Det var en mørk og kold Novemberaften, vinden føg og kulden bed i kinder og fingre. En ensom kvindelig løber spændte løbeskoene og tændte det let difuse lys der stod rundt i kanten af atletikbanen. Lysene gav det orange underlag på atletikbanen et skær der mindede om gnavne græskarmænd, og var det ikke fordi de unge drenge løb rundt og spillede fodbold på banerne nord for banen, havde den kvindelige løber med stor sandsynlighed valgt at løbe et helt andet sted.

Den kvindelige løber lagde ud med 10 minutters opvarmning for at få varmen ud i fingre og tæer. Hun løb stille rundt i egne tanker og lod runde efter runde gå, uden at skænke så meget som en flig af opmærksomhed til omgivelserne omkring banen.

Da uret bippede efter de ti minutter kiggede den kvindelige løber op, og opdagede hun befandt sig ud for indgangen til atletikbanen. Hun var ikke alene. I mørket lige uden for bane-lysets rækkevidde, stod en mand iført skihandsker og tophue. Manden virkede ikke truende og den kvindelige løber løb over for at høre, om der måske var et problem. Var det mon en fellow løber der ville høre om han måtte joine træningen?, eller var det måske halinspektøren, der ville bede den kvindelig løber om at slukke banelyset og smutte hjem?.

Manden bad den kvindelige løber gå med over i det lille redskabsskur, han ville vise hende noget. På stien hen mod skueret tog han den ene skihandske af, og åbenbarede en hånd dækket af en gul gummi-operationshandske. Han lo fælt, mens han åbnede døren og gennede den kvindelige løber ind i skuret. I skuret var der fyldt med atletik-udstyr, og på det lille bord langs skuret væg, havde manden linet op med en plastikholder fyldt med tomme ampuller, et mystisk instrument, små syleagtige nåle og en blok fyldt med måleresultater. Det var ikke første gang manden havde fået lokket en løber med ind i det primitive laboratorie i skuret.

Manden tog én af de sylespidse nåle, greb den kvindelige løber og stak hende i øreflippen. Han pressede garvet blod ud – samlede det op, og placerede dråberne i en ampul. ”Bliv stående”, dikterede han, hvorefter han gentog proceduren efter et givent tidsinterval som kun en gal mands hjerne kunne se meningen i. Til sidst tog han det mystiske instrument, samlede endnu en bloddråbe og kiggede interesseret på tallet der dukkede op på skærmen. ”Du er en lav laktat-danner” lo manden dystert, som om netop den konstatering gjorde mandens foretagende en kende mere udfordrende.

Læg mærke til de skumle gummihandsker… 😀

Løb, udbrød den skumle mand pludselig. Han blokerede stien over mod parkeringspladsen så der kun var et alternativ for den kvindelige løber. At løbe ud på atletikbanen og ind i hamsterhjulet. Den kvindelig løber løb det bedste hun havde lært. Den kolde vind bed i halsen som sandpapir, og den skumle mand stod ved indgangen til banen og råbte for hver omgang. Tider, han råbte omgangstider. Den kvindelige løber turde ikke andet end at holde den pace, den skumle mand dikterede.

Pludselig råbte manden ”Stop” – og gennede herefter den kvindelige løber tilbage i skuret, hvor han endnu engang gentog hans sygelige ritualer med de sylespidse nåle og det mystiske instrument. Alt blev nøje noteret ned i blokken. Det virkede som om tallene var den mystiske mands narkotikum. Han gnækkede, og skumlede, og talte med skinger stemme for hvert tal han læste på det mystiske instrument.

Atter, efter adskillige blodprøver fra den kvindelige løbers slemt forkomne øreflip, gennede den skumle mand den kvindelige løber ud på atletikbanen igen. Denne gang med en reprimande om at løbe endnu hurtigere end sidst. Så hurtigt at den kvindelige løber begyndte at pruste og stønne højt. Vinden tog til, og var det ikke for frygtens adrenalin, ville den kvindelige løber aldrig have løbet så hurtigt. Lungerne var presset, halsen brændte og selvom de små drenge stadig trænede på banerne nord for atletikbanen, kunne den kvindelige løber ikke råbe til dem. Hun havde kun lige luft og fokus til at holde den pace, den skumle mand dikterede for hver gang den kvindelige løber passerede ham ved banens indgang.

Igen råbte manden ”stop” og ritualerne fra tidligere blev gentaget. Den kvindelige løber var træt, men manden ignorerede alle kvindens bønner, og beordrede nedladende den kvindelige løber til at gentage den vanvittige pace endnu engang. Den kvindelige løber var tømt for kræfter og kunne ikke gøre andet end at adlyde den gale mand. Øret smertede, benene var tunge. Denne gang nåede den kvindelige løber at løbe 2½ omgang før hun blev stoppet og gennet tilbage i skuret til endnu en omgange gal-mands-videnskabelige-test.

Denne gang valgte den skumle mand at sikke de sylespidse nåle i øreflikke på det andet øre. Og med en fæl latter og febrile øjne, jublede den skumle mand over blodet der sprang ud som en kilde i skoven. Den kvindelige løber krympede sig. Hun var træt, havde ondt og ville gerne hjem. Hvad var det dog, den skumle mand havde gang i?. Ville han nogensinde få nok og lade hende gå?. Den kvindelige løber forsøgte med al hendes kvindelist at overtalte den skumle mand til at stoppe hans foretagende.

BLODBAD !!!!!! ;D

Bedst som den kvindelige løber begyndte at ane et stemningsskift til det bedre, råbte den skumle mand. ”Ud med dig. Ud på banen og løb alt hvad du overhovedet kan. Løb som du aldrig her løbet før” Den kvindelige løber sjokkede ud på banen, og efter en kort og nådig opvarmning gav hun den fuld gas op i vinden. 100 meter nåede kvinden ud, før den skumle mand råbte stoooop – og tog den kvindelige løber med tilbage i skuret. Han grinte højt og gik endnu engang igennem hans gal-mands-ritual.

Endelig virkede det som om den skumle mand havde fået nok. Han udfyldte den sidste linje på blokkens side, tog en dyb indånding og virkede lettet og overstadiet. ”Gå med dig” brummede han, og vendte ryggen til den kvindelige løber. Den kvindelige løber løb ud af skuret og over til hendes bil. Hun kiggede sig ikke tilbage, men ventede hvert sekund at den skumle mand skulle dukke op igen. Hun sprang ind i bilen, gassede op, og kørte fra parkeringspladsen med hjulspind og hvinende dæk.

Den kvindelige løber var undsluppet den skumle mand, og udover virkelig ømme ørebasser, havde hun ikke lidt overlast. Hun lovede sig selv aldrig mere at løbe på atletikbaner alene sent om aftenen.

Tør du, kære læser, få lavet en laktattest? 😀

Ovenstående kunne være det der skete sidste fredag. Det kunne også bare være resultatet af en kvindelig løbers fantasi efter en fantastisk træningsdag, ovenpå test af det løbeprogram hun har fuldt gennem de sidste 15 uger. Resultatet kommer snart, og skal vise om de 15. uger med laaangsom løb med enkelte tempoblokke hist og her, har forberedte den kvindelige løbers krop på de udfordringer der venter forude på den anden side af julefreden.

Share: