I får et billede af den fantastisk strand i dag – i stedet for et billede af min højre balle (den er sq ikke køn nok til udstilling online 😀

To ord – to højtravende ord der kunne være navnet på en eksotisk cocktail serveret på en øde ø i Stillehavet, hvor man lige hang ud til en sørøver-udklædningsfest med Buff én om hovedet og en kæmpe ørering i venstre øre. AYYEE. To ord der desværre ikke har mindste at gøre med en eksotisk cocktail, med mindre man tænker en omgang senebetændelse i baglårshæfteren som en udsøgt cocktail, men i stedet udgør navnet på det spøgelse der i over 1 år har hjemsøgt mig.  

De to ord smed min yderst kompetente fys i fjæset på mig torsdag morgen, og efterlod mig med en dyb følelse af tristhed resten af dagen. De er forklaringen på mine kvaler hele sidste år og nu også her i starten af det nye løbeår 2019

Sidste år, da skaderne for alvor begyndte at vælte ned over mig, var jeg selv som en anden ”kan du google det konkurrence” kommet frem til selvsamme diagnose. Jeg fattede bare ikke helt hvad det betød, og i endnu mindre grad hvordan det ville påvirke mit liv som løber. Jeg holdt i stedet 2 ugers pause og startede let op igen – og fandt mig selv nogenlunde ok, så længe jeg holdt mig fra intervallerne. Problemet var bare, at søster begyndte at løbe stærkt, efter hun fuldstændig målrettet løb 1 * interval hver evig eneste uge. Det kunne jeg ikke stå tilbage for, konkurrencegenet vågnede til op til dåd og overtog min hjerne. Det krævede jeg gik ombord i både tempo – og intervaltræning, og jeg begyndte at drømme om et stort PR slag her i foråret 19.

Det gik bare ikke rigtig for mig. Når vi, søster og jeg, løb bakkeintervaller, følte jeg mig som en 90 årig. Der var absolut ingen power i højre ben, og dybe smerter hjemsøgte mig natten efter vores udfoldelser på bakkerne i Gug. Det samme skete når vi løb eksempelvis 10*1 min intervaller – og i min ihærdighed for at fortsætte mit eget selvopfundne træningsregime, fandt jeg ud af, at hvis jeg blot nedsatte antallet – eksempelvis 5*1 min, så kunne jeg stadig lave lidt hurtigheds-træning.

Et eller andet sted i min lille forkrøblede hjerne var der en stakkels lille fornuft-stemme der skreg højere og højere. ”Heidi – der er jo noget galt. Få det nu fikset i stedet for at fortsætte med hovedet under armen”.  Jeg var ikke meget for at lytte, og min erfaring med behandlingssystemet har bestemt været svingende i 2018. Det var først da jeg ved et tilfælde opdagede, at Aalborg Fysioterapi havde et løbehold, hvor man som ”skadede” løber kunne genoptræne under kyndig vejledning, at jeg slog til. (Jeg tænkte ikke mig selv som skadet, nærmere som en løber der manglede lidt styrke 😛 )

Kækt ringede jeg og tilbød mig selv som en værdig trængende til træningsholdet, og efter en konsultation hos min vanvittige dygtige fys fik jeg grønt lys. Den gode mand lavede et styrkeprogram til mig, og overså min træning, Jeg følte mig på vej ud i verden som en skadesfri løber. Quick Fix here I come…
Det var i torsdags, som afslutningen på konsultation nr. 3, han smed de to famøse ord i hovedet på mig. Vel og mærket efter at jeg var mødt op med smerter, fordi jeg ikke havde kunnet styre min løberhjerne, og havde jernet et tempopas dagen før (Min hjerne sagde vitterlig ”hey – du har styrketrænet og fået behandlinger i 1½ uge, du er jo så godt som kureret). Fys var ikke voldsomt begejstret for min hjernes tolkning af begrebet skadesfri, og sendte mig hjem med en formaning om, at læse mere om de to ord. (Far er ikke sur – far er skuffet). 😀

Og her er jeg så nu. Med to ord hæftet til mig som en klistret omgang harpiks. De to ord betyder, at jeg for alvor skal ændre mit mindset. Jeg kan ikke længere træne intervaller og tempoløb. Jeg kan ikke længere løbe op af stigninger. Jeg er fanget i langsomløb-karrusellen på ubestemt tid. Jeg skal sige halløjsa til styrke- og mobilitetstræning. Jeg skal ændre på måden jeg bevæger mig på, og jeg skal mobilisere en tålmodighed på størrelse med Eiffeltårnet. Jeg små-tudede torsdag aften efter ordene var faldet. Jeg små-tudede fordi min små drømmespirer om store løb her i foråret smuldrede gennem fingrende på mig som sand. Jeg små-tudede fordi jeg endelig syntes jeg var på vej til at blive hurtigere, og fordi jeg lige havde nået det niveau hvor tempoløb føles som den fedeste flyvetur i hele verden. Nu faldt det hele fra hinanden.

Jeg elsker at løbe ved Vesterhavet; det fikser altid mit hoved – og gør mig total glad i låget

Fredag var næsten lige så slem. Jeg måtte stå op til et stort fælleskommunalt møde, og pendlerturen mellem Aalborg og Randers føltes som tortur (jeg har ikke i et år siddet ned på en stol i længere tid; der er ubetinget det værste jeg kan udsætte min krop for – og noget der sender kaskader af smerte gennem min lille krop.). Jeg var fortabt og trængte til lidt perspektiv. Til alt held, kunne jeg lokke bedre halvdel med i sommerhus, og på dagens langsomme løbetur ved Vesterhavet klarede min hjerne op, solen kom frem og de sorte skyer drev væk.
Jeg er jo monster heldig, at jeg stadig kan løbe. Jeg kan faktisk godt løbe 70-80 km ugentlig, hvis bare jeg sætter tempo ned. Og jeg er kommet i kløerne på en fys jeg, i den grad, stoler på nok skal føre mig gennem minefeltet med sikker hånd. (Hvis han da ikke undervejs mister tålmodigheden med mig 😛 ).

Nu er min plan i stedet, at jeg vil finde et par løb her i det sene forår. Et par løb som ikke opfordrer til ræs, men som kan løbes lidt som et eventyr. Jeg tænker 50-60-70 km. løb hvor jeg kan cruise gennem et eller andet fantastisk landskab og få en medalje og en fed oplevelse. Et par løb der kan give det langsomme løb, jeg stadig kan lave, mening, og motivere mig til ikke at falde for fristelsen ”hurtigløb”.
Jeg har brug for hjælp… – Nogen der har løbet, eller kender til mulige løb; uden for mange højdemeter vel og mærket, som kunne være et oplagt emne?… Jeg er klar på hvad som helst. 😀

Kh Heidi – “trotteren” fra Gug 😀

Share: