Kender du det? – at man har haft en fuldstændig fantastisk vild oplevelse, og man på vejen hjem igen tænker ved sig selv, at den der eventyrlysten person man var på turen, skal være meget mere fremme i skoen i dagligdagen. Og så… så kommer man hjem, der går ca. to dage og vupti, man er gennemtygget og slugt med hår og hud af det kære hverdagsmonster. To dage og alt er præcist som før.

Jeg har været lidt i limbo siden Pakistan. Ikke så meget mht. løbetræningen, den kører sådan set upåklageligt, men dagene har taget hinanden, uden jeg har fået taget fat i de drømme og tanker der fulgte i kølvandet på mit løbeeventyr i Pakistan. Det var lidt som at lande med et brag. Der gik to dage, så var fortællingerne fortalt og mit hoved var i fuld gang med at negligere min indsats, og det faktum at jeg faktisk syntes jeg skulle kreditere mig selv for at træde så langt ud af komfortzonen som jeg overhovedet kunne..

Dagene er gået med en cocktail af arbejde, træning – overordentlig meget træning, mad og søvn. Jeg træner til mit næste løbeeventyr i januar, og ramte maks-mængde uger (træningsuger med +110 km. ugentlig) hvilket drænede mig mentalt som klemmer man en badesvamp. Hverdagsmonstret fik mig sågar til flere gange, at betvivle om jeg virkelig ville på løbeeventyr igen, om jeg virkelig ville tømme min konto for monjanos og efterlade bedre halvdel sammen med ungerne i Aalborg mens jeg atter engang skal boltre mig på eventyr.

Hverdagsmonstret strammede grebet mere og mere, dens omfavnelse blev lettere beklemt og knap så rar som i starten. Den begyndte at savle ud over mig, og stanken der væltede ud fra gabet af indvolde i let forrådnelse, fik mig til at væmmes.

På min træningsapp står der p.t. 8 Weeks. – 8 uger til næste kæmpe store eventyr. Et eventyr der omfatter marathons i Argentina, Uruguay, Chile – og nå ja, så lige toppen af kransekagen – Antarktisk, som på Sydpolen. :D. Det er dét jeg træner til p.t. At kunne løbe 4 marathons på 7 dage uden at gå i stykker. Jeg er sygt angst for at løbe 4 marathons på 7 dage. Aner ikke helt hvorfor, men tanken om at gøre noget jeg ved gud aldrig har gjort før, virker helt uoverkommelig. Det opfangede hverdagsmonstret, og som en sur gammel gespenst der ikke fik nok opmærksomhed til halloween, har den suget mod ud af mig hver eneste gang træthed og dårlig kost fik mig til at segne på sofaen.

Det her er forsiden på min Trainingspeaks (hvor mit træningsprogram ligger) 😀 – Det er skisme da motiverende…

Problemet med hverdagsmonstret er, at når det først for alvor sætter kløerne i én, så er det virkelig svært at slippe ud af kløerne igen. Det kræver overskud og vilje, eller måske bare en god nats søvn og en efterårsmorgen hvor solen skinner og skyerne spejler sig i Limfjordens blanke vand.

Det skal være slut nu… Fem flade til hverdagsmonstret, og en kæmpe high five til min særdeles fantastiske kiropraktor Mike Feiner i Aalborg, der i dag under min rutinemæssige behandling, forsigtigt skubbede til nogle af de drømme jeg går rundt med. Ja for pokker – hvorfor ikke gøre hverdagen lidt mere festlig 😀

Og så kom lysten pludselig igen. Lysten til at fortælle historier, lysten til eventyr og lysten til at forfølge drømme. Det kom ud af det blå, uden forudgående varsel, jeg fik bare pludselig lyst til at lege med tanker om skøre ting jeg kunne lave. (Èn af dem er en adventskalender for løbere, hvor jeg finder 4 stk. lækre gaver, pakker dem ind – og sender én pakke som lander lige omkring adventssøndag 😀 – Er der nogen der syntes det er en god ide??)  😀  – Ok, indrømmet. Jeg er en manisk gave-giver. Jeg eeeeelsker at købe, og give gaver, især hvis jeg selv må pakke dem ind.

Og nu, hvor hverdagsmonstret kigger den anden vej, leger jeg med ideen om at lave en podcast mens vi er på eventyr. Jeg skal rejse sammen med to yderst garvede marathonløbere, Vagn Kirkelund (som var med i Pakistan) og Tor Rønnov, der har tons af marathons på bagen. Jeg tænker de to må være garant for tons af skøre historier og fede fortællinger. Det krydret med fortællinger fra verdens ende må da kunne et eller andet. Det skal i hvert fald prøve 😀 (PS – Tak til Stine Rex, verdens 5. bedste ultraløber for at give mig ideen til at lave podcast :D)

Ideer bobler i mit hoved. Løbeglæden fosser gennem kroppen som et vandfald, og jeg er klar til at trække bucket list sedler op af hatten og forfølge drømme. Hvorfor ikke.. 😀 😀 :D.

PS – Er der nogen der har en sur gammel løbesko, jeg kan låne til at slå hverdagsmonstret med, næste gang den kommer forbi 😀 😀 😀 😀 😀

Share: