De sociale medier flyder over med information om stort set alt, både fuldstændig ubrugelig viden og monster lærerig viden. Det gør sig også gældende mht. løb, og med et enkelt lille klik kan man stort set finde grupper for hvad som helst inden for hele spekteret af løbsdisciplinen.

I dag stødte jeg på en anbefaling til en Facebook gruppe, jeg tænker ville være nyttig for mange af jer løbere der læser med. Gruppen er oprettet af løbetræner Rune Darling fra Århus og Danmarks sødeste væsen af en trailløber og fys Mette Bjerregaard. De to har stykket gruppen ”løbeskader” sammen, med tanke på at danne et forum hvor løbere kan udveksle erfaringer, viden og gode råd omkring løbeskader og løbegener. Og de to yderste kompetente mennesker vil, som gruppe-admin, komme med indspark når tid og temaer tillader det. Gruppen kan ses her: https://www.facebook.com/groups/loebeskader/

Jeg syntes det er en super fed måde at bruge og dele viden på, det er let tilgængeligt og ofte ligger svartiderne for besvarelse af spørgsmål inden for ganske få minutter. Hey – og er der nogen der ved hvad vi taler om, så er det da os løbere 😀

Og når vi nu er ved det, så bruger jeg selv flittigt fb gruppen ”Løbeudstyr – Køb, Salg og bytte”, her finder jeg mange gange sko nr. 3 eller 4 til billige penge, eller måske lige præcis de par løbe tights jeg ikke helt har gidet betale mange penge for, men nu egentlig godt gad have. Jeg har, syv-ni-tretten, aldrig oplevet at blive snydt og jeg elsker tanken om, at vi løbere kan bidrage lidt til de grønne idealer bæredygtighed og genbrug af tøj. Jeg kan i hvert fald fra min egen lille pind med blussende kinder røbe, at jeg nogen gange køber løbetøj jeg kun får brugt et par gange, hvorefter jeg må konstatere at den bare ikke liiiige sad i skabet. Sagt på en anden måde, at jeg enten lignede en gravid flodhest i tøjet, eller at tights enten kryber helt op i skridtet og blotter min hvide halvfede lår, alternativ hænger skridtet nede ved knæene og giver mig en hængerøv der er en rapper værdig. Så er det en rar tanke at der måske er andre der kan bruge skidtet. Gruppen kan ses her: https://www.facebook.com/groups/163523893811017/

Er man til trailløb findes der et utal af grupper på FB. Mange af grupperne er oprettet med henblik på at lave fællesløb og hyggelige arrangementer. I det nordjyske har vi FB gruppen “Trailløb i Nordjylland” hvor man finder alverdens lækre trailløb og hvor der deles lidt viden og anbefalinger om sko og udstyr. Absolut et besøg værd hvis man runder det nordjyske :). Gruppen kan ses her: https://www.facebook.com/groups/1484971118456554/

Derudover er der tons af små grupper, hvor medlemmer inviteres til rutefremvisning og kærlig opbakning, når der tonses rundt i de barske alper vi har i det nordjyske. Min absolutte yndlingsgruppe er Rold skov trail runners, en gruppe jeg følger nøje dag efter dag, mens jeg drømmer om at jeg endda kan tage mig sammen til at stå tidligt op en weekend, og hoppe med på én af deres ture i Rold skov.

Er man til større danske trailløb er det siden Trailman Denmark man skal besøge. Her er de større danske trailløb repræsenteret med masser af billeder fra tidligere løb sammen med test af udstyr og videoer af fede tracks. Ren guf for trailnørder. 😀 Siden findes her: https://www.facebook.com/trailmandenmark/?fref=ts

I samme gænge er den mere generelle løbs gruppe ”Cannonballs og Marathons i Danmark”. Her finder man opslag og information om rigtig mange af de små løb, der afholdes rundt omkring i det smukke danske land. Et must hvis man jagter mange løb på bogen, eller måske blot farter rundt på landevejene i DK. Gruppen kan se her:

https://www.facebook.com/groups/276557549131311/

Og ja, så kan man jo ikke komme uden om den vanvittige populære gruppe ”De nordjyske tossers løbegruppe”. Gruppen er en lukket gruppe, hvor man kun kan få adgang hvis man er en vaske ægte løbetosse. (Det kræver ikke den store skriftlige eksamen at blive medlem, kun et klik på en knap). 😀 Her deles blogindlæg, løbsopslag, erfaringer, spørgsmål og gode råd i en stor bowle fyldt med skæve indslag, sjove billeder, lykønskninger og jeg-skal-komme-efter-dig. En stor summende bikube af ren løbeglæde.

Ovenstående var blot en lille del af de utallige grupper omhandlende løb, der findes på FB. Stort set alle motionsløb har egen FB gruppe, alle løbeklubber har egen FB gruppe og ja- selv vi tossede skribenter fører os frem med egne blog-grupper. (Er du i øvrigt medlem af gruppen ”the greatness of running” )  – Har hørt det er der alt det sjove sker :D. https://www.facebook.com/thegreatnessofrunning/)

Share: