Jeg har været ramt af Marathon Blue efter hjemkomst fra NYC, og har slet ikke kunne få opdateret bloggen med nyt stuff. Beklager 🙂 Nu tror jeg til gengæld jeg fik hul på bylden igen, og her kommer lige det indlæg, jeg havde planlagt i sidste uge. Et indlæg der runder NYC marathon – og al den virak jeg udsatte mig selv for. 😀
 
Når man rejser efter de helt store maratonløb ude i den store verden, rammer man ofte ind i både ekstremt store expo’er med løbegrej der lokker alle monjanos ud af stakkels forsvarsløse piger, pastapartyer og små løb dagen før dagen. Det kan være en stor mundfuld hvis man vil det hele, og lige præcis i NYC gik jeg over stregen. Bevæbnet med deres nye, totalt fede App gik jeg amok i både indkøb og oplevelser.

Vi landede sent torsdag aften og startede ud med, som det første punkt på programmet, at besøge expoén og afhente startnumre. Vi ville være smarte, tænkte vi selv, og smuttede på Expo lige da den åbnede fredag morgen. Der var så lige horder af andre løbere der havde fået samme geniale ide. Så vi ramte ind i et menneskehav på størrelse med det Atlanterhav vi lige havde krydset.

Total Starstruck – Der sad lige USA’s bedste mandlige marathonløber Meb Keflezighi

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indenfor (efter det klassiske sikkerhedstjek – vi var jo i Staterne :)) bugnede det med alt det løbetøj og grej man bare overhovedet ikke –som i på ingen mulig måde, kan undvære 😀

Og yes, jeg brugte totalt og aldeles for mange penge på løbetøj på expo’en. Jeg faldt helt og aldeles i fælden som en anden naiv mus, og glemte at 120 dollars er væsentligt mere end 120 kr. Jeg købte stort set alt jeg kunne komme i nærheden af, udelukkende fordi det jo var NYC marathon – og hvem ved hvornår (og om) jeg lige for mulighed for det igen. Jeg mistede al kontrol, og heldigvis bruger min bedre halvdel briller, for selv boden med brillerens formåede at få mig i fælden, og det havde sq været en kende for kikset hvis jeg havde været alene, og købt brillerens udelukkende fordi det var placeret på en stand til en expo. 😀

Efter besøget i Expo-helvedet tog vi op til Central park, og besøgte den målstreg vi skulle krydse hele to gange hen over weekenden. Vi havde på forhånd besluttet os for at løbe 5 km lørdag. I NYC hedder det Dash to the Finishline og er, udover et hyggeløb for marathon-løbere, også det amerikanske mesterskab på 5 km. Jeg løb det primært for at få en ekstra medalje med hjem, mens bedre halvdel, som var let skadet inden vi drog mod vest, havde brug for at mærke hvad hoften kunne klare. Lad mig slå fast med det samme – der var INGEN medalje. Vi fik en sjov pom-pomhat ved afhentning af startnummer, og en lille pose med vand, et æble og en pose saltkringler i mål. Thats it.

Mandy og jeg – og stor gensynsglæde. Nå ja, og så lige lyseblå pom-pom hat i baggrunden 😀
På vej mod mål, og vi ser ingenting. Vi pludrede hele vejen. 😀

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til alt held var det lykkedes mig at få aftalt med én af mine amerikanske løbevenner, at vi skulle løbe de 5 km sammen. Heldigt fordi, det kaos der var ved start (ingen toiletter udover dem til eliten som vi ikke måtte benytte) og det forholdsvis korte løb hen til central park, egentlig ikke var det helt store væsen. Absolut ikke noget jeg vil anbefale andre at løbe, hvis man i forvejen har marathon på programmet dagen efter. Alt for meget stres efter min mening. (Måske er jeg bare totalt farvet af, at der ikke var en medalje – Hvem pokker afholder dog løb uden en medalje…J). Til gengæld var det sindssygt sjovt at gense Mandy, som jeg i sin tid mødte til et halvmarathon i Las Vegas (læs mere her: ). Vi pludrede hele vejen til mål – endda helt indtil vi måtte skilles ved hvert vores hotel. Elsker simpelt hen det, at bare fordi man er løber så opstår der venskaber på tværs af nationale grænser. Og da Mandy så lige samtidig havde en lille Hammer Energi-pakke med til mig. Jammen, så var lykken stor. 😀

Og nu skulle man jo så tro, at undertegnet var klog nok til at drible hjem på hotellet og hvile de gamle stænger, inden det hele gik løs dagen efter. Men næh nej. Niksen biksen Karen Bliksen. Jeg havde luret i appén, at én af mine ”podcastere” lavede live podcast med selveste Paula Radcliffe. Og jeg havde været så heldig at få billetter (som i øvrigt var det eneste overhovedet den weekend, som var gratis). Så efter 5 km løbet, driblede vi videre til et vanvittigt fint interview med min nok største løbehelt til dato. Ud over at være en blændende marathonløber – og verdensrekordholder på Marathon distancen for kvinder velsagtens, var Paula Radcliffe så fuldstændig nede på jorden og ligetil. Der var ingen stjernenykker – noget som jeg faktisk syntes generelt kendetegner eliteløberne, og hun var bare så glad, smilende og veltalende at man kun kunne knuselske det kvindemenneske.

Lindsey forrest og min helt over dem alle Paula Radcliffe bagerst

Paula gav os rådet om at finde et ”happy place” når løbet bliver hårdt. Hun fortalte om strategier hun selv benyttede for at holde metal styrke, og hun fortalte om hendes erfaringer og oplevelser til tidligere NYC marathon (hun har vundet 3 stykker) SÅ inspirerende. Du kan i øvrigt lytte til afsnittet her https://lindseyhein.com/20181106-9976/episode-149-paula-radclilffe/, en ting jeg så absolut vil anbefale. Hver gang jeg mister modet en lille smule, genhører jeg interviewet. Paula Radcliffe er det til dags dato det mest inspirerende menneske jeg har været i nærheden af. 😀 (hvem der bare kunne lave et løbehelt interview med hende)

Vi droppede pastaparty om aftenen, der var trods alt lidt fornuft tilbage i det gamle hovedet, og fik en god kort nattesøvn, inden det for alvor gik løs. Jeg har skrevet om selve løbet og vil ikke bruge mere domæneplads på det. Men jeg vil helt sikkert prioritere anderledes, hvis jeg skulle være så heldig at vende tilbage til nok verdens største marathonløb en anden gang. Det var så stressende nogle dage, at jeg faktisk først tirsdag morgen begyndte at nyde den storby, vi havde opholdt os i hen over weekenden. Om ikke andet håber jeg, at have lært lidt hvis/når Chicago Marathon indtages om forhåbentlig ikke så mange år ude i fremtiden. 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.