Det er for alvor blevet sommer i vores lille kongerige, og med varmen er selv løbetøjet krympet og blevet til små tights og lige straks (når jeg finder modet) en lille top. Jeg er ikke nogen fænomenal varme-løber, tværtimod. Min krop lider voldsomt, så snart temperaturen sniger sig over de 25 grader og jeg dapper afsted i løbesko. Normalt på denne tid af året plejer jeg, at have stor held med at lokke bedre halvdel med ud på tur sent om aftenen, for derved at undgå den værste varme. Normalt er sommeren den periode, hvor jeg i skumringen cruiser rundt på ukendte stier og veje sammen med bedre halvdel, mens vi vender tanker og emner om job, familie og rejser. Sådan er det ikke i år, plejer er gået bort og jeg er alene i løbeskoene. 🙁

Tilbage i september sidste år trænede vi begge til det kommende NYC marathon, og på én af bedre halvdels længere ture, vendte han hjem en smule slukøret. Han havde ondt i hoften, og det var ikke nogen speciel rar følelse at løbe. Ømheden ville ikke rigtig fortage sig igen, og da vores drømme-marathon nærmede sig med hastige skridt, tog bedre halvdel til fys for at få en vurdering – og en anbefaling. På det tidspunkt var vi 4 uger pre-marathon, og fys, der jo godt kunne ane at her var en mand, der vitterlig VILLE løbe NYC, rådede ham til at holde løbefri indtil NYC, og i stedet cykle og lave anden træning. Det skulle være opskriften, der kunne redde bedre halvdels chancer for at gennemføre Marathon i byen der aldrig sover.

Bedre halvdel holdt planen til ug, og vi rejste til NYC fulde af drømme om et fedt løb. Jeg var selv kvalificeret på tid, og skulle derfor starte i en startgruppe ca 30 min. tidligere end bedre halvdel. Og da jeg smuttede afsted ud mod startboksen, kyssede jeg bedre halvdel, og mindede ham om vores aftalte mødested efter løbet. Jeg kom til at vente meget meget længe på det aftalte mødested. Så længe at jeg bekymret sendte sms efter sms om alt var ok. Og langt om længe kom et svar retur. Bedre halvdel var kommet i mål, og var på vej.

Det var en slagen mand jeg mødte. En mand der knapt kunne gå, og som med forvredet mine fortalte, at han nåede ca. halvvejs ud på ruten, da et eller andet gik helt galt i hoften, og det derfra var én lang pine at komme i mål. Han havde gået/småløbet hele anden del af løbet med kraftige smerter, udelukkende for at komme i mål og få den fedeste medalje ever. Hatten af for så stålfast en vilje.
Dagen efter var smerterne kun endnu værre, og da bedre halvdel nu end ikke kun gå, måtte vi en tur forbi det amerikanske sundhedsvæsen efter et par krykker. – Huurraaa for rejseforsikringer i øvrigt, det reddede totalt vores tur, at vi med et opkald til DK straks blev henvist til behandling med betalingsgaranti.

På besøg i det amerikanske sundsvæsen 😛

Og således gik vores lille miniferie i NYC – Bedre halvdel på krykker og mig tussende efter med poser og sække med indkøb :D. Tilbage i DK røg bedre halvdel ind i det danske sundhedsvæsen på godt og ondt, og efter laaaaang ventetid viste en MR scanning langt om længe, hvad der egentlig foregik i skroget på bedre halvdel. Et stk. stressbrud i hoften lige ved hofteleddet. Bedre halvdel havde gennemført NYC marathon med et stressbrud.
Et brud som det bedre halvdel ”render” rundt med, skal hele sig selv. Der er ingen hurtig quickfix og ingen nåde. Ingen løb, hurtig gang osv så længe der er smerte i området. I foråret var bedre halvdel til en opfølgende scanning, der desværre afslørede at bruddet ikke just havde tænkt sig at samarbejde og hele hurtigt. Så nu går bedre halvdel og venter på 3. scanning i september. En scanning der meget meget gerne skal vise bedring og tæt på ubrudt knogle igen. Bedre halvdel har fået lov til at cykle, men løb er stadig TOTAL NO GO.

Det er status p.t. og lige så meget som jeg har medlidenhed med bedre halvdel, der stadig døjer med smerter, men også med ekstra kilo der fælt har set sin chance for at overleve på en krop, der ikke tilnærmelsesvis er lige så aktiv som i forgangne tider – lige så meget savner jeg vores løbeture sammen. Vi har løbet sammen siden vi for godt 9 år siden så et lys i hinanden, og løb har altid været en del af vores rejser og oplevelser sammen. I år er første år vi ikke har rejst efter et forårs marathon, og i år er første år, hvor jeg hele ferien må dappe afsted i morgengryet alene på fremmede veje.

Jeg savner vores løberejser sammen…

Jeg savner at lunte ved siden af bedre halvdel, uden af sige noget. Jeg savner at grine højt på løbeturen fordi bedre halvdel som regel laver et eller andet dumt. Jeg savner vores snakke på må og få om emner der lige popper op i knoppen. Jeg savner sågar at hænge bedre halvdels løbetøj op ved siden af mit eget. NØJ hvor jeg dog savner at dele passionen for løb med bedre halvdel.

Stressbruddet var kroppens reaktion på en træning, hvor mængde og tempo blev eskaleret for hurtigt til at kroppen kunne nå at restituere. Og det, at jeg på nær hold har set de kvaler et sådan brud har medført, har fået mig til at vægte min restitution i lang højere grad end tidligere.  
Fremtidsudsigterne for bedre halvdel er usikre i forhold til løbekarrieren. Vi har ingen anelse om, hvorvidt et års pause fra løb vil gøre hans krop klar igen. Nogle dage er han selv tvivlende, andre dage fuld af håb. Én ting er sikkert. Det er bare sååå meget sjovere når man deler en passion med den man lever sammen med.  

Share: