Jeg kan godt forstå de løbere der dør her i den mørke tid, og jeg kan vitterligt godt forstå – og føler det i den grad også selv, hvis I kære løbere nogen gange kigger ud af vinduet og tænker, det kommer bare ikke til at ske i dag. December er mørk, og hvis man som jeg, lander på matriklen sen eftermiddag efter en lang arbejdsdag, så skal der nogen gange superheltekræfter til at overtale hjernen til at tøffe en tur ud i den mørke kulde iført løbesko. Og for lige at gøre det hele liiidt mere besværligt, så ved den grumme hjerne godt, at vinterløb i modsætning til sommerens lette omklædning til top, shorts, strømper og sko, kræver en større indsats i omklædningsrummet. Min hjerne skriger ofte ”kan det virkelig betale sig at klæde om og iføre sig lag på lag på lag, bare for at løbe 45 min. Er det virkelig umagen værd.

For mig er hele december én lang tilvænning. Sådan er det hvert eneste år uden undtagelser. I starten af måneden skal jeg, som en anden cirkusklovn, finde på alle mulige skøre tricks for at overtale systemet til at tøffe ud. Den første kilometer er altid helt forfærdelig, jeg fryser og vinden er min fjende. Træerne er grimme uden deres blade, og mørket gemmer på alverdens monstre som bare venter på, at en dum løber daffer forbi. Men langsomt, ganske langsomt vænner min sjæl sig til konditionerne og mørket bliver i stedet en pude hvor stilheden slumrer, træerne bliver til smukke skulpturer og monstrene til potentielle fartlek triggers, triggers hvor jeg spurter forbi udelukkende fordi min adrenalin pumper og fortæller mig, her er potentiel fare. (Jep – jeg er en notorisk bangebuks!)

Og ganske langsomt som dagene går, og jeg holder ud og kommer afsted, omvendes min hjerne. Det bliver lettere og lettere at komme ud ad døren, jeg begynder at nyde hvordan min krop kan producerer varme nok til, at jeg kun behøver en uldtrøje og en løbejakke, og nogen gange endda ender tilbage på matriklen med ærmerne trukket op. Jeg begynder at nyde den stilhed der omfavner en december-aften, hvis man da ellers lige holder sig væk fra midtbyen, og hver gang jeg kommer tilbage efter en løbetur føler jeg mig stolt og stærk. Jeg kom afsted, jeg trodsede vind og vejr, jeg løb fra glubske monstre og jeg må derfor spise et ekstra honninghjerte. (Min slikpauser er så passé 😀 :P)

Vinterløb gør os løbere stærkere, det er jeg fuldstændig overbevist om. Kampen mod elementerne gør os løbere stærkere både fysik og mentalt. Den legendariske løber Emil Zatopek sagde:

There is a great advantage in training under unfavourable conditions. It is better to train under bad conditions, for the difference is then tremendous relief in a race

Selvom du måske ikke lige har et stor løb ude I pipelinen, så brug vintertræningen til at finde en ny side af dig selv. Den stærke side der sagtens kan klare en vældig storm fra vest og 100 glubske mørke-væsener. Og vid, at lige om lidt skriver vi den 21. december, så vender lyset langsomt tilbage igen, og før du får set dig om ligger foråret og lurer ude i horisonten.

Og med det kære læser vil jeg hoppe i løbetøjet og løbe ud og hente gammel-møgbil og betale 6700 ved kasse 1. Godt jeg er løber så jeg både kan løbe ud og hente gammel-møgbil, og samtidig kan nå at uddrive alle mine bilfrustrationer på turen ud til mekanikeren. Han kan jo ikke gøre for, at gammel-møgbil er en gammel spand. 🙁

Share: