Dag to af vores sommertur 2021 bød på 48 kilometer fra Rødhus til Hirtshals. Jeg var forbavsende frisk da jeg vågnede onsdag morgen, og var faktisk ikke synderligt ramt af ømme stænger efter gårsdagens lækre 74 km. Udsigten til at løbe endnu en dag i vandkanten langs min favoritkyst var på ingen måde noget der bare skulle overstås, men derimod noget jeg glædede mig vanvittigt til.

Vi lavede en lille genialitet fra starten af. Dagen før var vi stoppet på stranden, og gik op til sommerhuset der udgjorde overnatningsstedet. Og for at starte præcis hvor vi stoppede, gik vi derfor tilbage ned på stranden tidligt om morgenen. Det var brillant af den simple årsag, at benene langsomt fik lov til at vågne, og blive klar til dagen løbetur.

Klar til dag 2 – etapen fra Rødhus til Hirtshals

Vejret var fantastisk og turen gik afsted mod første is-stop i Løkken. På vejen var vi forbi Grønhøj hvor der blev tanket lidt ekstra vand i varmen, og ellers gik det på curise control op til Løkken og til Surf-butikken der fristede med – EN HAVTORN IS. NØØØØJJJ, den var lækker. Det er så absolut en kæmpe anbefaling herfra hvis du kommer forbi Løkken en dag. Smut forbi surf-butikken ved nedkørslen til den nye platform og området indenfor molen og prøv deres is.

Hvide badehuse på stribe – så ved man at Løkken er lige om hjørnet 🙂
Havtorn-is ved North Shore Surf – Er du vimmer en god is.

Nogle gange kan man være uheldig med at højvandet lukket for den videre færd på stranden fra Løkken til Nr. Lyngby. Det er sket op til flere gange at jeg har måttet vende om, og returnere til Blokhus i stedet for at fortsætte til Lønstrup fordi højvande forhindrede mig i at løbe videre på stranden. Det er især når man runder området som ligner et spil bunkers-mikado at problemet med højvande kan opstå. Til alt held var der utroligt lavvandet præcis den dag vi havde valgt til løbeturen, og vi kunne uden problemer løbe videre på stranden.

No problemo – vi kunne sagtens passere området med bunkers-mikado

Jeg elsker skiftet fra at løbe på den brede strand med søde fredsommelige klitter man møder på strækningen fra Rødhus til Løkken, til det hele skifter udtryk og bliver til en bred strand med truende og meget lidt indbydende skrænter når man løber fra Løkken til Lønstrup. På overskyede dage føles det næste som om man løber i fred og fordragelighed, runder et hjørne og pludselig befinder sig i en gyserfilm. Nøj hvor er de dog bare barske de skrænter hvor huse og andet materiale må opgive kampen til naturkræfterne.

Jeg har een gang kravlet op ad trappen her. Det var vanvittigt – og selv om jeg ikke har højdeskræk, så blev jeg ret nervøs og en lille smule bange. Vi løb pænt videre og valgte ikke at udfordre skæbnen på vores sommertur.
Pynten her er området ved Rubjerg Fyr. Vi kunne løbe hele vejen på stranden, og behøvede ikke at kravle op i sandkassen hvor Rubjerg Knude fyr troner. Det sker ret sjældent at man kan komme tørskoet rundt her.

I Lønstrup holdt vi turens andet stop, denne gang et af de berømte Milkshake-stops inden vi med tiltagende vind i hovedet begav os videre nordpå forbi Skallerup Klit og op mod Tornby. Vinden blev kraftigere og kraftigere, og gjorde det bestemt ikke lettere for os. Et sidste stop ved Munks i Tornby og så var det ellers hovedet ned og ud på sidste strækning inden jeg langt om længe kunne kramme verdens dejligste fyr… Hirtshals fyr efter 48 fuldstændig lækre, vindblæsende og skulderforbrændte kilometer. 😊

Dejlige brede sandstrande uden sten – I like 😀
Bunker-sjov ved Kjærsgård strand
Thadaaaaa – De havde sørme hejst flaget i anledningen 🙂 😀
Dejligste krammer til det dejligste fyr 😀 😀 😀

Sikke en fantastisk tur. To fuldstændig fantastiske dage hvor jeg ikke en eneste gang kiggede på uret, men blot lod tiden gå, og nød naturen fuldt ud. Citatet herunder er noget Johannes Møllehave har skrevet – og de to dage levede jeg fuldt ud med alle mine sanser åbne. Og det vildeste var… Jeg havde ikke en gang særligt ondt i stængerne. 😀

Gaven til os er, at vi lever. Opgaven er at leve hver dag

Johannes Møllehave

Kæmpe tak til Lund Motion for hjælp til at få tryk på lækre Under Armour tur-trøjer 🙂 – Og tak til Vagn for en fed tur – Og ikke mindst, tak til bedre halvdel for at lave verdens bedste burgere til to sultne løbere

Sommertur 2021 – Fra Hanstolm til Hirtshals done. 74+48 lækre kilometer på to dage.

One Reply to “Hanstholm-Hirtshals sommertur 2021 Etape 2”

  1. Spå roligt och motiverande blogg, jag lägger in den bland mina favoriter, själv är jag svensk vardags löpare, men nu kan man tävla igen:)) Vackra bilder ger mersmak för en runda till:) ///Kram från Karlshamn Sverige

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.