glad, nærmest smilende stemme tilbage i øret. ”Godmorgen Heidi” lyder det – ”Jeg løb lige fordi efter rundstykker til familien, inden jeg kunne ringe til dig. De bliver så glade – Ungerne, og det er da den dejligste start på morgenen at kunne gøre familien glad. Så det er derfor jeg ringer lidt senere end aftalt.”

Jeg fik beskeden dagen før. En besked der kort lød:  ”jeg har en ide. Noget med dig og mig” – og måske var det fordi jeg just lige havde læst Jacob Holdts bog ”om at sige ja”, måske var det bare den der fornemmelse i maven der fortalte mig, at nu skulle jeg slå til. I hvert fald skrev jeg uden at betænke mig to sekunder, at jeg var med. Senere talte vi kort sammen. Stine ville gerne have lavet en bog om alt det hun har på hjertet, og jeg har drømt om at skrive en bog siden ruder konge var knægt. Det virkede som et rent lykketræf. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle gribe det an, men fuld af gejst og mod, besluttede vi os for at ringes ved dagen efter.

18 km. senere afslutter vi vores første samtale grinende. Vi har talt uafbrudt, og de frø der skal blive til en bog var plantet. Danmark er i undtagelsestilstand pga. pandemien Covid-19, og særlige vilkår kræver nytænkning. Vi må ikke mødes, men som de to inkarneret løbere vi er, giver det næsten endnu mere mening for projektet, at bogen bliver lavet ud fra vores løbeture sammen hver for sig. Vi har startet en rejse der både åbenbarer løberen, men så sandelig også mennesket i Stines løbesko. Jeg smiler resten af dagen. Man bliver glad når man taler med én, hvis livsmod og positivitet smitter selv gennem en mobiltelefon.

I morgen gør vi det igen – løber og snakker, og vi fortsætter indtil ordene falder på plads og bliver til en bog.

”Det behøver slet ikke være så besværlig” lyder det i mit øre, og jeg nikker sammenstykkende.

Stine og jeg arbejder på en bog. En biografi om Stine, om hendes løb og resultater, og om hvordan vi alle kan få mere motion ind i vores hverdag. Jeg ved ikke hvordan det ender. Får vi bogen udgivet hos et forlag?  Er der nogen der vil købe bogen? Og formår jeg at skrive præcis den bog Stine drømmer om.

Der er så mange usikkerheder, men i guder hvor er det dog livsbekræftende, at kaste sig ud i noget man vitterligt ikke aner hvordan man løser og kommer igennem. Jeg har en fornemmelse af hvad jeg skal, og jeg kan mærke jeg stoler 100% på min mavefornemmelse. Wauw altså, jeg kan simpelt hen ikke huske hvornår jeg sidst har mobiliseret så meget energi og kreativitet. Og wauw hvor er det dog livsbekræftende at snakke med Stine og kravle med en tur ind i hendes hovedet, og se verden igennem Stines øjne.

Nogle gange skal man bare kaste sig ud der hvor man ikke kan bunde, og se hvad der sker. Nogle gange skal man sætte sig et mål der virker næsten skræmmende uoverkommelig, og alligevel føles fuldstændig rigtigt. “Gå efter drømmene, det værste der kan ske, er at du lærer noget på vejen”. Det siger jeg til mig selv hver dag, mens jeg langsomt ser skelettet til bogen vokse sig stor og mægtig. 😀

Er der nogen der måske har kontakter ind i forlags-verdenen, så vil jeg meget gerne have lidt hjælp i den retning 😊 Manuskriptet er næsten færdig

Share: